OPSTAMNING AF DVÆRGRHODODENDRON

Opstammet dværgrhododendron ‘Songbird’ (R. russatum-hybrid). Planten havde flere døde partier, som først blev fjernet. Herefter blev den “opstammet” på flere grene. Nu er der flere “hovedstammer”, hver med sin krone.

Ovenstående plante i sit nye bed opbygget af svenske granitsten. Her skal den være “overstander” til bl.a. små Primula og Cyclamen. Opstamningen blev foretaget i marts. Billedet er fra medio juli. På stammerne ses flere steder nye skud. Forneden i midten er et kraftigt skud på vej. Det skal næste år klippes i toppen. Herved opstår en ny lille “krone”. De øvrige “kroner” beskæres også moderat næste år. Om et par år har planten 3-4 kroner båret af skulpturelle stammer.

R.'Gletschnernacht' opstammet mellem større sorter. Ved at stamme planten op (løfte kronen) opnås mere plads forneden, som kan indtages af den mindre Rhododendron i forkanten. Herved kan alle planterne bevares i bedet en tid endnu.

R.’Gletschnernacht’ opstammet mellem større sorter. Ved at stamme planten op (løfte kronen) opnås mere plads forneden, som kan indtages af den mindre Rhododendron i forkanten. Herved kan alle planterne bevares i bedet en tid endnu.

DVÆRGRHODODENDRON vokser også. Normalt placeres de i forkanten af et surbundsbed. De første år går det fint, men er man ikke opmærksom på planternes indbyrdes vækst, forekommer det – ret ofte – at de større bagvedstående planter vokser ind over en del af den lille Rhododendron. Pludselig en dag får man øje for den manglende plads, og så er det for sent. Den lille dværgrhododendron er også blevet stor. Den har strakt sig fremad mod lyset, og hele plantens bageste dele er uden løv og blomster. I stedet for at kassere den, kan alt det visne klippes af, stammerne fritlægges, og planten anvendes i et andet miljø i haven.

De fleste sunde planter vil senere begynde at skyde fra de gamle grene (stammerne). Det sker, så snart planten igen får lys og luft. Man kan så vælge at lade den vokse efter “eget hoved”, eller selv at begynde at forme den, måske sammen med en stor smuk sten. På denne måde kan et nyt miljø ret enkelt laves i haven.

En anden Dværgrhododendron i forgrunden af et større bed med store opstammede Rhododendron, som giver plads til et skyggemiljø med bregner og Hosta. Opstamningen blev foretaget tidligt på foråret. Kronen er allerede vokset godt til. Næste år vil den blive formet en lille smule, og skud langt nede på stammerne bliver fjernet. Om ganske få år, ligner planten et lille træ.

Hvis ønsket er en plante med én flot opret stamme, kan det meget sjældent gøres på denne måde. Der skal startes med en meget ung plante, helst en lille opret stikling. Fra den lille plantes stamme fjernes alle sideskud, så kun topskuddet får lov at vokse. Når den ønskede højde er nået, skal sideskudene for oven have lov til at vokse og danne krone. Kun skud nede på stammen skal fjernes. Det gøres bedst ved at sætte tommelfingeren over skuddet, og forsigtigt trykke nedefter, så skuddet brækker af.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Beskæring, Dværg Rhododendron, Gode råd, Små surbundsplanter og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s