VANDRINGSHAVEN I LYNGDALEN – første gang

Den solbeskinnede "dal" med R. 'Rendezvous', 'R. 'Hansel', R. smirnowii og R. yakushimanum 'Koichiro Wada'

Den solbeskinnede “dal” med R. ‘Rendezvous’, ‘R. ‘Hansel’, R. smirnowii og R. yakushimanum ‘Koichiro Wada’

En oplevelseshave

For mere end 20 år siden blev jeg kontaktet af Kirsten og Hans. De ønskede en gennemgang af deres have, og måske nogle korrektioner af havens overordnede planlægning. Det er altid spændende første gang i en fremmed have. Jeg husker så tydeligt endnu det første jeg sagde »Hvad kan jeg dog gøre for jer?» Her stod jeg midt i “Paradisets have”, det måtte være en fejltagelse!

Det blev til en grundig gennemgang af haven, som er anlagt i morænebakker der er dannet ved isens frem-og tilbagetrækning. Gletcherranden har ifølge tidlige landskabsundersøgelser strakt sig nord for grunden, og fra smeltevandet stammer flere afløbsdale i området. I en af disse dale ligger grunden med en skålformet åbning mod syd.
Naturen havde beplantet hele området med 30 m høje graner og lærketræer, dog mod øst med store bøgetræer. En enkelt stor tostammet Eg stod centralt på grunden, som ellers var dækket med Lyng, Enebærbuske, Blåmunke, Bølget Bynke, Bregner, græsser og naturligvis Brombær, alt sammen en indikator for at jorden var sur.
Familien havde fået lavet en jordbundsanalyse, som fortalte om fint sand opblandet med større sten, en lav pH-værdi, og et fugtigt nord-sydgående bælte gennem haven. Den havde også taget konsekvensen af oplysningerne, og var begyndt at plante surbundsplanter. Andre tiltag var en aftale med naboerne om, ikke at plante hække, men at lade haverne “flyde” sammen for at bevare en illusion om uendelighed.

De øverste "hovedveje" er tilsået med græs, som kuns passes enkelte gange pr. sæson. Her går man rundt i naturen mellem store R. smirnowii, R. yakushimanum og i baggrrunden R. 'Furnivall's Daughter'

De øverste “hovedveje” er tilsået med græs, som kuns passes enkelte gange pr. sæson. Her går man rundt i naturen mellem store R. smirnowii, R. yakushimanum og i baggrrunden R. ‘Furnivall’s Daughter’

Kirsten og Hans ønskede en oplevelseshave. Derved opstod “vandringshaven”. En have med varierende stisystemer, de smalle stier belagt med tykke lag barkflis, og de bredere “hovedveje” sået til med græs. Ingen steder skulle man kunne overskue store dele af haven, tvært i mod skulle stiernes forløb afsløre nye panoramaer. Haven blev opbygget i etager, støttet af store sten som blev indkøbt, til tider forbundne med flade trædesten, lagt i tykke lag granitgrus.

Rundt omkring blev der plantet mindre træer som Japansk Løn , Acer palmatum og Hemlocksgran, Tsuga. Andre steder lidt større træer som Jeffreys Fyr, Pinus jeffreyi med blålige nåle og den friskgrønne elegante hængende Himmalayceder, Cedrus deodara. Disse og andre træer er alle sammen fikspunkter for øjet, for hermed at skabe illusionen af uendeligheden.

Det var synet der mødte mig i “Paradisets have”, med mange spændende vækster og flere allerede ret store rododendron. Den opgave jeg fik tildelt var primært at tilføre haven flere forskellige Rhododendron og “følgeplanter”. Planter som skulle give haven den ypperste frodighed, forskellige blomstringstidspunkter, og minihaver i haverummet.

Som årene er gået, har Kirsten, Hans og jeg en ganske særlig indforståethed omkring de ændringer som alle haver, også denne, naturligvis må igennem. Det store egetræ blev fældet i 1996. Det tog al lyset fra havens centrum. Året efter var der et blomsterhav. Gamle lange grene blev kortet af rododendronplanterne, som nu hvor lyset var tilbage, fik ny tilvækst helt nedefra. Mod syd blev der plantet grupper af taksplanter, brudt med forsk. R. catawbiense, for dels at “isætte” farvespots i det mørkegrønne taksløv, dels at bevare ideen om at haverne “flyder” sammen. På det seneste er der plantet et Hjertetræ, Cercidiphyllum japonicum nær skellet til naboen. Det skal med sine skønne ovalrunde næsten rosa blade i maj, og de pragtfulde orangegule høstfarver, skabe balance til den gule japanske løn.

