HØJSTAMMET RHODODENDRON 1

En anden dimension i haven

Rhododendron yakushimanum ‘Edelweiss’ podet på stamme i havemiljø. Når den er 2-3 år ældre, vil jeg anbefale at “studse” den lidt i underkanten efter blomstring.

De kan være flotte, og de kan købes for mange penge. De man køber, er podet på en stamme, i en eller anden forudbestemt højde. Stammen er oftest fra en ‘Cunningham’s White’, som er dyrket til formålet. Stammen vokser ikke i højden. Det er kun kronen på stammen – det som er over podestedet, som vokser både i højde og bredde. Stammen vokser naturligvis i diameter. Velegnede er dværgrhododendron og langsomtvoksende, kompakte mere storbladede Rhododendron, som f.eks. den vilde yakushimanum ‘Edelweiss’. Når planten vælges er det meget vigtigt, at stammen har en ordentlig højde.                                      En dværgrhododendronstamme skal helst være over 60 cm, og gerne højere. En mere storbladet skal have en stamme på 80 cm og helst højere, meget højere, og det koster! men er pengene værd. Årsagen er, at hvis stammen er for kort, kan der blive et misforhold når kronen vokser til. Når planterne bliver ældre vil jeg endda anbefale, at kronerne studses i underkanten, for at synet af stammen ikke skal blive ødelagt, eller misforholdet forværret. Jeg klipper selv mine lige efter blomstring, og klipper et stykke ind, for det er jo ikke meningen at planten skal skyde i underkanten af kronen.

7 år gammel Rhododendron ‘Rosebud’ som er startet som etårig stikling, og “trukket” op ved hele tiden at fjerne alle sideskud. Kronen er 2 år, og vil udvikle sig smukt, ligesom stammen om 1 eller 2 år er tykkere og kan undvære pinden.

Hvis man er tålmodig kan man selv lave højstammede Rhododendron. Bedste udgangspunkt er en engrenet stikling, eller en frøplante, som endnu ikke er begyndt at danne krone. Problemet er så bare, hvordan man får fat i sådan nogle unge planter, hvis man ikke selv kan lave dem, hvilket de færreste kaster sig ud i.                            Gå på planteskole og find en lille plante. De fleste steder kan man finde en plante, som har en enkelt opret gren (tynd stamme) inde i planten. Den er måske lidt skrå, men ikke mere end planten kan rettes lidt op i potten. Når planten er erhvervet, og hjemme i haven, begynder formningen. Alle grene undtagen den ene, som var skyld i valget, klippes af med en skarp ren saks ved basis. Plant den i en større potte, og stil den meget lyst, men uden den trækker efter solen, eller husk at vende potten. Den kan også plantes ud i haven et tilsvarende sted i surbundsbedet. Husk at gøde og vande. Efter nogen tid vil topskuddet begynde at strække sig, men der vil også komme sideskud på “stammen”. Sideskuddene skal fjernes. Det gøres ved at trykke på deres basis ved stammen og nedefter, så brækker de af. Planten skal hele vækstsæsonen følges, så der ikke kommer rigtige små sidegrene, som kun kan fjernes med en saks. Roden har jo oprindelig en størrelse til planten som man “skamferede”, så den sender masser energi opefter, som al sammen ender i topskuddet, som vokser hurtigere end det ville normalt. Topskuddet må ikke blomstre, så knoppen skal fjernes, ligesom alle sideskud ved knopkanten, undtagen et skal væk. Det vokser videre, men giver sikkert et lille knæk på stammen, som måske kan udligne sig med alderen. Der er en vis grænse for hvor højt man kan “trække” planten op på denne måde, især med planter som har en vis alder ved købet. I haven hos os har vi mange frøplanter, og de er perfekte til formålet, fordi man kan starte med en et-årig, og derfor har måske 5-7 år før den sætter blomst i toppen første gang. Det er blot at potte dem, og følge beskrivelsen.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Beskæring, Gode råd, Rhododendron og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s