HORTENSIA – SENSOMMER I SURBUNDSBEDET

Portræt af flere hortensia                                                                                                   Skab farver og liv med de træagtige Hortensie

Hydrangea arborescens discolor ‘Sterilis’ i september.

På tærskelen til sensommeren har farvepragten forladt rododendronbedet. Nu er det “kun” de mange forskellige løvfarver- og former, der forhåbentlig blev lagt vægt på ved indkøbet af planter, som giver den daglige oplevelse.
Af en eller anden årsag, er det i de færreste haver i Danmark, der er plantet den blomstrende træagtige hortensia, Hydrangea paniculata, og Hydrangea arborescens. Her kan vi lære noget af svenskerne. Blot en kortere køretur øst for Øresund, gennem forstædernes villakvarterer, vil afsløre, at langt de fleste haver har en, oftest 2, af de dejlige buske eller mindre “træer”, som især Hydrangea paniculata tit bliver opstammet som.

Hydrangea paniculata i al sin sensommerpragt.

Havehortensie, Hydrangea paniculata stammer oprindeligt fra det sydøstligste Kina, samt dele af Japan i lyse skove, hvor den vokser fra lavlandet og indtil 1200 m højde. Her kan planterne opnå den anselige højde af 7 m! De geografiske områder betyder at planten har tilpasset sig en natur med både fugt og humusholdig jord, samt tåler både lettere skygge og fuld sol. Den perfekte plante til den hjemlige surbundshave, hvor den både egner sig som del af et surbundsbed, som solitærplante, eller som blomstrende “hæk”, med en maksimumhøjde på mellem 2 og 3 m, som den kan blive på vore breddegrader.
Hydrangea paniculata er en meget rigt forgrenet opret og dekorativ plante, med store friskgrønne blade, som er dækket med mange korte hår. Blomsterstanden, som er stor og kegleformet, indtil 25 cm lang, sidder for enden af grenene, med mange sterile hvide blomster jævnt fordelt. Ind imellem sidder de 2-3 mm små hvide fertile blomster i store mængder. De store sterile blomster, som kun har den opgave at trække insekternes opmærksomhed til planten, holder meget længe. Jo ældre de bliver, des mere rosa bliver blomsterstanden. Blomstringen starter fra slutningen af juni og fortsætter til nattefrostens komme.
Pasningen er meget enkelt. Planten er altid smukkest hvis den ikke beskæres. Hvis det alligevel er nødvendigt at forme planten, er det bedste tidspunkt for beskæring det tidlige forår, idet blomsterne dannes på årsskuddene. Uden beskæring bliver busken tæt og mangegrenet. Hvis den ønskes formet til “dværgtræ” fjernes de fleste tyndere grene ved basis, hvorved nogle få oprette tykkere grene former planten. Senere kan de svageste grene fjernes, så kun en enkelt eller to grene danner bærende stammer for kronen.
Hortensie plantes i humusrig jord med lav pH-værdi, gerne i ren grov spagnum. Den gødes med almindelig NPK-gødning om foråret, og holdes våd i tørre perioder. Blomsterfarven på denne art Hortensie skifter ikke efter jordens beskaffenhed.

Hortensieblomsterne findes som fertile og sterile. Det er de store sterile blomster som vi ser mest til, og som holder længe. Det er dem som skifter farve mod slutningen af blomstringen.
Inde i midten af blomsterklasen findes større eller mindre mængder af bittesmå blomster. Det er de fertile blomster med grifler og støvdragere. Disse frugtbare blomster har en meget kortere holdbarhed end de sterile.

Hydrangea paniculata ‘Grandiflora’

Hydrangea paniculata ‘Grandiflora’ er mere storblomstret end arten. Den kom til Europa omkring 1876, medbragt af Philipp von Siebold, som havde hentet den i japanske haver. Det er enten en naturhybrid, eller måske allerede den gang, en særlig udvalgt storblomstret plante. Blomsterklaserne kan blive mere end 25 cm høje og 20 cm brede. Der er næsten udelukkende sterile blomster, hvilket giver indtrykket af en overvældende blomstring. Blomstringen finder sted fra juli måned.

