RHODODENDRON TÅLER BESKÆRING

Enkelte regler bør dog følges

Som alle andre buske kan Rhododendron beskæres.

Meget af den tid jeg er på arbejde i Rhododendronafdelingen, bruger jeg på at fortælle om, hvordan Rhododendron beskæres. Det er som om, mange haveejere stadig betragter Rhododendron som en vanskelig plante, som kræver ganske særlige hensyn omkring plejen. Det uberettiget og synd for den dejlige plante, som med sine tusindvis af forskellige arter og hybrider, i alle størrelser og farver, måske er den havebusk som kan berige haven allermest.

Det er de store Rhododendron, med store stedsegrønne blade, og en normal årlig tilvækst på mellem 10 og 20 cm, som næsten altid bringes på bane, når det drejer sig om beskæring. Hvis planterne står frit, og er plantet i spagnum, som vedligeholdes med topdressing (regelmæssig tilførsel af ny spagnum) og gødning, bliver det store smukt rundformede buske, som både er tætte og rigtblomstrende – de skal næppe beskæres. Anderledes går det, når pladsen bliver for trang. Planten blev anskaffet som ret lille, og havde rigelig plads at stå på. Som årene går, vokser den pludselig mod husets mur, eller ud over flisegangen – så stilles spørgsmålet nærmest automatisk, kan den beskæres?

Svaret er “JA”, hvis den er sund og rask. Det vil sige, hvis tilvæksten stadig er den samme, som da planten var ung, og løvet friskt grønt, uden misfarvning eller gulligt med kraftigt farvede grønne årer.

Beskæring af store Rhododendron:
I det følgende antages det, at planten skal blive stående på stedet, men reduceres ganske meget i størrelse:
1 Beskæring skal finde sted i det tidlige forår, inden den 1. april.
2 Hele planten skal beskæres samtidig. Hvis beskæringen deles over flere år, bliver planten stresset.
3 Beskæring er bedst mellem 20 og 50 cm over basis. Udvælg de bedste stammer og grene, så planten får en smuk regelmæssig krone, når den igen vokser til.
4 Store grene saves af med rene snit med en skarp grensav. Snittene skal være skrå, så regnvandet ikke bliver stående på snitfladen.
5 Tyndere grene beskæres med en god rengjort grensaks.
6 Tilfør herefter ca. 5 cm god grov spagnum (topdressing).
7 Giv planten gødning som sædvanlig.
8 Vand regelmæssigt i tørre perioder.

Den grove beskæring bør foretages i marts, enten det er grene som kan klares med en saks eller der skal bruges en grensav. Hvis det er muligt, bør der klippes over et “synligt led”.

Det er nødvendigt at foretage indgrebet så tidligt på året, fordi de sovende vækstknopper, under barken på de gamle grene, skal bruge en vis tid, inden de formår at vokse ud gennem barken, og danne de nye skud, som fremover former planten. Der kan gå helt op til 3 mdr. før de nye skud vokser gennem barken, og da de skal nå at blive “voksne” og hærde af, inden den første efterårsfrost, er det vigtigt med den meget tidlige beskæring.
Sunde planter har mange overlevelseschancer efter den hårde beskæring. Fakta er, at vel kun omkring 5 % dør. Undersøgelser har vist, at især planter med stærkt røde blomster har en større dødelighed. Hvorfor vides ikke.

Den lempelige beskæring kan foretages stort set efter behov. Bedste tidspunkt for en egentlig reduktion er dog perioden inden 15. juni. Grene kan klippes tilbage til lige over det nederste grønne blad på grenen. Her sidder ved bladhæftet en tydelig større eller mindre

Den lette beskæring kan foretages til lige efter blomstring. Der skal klippes over et bladhjørne, så det er begrænset hvor langt ned på grenen man kan klippe.

vækstknop. Denne knop overtager straks grenens tilvækst. Klip en lille cm over bladhæftet. Sådanne småreduktioner kan gennemføres hvert år. På denne måde kan plantens side gøres stadig tættere, og plantens omkreds kan styres inden for det ønskede område. Et godt tip: Klip de længste grene af, gerne med blomsterknopper, når blomsterknoppen begynder at vise farve. Sæt blomsten i vand i stuen, og nyd den inde. Den lille knop ved bladstilken på grenen, sættes herved tidligere i vækst.

