OPSTAMNING AF STORBLADEDE RHODODENDRON

Tilbageværende krone på 40 år gamle Rhododendron efter opstamning i oktober. Mellem planterne blev der udlagt spagnumbunker til beplantning næste forår.

 Når de bliver for store ….

… kan de stammes op, og give ny planteplads i haven, eller gøre det muligt, stadig at gå på husets adgangsvej. Bedet foran terrassen kan gøres lettere, og et nyt udsyn til haven mellem stammerne, kan forøge indtrykket af lys og plads, eller virke helt eksotisk.      Denne løsning er at foretrække, når planterne er blevet så store, at de i praksis er vanskelige at flytte, og man ikke er helt vild med tanken om at klippe dem ned til 30-50 cm over jorden i marts, med den risiko, at de ikke overlever. (se under “beskæring af Rhododendron).

Opstamningen kan i princippet foretages når man har tid og lyst. Hos os er det sket både i det tidlige forår, og sidste gang var det en række store planter, som blev konfronteret med saks og grensav i oktober. Her skete der det, at årets tilvækst pludselig fik os til at indse, at planterne både kom til at fylde for meget, og de planter som stod i forkanten af bedet ville blive helt ødelagte af skygge, og overvækst fra “bagsiden”, og det selv om vi i årevis havde klippet de store baggrundsplanter noget ind!

Til arbejdet skal der bruges en god stærk grensaks, et godt ørnenæb og en lille grensav, måske en lidt større fuckswans, hvis der er tale om tykke grene. Det siger sig selv, at værktøjet skal være i orden, et anerkendt produkt, som også koster lidt penge. Det skal være skarpt – og meget gerne sprittet af, for ikke at brede evt. gammel smitte videre.

Samme bed året efter i starten af juni. Nye skyggetålende Hosta er ved at vokse op i baggrunden, og de opstammede dværgrhododendron i forgrunden giver sammen med nogle enkelte nye planter en helt ny oplevelse i haven.

Først fjernes de nederste tyndere grene, så busken åbnes. Nu begynder bedømmelsen af hvor der yderligere skal klippes. Små tynde pjevsede grene skal også helt væk, de ødelægger indtrykket af opstamningen. Højden man skal stamme op i, åbenbares ganske langsomt, og er naturligvis en del af ens eget valg – men, lad være med at lave stammerne for lave. Næste gang de tilbageblevne grene vokser til, tynges de nedad, og mindsker derfor indtrykket af opstamningen. På et tidspunkt har man blottet en del opretstående stammer. Alligevel kan det se lidt kaotisk ud. Der er simpelthen for mange stammer. Her er det godt at være 2 om jobbet. Den ene bliver inde i planten, og den anden går på afstand. Nu rykkes forsigt i en af de tyndeste af stammerne. Hjælperen kan så se, hvad det sker oppe i kronen. Bliver den for tynd, hvis den gren fjernes, eller er det bare med til at gøre hele indtrykket lidt lysere. Husk på, at ved næste vækst skyder toppen nye skud, og især hvor der er åbnet lysmæssigt, vil de vokse hurtigt til.

Rhododendron williamsianum hybrid foran terrasse. Med tiden blev den meget bred og kompakt. Efter en opstamning blev der udsyn til haverummet igen

Således bliver man ved indtil planten er formet på få næsten lodretstående stammer. Nu begynder pillearbejdet. De udvalgte stammer, skal renses helt ind til barken for gamle døde småkviste, og de sjuskede stappe man lavede, da der blev fjernet grene, skal også væk, ligeledes helt ind til grenen. De er meget grimme at se på, og der er en fare for, at stappene kommer til at virke som en “væge”, som kan føre fugt og svamp ind i grenens inderste. (Dette råd gælder alle beskæringer på alle slags planter).

Fremover består pasningen i at fjerne evt. nyvækst fra stammerne. Det kan nemt forekomme fordi er der blevet lys inde i planten. Senere når planten udvikler sig, kan det komme på tale, yderligere at fjerne en stamme.

Den opnåede plads kan bruges til underbeplantning med skyggetålende planter som Hosta, bregner, visse primulatyper, skyggetålende større stauder som Rodgersia m.m. Da det kan være svært, for ikke at sige umuligt at grave ned mellem rødderne på de opstammede Rhododendron, kan der udlægges et lag grov spagnum på 20-25 cm. Kun skal det undgås at lægge et tykt lag spagnum omkring basis af stammerne, det vil skade planterne.

 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Beskæring, Gode råd, Rhododendron og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s