Nye hybrider med lidt anderledes vækst, blomstring og ikke mindst størrelse, giver nu flere muligheder for at finde netop den rigtige Hydrangea paniculata til haven. Nogle af de bedste gennemgås her:

Hydrangea paniculata ‘Kyushu’

Hydrangea paniculata ‘Limelight’

Hydrangea paniculata ’Kyushu’ . Udvalgt klon af arten. Meget blomstervillig, men først fra midten af august. Blomsterne kan i frostfrie perioder holde til ind i november. Hovedparten af blomsterne er de små sterile, som med deres duft lokker insekter til. Klaserne er ca. 20 cm høje og 15 cm brede ved basis. Planten bliver optil 2 m høj og 4 m bred.
Hydrangea paniculata ‘Limelight ‘ er en nyere hybrid med sart limegule og kompakte blomsterstande. Her ses kun de sterile blomster i de tunge klaser, som bæres godt af de stærke grene. Rigtblomstrende fra august og kun middelstor, ca. 1,5 til 2 m høj.

Hydrangea paniculata ‘Matilde’

Hydrangea paniculata ‘Matilde’ er også en nyere hybrid med lange slanke blomsterklaser hvoraf en stor del er sterile store blomster. Farven er renhvid, senere let rosa. Middelstor, ca. 1,5 m høj og 2 m bred. Hermed meget velegnet til mindre haver, og som solitærplante med bunddækkeplanter omkring, eller i lave busketter.

Hydrangea paniculata ‘Pink Diamond’

Hydrangea paniculata ‘Pink Diamond’ blomstrer fra medio august med indtil 30 cm lange blomsterklaser, med mange store sterile blomster. Blomstringen er fra starten renhvid, men bliver med tiden mere og mere rosa. Bagsiden af de sterile blomster kan blive stærk rød. Det er en slank opret plante på

indtil 2,5 m.

Hydrangea paniculata ‘Tarvida’

Hydrangea paniculata ‘Tarvida’ . Denne sort er en opret lidt åben busk. Den kan blive op mod 3 m høj. Blomsterklaserne er slankere og med mange fertile blomster, som er omkranset af renhvide sterile blomster. Indtrykket er en let og elegant busk. Udspring i august med blomster indtil frost.

Hydrangea paniculata ‘Unique’

Hydrangea paniculata ‘Unique’ . Sorten er en kraftig, indtil 3 m høj og noget bredere busk. De 30 cm høje blomsterklaser kan være indtil 20 cm brede ved basis. Farven er cremehvid og bliver rigtig rosarød ved afblomstring. Blomstring fra midt juli til hen på efteråret.

En anden, og noget lavere voksende plante er Hydrangea arborescens. Den stammer fra det østlige USA, og har været anvendt som haveplante i Europa siden 1736. Selve arten bliver hos os ca. 1 m høj og bred, og blomstrer med små cremehvide skærme. Beskæring af denne art finder også sted om foråret, idet den blomstrer på årets tilvækst. 2 former af arten er særlig velegnede til vore haver.
Hydrangea arborescens discolor ‘Sterilis’ har meget store hvide enkeltblomster i halvkugleformede blomsterstande (Se billede øverst).

Hydrangea arborescens ‘Annabelle’

Den kendteste er sorten ‘Annabelle’ . Den bliver under meget gunstige betingelser næsten 2 m høj. Løvet er spidst ægformet og indtil 15 cm langt og især de unge skud er tæt behårede. Blomsterklaserne består af store sterile renhvide blomster. De kan blive så store som et menneskehoved. En ganske anselig størrelse, som giver planten et meget frodigt, næsten tropisk udseende. I regn kan de tunge blomsterstande tynges en del, men de rejser sig gerne igen. Plantes bedst i halvskygge eller lys skygge, uden sol midt på dagen.

Det danske navn HORTENSIE kan også staves HORTENSIA. I ”Ordbog Over Danske Plantenavne“ anføres begge stavemåder. Staveformen ”Hortensie“ henviser til pigenavnet ”Hortense“ som blev givet til planten af den franske botaniker Commersom, der på sin rejse i Kina 1766-69, sammen med astronomen Hortense Lapeaute og sin elskede, Hortense Barré, fandt planten dyrket som haveplante.
Det botaniske navn er HYDRANGEA. Det henføres til to græske ord ”Hydor“ som betyder ”vand“, og ”angeon“ som betyder ”kar“ eller ”beholder“ (til opbevaring af vand), idet der henvises til frøkapslens udseende.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Andre planteportrætter, Andre træer og surbundsbuske, Artikler, Hydrangea (Hortensia) og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s