Græsgangene i havens øverst beliggende del bliver holdt, men kun slået nogle få gange om året. Dog bliver der holdt skarpt udkig med, hvordan diverse indvandrende planter som Bregner, Brændenælder, Skovsyre og Skovjordbær udvikler sig sammen med Brombærrene. Man kalder det kultiveret natur, og bruger også disse græsgange til henlægning af træstød og grene fra havens vedligehold.

Gangarealerne i havens nedre del består af trædesten. Imellem er der granitgrus og lidt større sten, som sammen med kampesten skaber den rette illusion af natur.

Gangarealerne i havens nedre del består af trædesten. Imellem er der granitgrus og lidt større sten, som sammen med kampesten skaber den rette illusion af natur.

Anderledes kontrolleret er der i resten af haven. Kirsten og Hans planter gerne flere sammen af samme plante. Dels for at give øjet ro, dels også for at skabe ensartede større flader bunddække, som f.eks. med den hvide Rhododendron ‘Panda’ Hertil kommer så valget af naboplanter, som vælges ud fra den størst mulige kontrast i bladtype- facon eller blomstringstidspunkt. Endvidere
har Kirsten udviklet en skarp sans for samling i farver. Der plantes grå- eller blålige løvfarver sammen, mens gullige løvfarver har sin egen plads i haven. Blomsterfarverne holdes også strengt inden for hver sin farvegruppe i de enkelte bede, eller sammensættes som gult/orange, hvidt/rødt eller hvidt/pink osv. Bunddækkeplanter anvendes med samme omhu, afstemte i farver efter deres “overstandere”, og i tilstrækkelige mængder til virkelig at være havens “tæppe”.

Dodecatheon meadia (Gudelilje) i juni.

Dodecatheon meadia (Gudelilje) i juni.

Ved terrassen foreslog jeg en opstamning af en lidt stor rododendron. Det hjalp på både udsynet til haven fra terrassestolene, og samtidig gjorde det bedet lettere. Dette og andre bede nær huset, har deres egne præg. Nogle bede er surbundsbede med dværgrhododendron og andre surbundsplanter som Gudelilje, Dodecatheon meadia .

Et andet sted ligger store næsten nedgravede granitsten, som var det dele af et underliggende bjergmassiv. Her plantes Husløg , Sempervivum – Stenurt, Sedum – Kobjælde, Pulsatilla og små samlerplanter i lommer og sprækker mellem stenene.

Mellem de nedgravede klippesten, i grusblandt jord, vokser Sempervisum arachnideum (Husløg)

Mellem de nedgravede klippesten, i grusblandet jord vokser Sempervivum arachnoideum (Husløg)

Om foråret er haven fyldt med forårsløg, især Scilla og Påskeliljer. Senere følger Primula og Skumblomst, Tiarella cordifollia . Både i det tidlige forår og om efteråret blomstrer Alpeviolerne, Cyclamen, og det nye indslag er de efterårsblomstrende Krokus, Crocus speciosus med blålilla blomster fra september. Tulipaner vokser kun i de forhøjede stenbede, og alle løgplanterne er udvalgt mellem de botaniske arter, som i mange år glæder med stadig flere blomster.

Crocosmia masoniorum (Montbrétia) ved vandsten.

Crocosmia masoniorum (Montbrétia) ved vandsten.

Tiarella cordifolia (Skumblomst) er en dejlig bunddækkeplante til lys skygge.

Tiarella cordifolia (Skumblomst) er en dejlig bunddækkeplante til lys skygge.

De få stauder i haven opfattes af Kirsten og Hans som solitære grupper og farvespots, netop der, og på det tidspunkt, hvor de bringer balance mellem havens øvrige vækster.

Pasningen af haven består af hyppige gåture i havens forskellige rum. Saksen er med, så at balancen mellem de enkelte planter opretholdes. Vandingen af de mange surbundsplanter klarer et nemt lille vandingsanlæg efter solnedgang, når fordampningen er mindst. Kun engang imellem er det nødvendigt med større projekter, når noget bliver for stort, eller en ny plante frister det kyndige ægtepar.

Den smukke bladbagside på R. 'Hansel'

Den smukke bladbagside på R. ‘Hansel’ tiltrrækker opmærksomhed hele året.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Haveportrætter, Rhododendron og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s