Tit er problemet at planten er blevet for høj. Den er simpelthen vokset op forbi vinduet, og skal altså beskæres oppefra, populært sagt kortes af!
Det kan sagtens lade sig gøre efter ovenstående regel om beskæring over nederste blad på den pågældende gren. Problemet er blot, at det ikke er løsningen på sigt. Klippes planten regelmæssigt ned oppefra, vil der næppe komme mange blomster. Husk på, at blomsterne dannes i de nye vækstknopper, som strækker sig lige efter blomstringen, så når tilvæksten er for høj og fjernes, fjernes også næste års blomstring. Så er det heldigt, at Rhododendron har så kompakt og tæt en rod, at den altid kan graves op, og flyttes til en ny plads, hvor den kan få lov til at udfolde sig – med mindre man vælger den store reduktion i marts måned.

Afklipning af enkelte grene i store buske kan foretages når man lyster. Klip grenen af dybt inde i busken bag andre grenes grønne løv, så grenen ikke savnes. Måske skyder den resterende del næste år, måske ikke, men hvis der ikke opstår et synligt hul, er der jo ingen skade sket.

Japanske dværg-Azalea er tætte buske med løv helt nedefra, og skal normalt ikke beskæres, med mindre planten i nogle år er blevet klemt på alle sider, og efterhånden kun er pæn i toppen (Se også: Beskæring af dværgrhododendron). Her gælder samme regel, hvis planten er sund, kan den tåle meget kraftig beskæring, helst inden juni, og gerne i løbet af april, men så klippes årets blomsterknopper også af.

Formklipning af denne plantegruppe bruges tit i japanske haveanlæg, hvor formningen af planten har væsentlig betydning for selve haven. Her startes med unge planteskoleplanter, som straks bliver klippet i f.eks. kugleform. Der startes med at fjerne de lange skud, så planten bliver kompakt. Fremover klippes planten i den ønskede facon, samtidig med der tages hensyn til den tænkte størrelse. Der klippes straks efter blomstringen, for ikke at ødelægge næste års blomstring. Med tiden bliver planten meget tæt, kompakt og alligevel rigtblomstrende. Beskæringen kan foretages med en hækkesaks. Enkelte lange sommerskud fjernes i løbet af eftersommeren.

Dværg-Rhododendron kan stort beskæres som de japanske Azalea. Dog synes jeg brugen af en hækkesaks er lidt voldsom på denne type. Brug et minut eller to mere, og klip lange grene af et stykke inde i selve planten (kronen). Man kan forme planten, så den vokser “den rigtige vej” ud over eller bagom sten. Det bedste tidspunkt er lige efter blomstringen. Enkelte “umotiverede” skud kan afklippes på andre tidspunkter. Nogle planter indenfor den gruppe er dog så langsomt voksende, at en egentlig beskæring vil være “synd”.

Azalea kan naturligvis også beskæres. Med “Azalea” menes her de større løvfældende Rhododendron. Disse planter har ofte en meget anderledes vækst end de stedsegrønne. Planterne er tit slankere, mere oprette i hovedgrenene og mindre tætte. De fleste Azalea blomstrer også ret sent, men enkelte, herunder især nogle vildarter, blomstrer inden løvspring, eller sammen med løvspring i det tidlige forår. For de tidlige blomstrende er det oplagt, at de kan beskæres lige efter blomstring. Udvælg enkelte grene og form planten. For de sentblomstrende gælder, at man kan forme planten om foråret. Herved klippes nogle blomsterknopper af. Senere beskæring – efter blomstring – betyder at en del af den nyvækst som blev “sat” i foråret klippes af. Det kan betyde, at efterfølgende nye skud ikke når at danne knopper til næste års blomstring. Beskæring skal helst ikke foretages efter 1. august, og helst straks efter afblomstringen.

Kraftig beskæring af alle træagtige planter har altid en risiko. Derfor er det vigtigt at planterne er sunde, med naturlig optimal vækst og velgødede når indgrebet foretages.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Beskæring, Rhododendron og tagget , . Bogmærk permalinket.

10 svar til RHODODENDRON TÅLER BESKÆRING

  1. Rita sax sørensen siger:

    Jeg troede man også her, skal klippe lige efter blomstringstid, så planten ikke bruger energi på at sætte frø, men nye skud? Er det gavnligt at pille alle de visne blomster af?

  2. Der skal ikke klippes ved afblomstring – der kan klippes ned til lige over det nederste blad p grenen, hvis man nsker at formindske planten lidt. Visne blomster kan klippes af, normalt kan man brkke dem af. Det kan ge blomstringen nste r, hvis de visne blomster fjernes, og der derved ikke bruges energi til frstning. Det er dog meget afhngigt af hvilken sort det er. Mange store gamle planter, som er for hje til at man kan n ind over planterne og fjerne de visne blomster, blomstrer som vi ser det lige i jeblikket alligevel. Enkelte R. bliver dog mere blomsterrige af at f fjernet frstanden. Isr arterne.

  3. Jeg deler lige din din side på min Facebook side, der er med garanti andre der kunne gøre gavn af din ekspertise.

    Tak for at du deler med os andre have folk :)

    Venlig hilsen Line Fauerholm

  4. Du er velkommen – tak for de pne ord!

  5. Karina Hansen siger:

    Hvis du skulle anbefale en bog, der beskriver beskæring af rododendron, hvad skulle det så være ?:)

  6. Ud over de bøger jeg har udgivet, er der ikke skrevet nogen om Rhododendron i de sidste 30 år eller mere. I min bog “Rhododendron – og det der følger efter” skrev jeg et omfattende afsnit om beskæring, og beskæringsreglerne generelt. Den er udsolgt, men kan lånes på bibliotekerne.

  7. Charlotte Hjort siger:

    Jeg skal flytte midt juni. Jeg har de flotteste ca. 10 år gamle Rhododendron.
    Jeg vil rigtigt gerne gøre forsøget at flytte dem.
    Bør jeg beskærer dem først her medio maj, grave dem op, slå dem ned og holde dem godt med vand og så flytte dem i næste måned ?
    Tænker at jeg ved at beskærer dem giver dem lidt mindre at bærer på når de skal i gang de nye sted ?
    Vh.
    Charlotte
    Og på forhånd tak for råd og hjælp

  8. Det er et notorisk dårligt tidspunkt at flytte større Rhododendron på. Rodudviklingen er i gang, de nye grene og knopper skal skabes og have saft nok til at udvikle sig. De skal helst flyttes direkte fra voksested til voksested. En mellemplads generer rodudviklingen. Hvis det er nødvendigt at “parkere” planterne andetsteds ville jeg nok skære dem lidt tilbage forinden. Du kan såikke regne med kraftig nyvækst endside blomster næste år.. V.h., Niels

  9. Ingrid Holm siger:

    Jeg blev ikke klar over om man klipper en gammel 35 årig plante tilbage (og jeg mener tilbage, nok 2 m lange bare grene) forår eller efter blomstring. Jeg er klar over den bliver lidt farveløs at se på i nogle år, men det vil jeg gerne vente på. Den er utrolig flot blomstrende i år, men der er lange bare grene der trænger til at blive klippet tilbage.

  10. Kraftig tilbageskæring (2 m lange grene ned til måske 40 cm) Det skal gøres i det tidlige forår – marts – Jeg vil sige det er for sent nu medio juni. Nu kan du kun klippe tilbage over et grønt blad på en gren.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s