Duftende og sentblomstrende
R. viscosum vokser i USA fra Maine sydover til Florida fra 0-1500 m i fugtige områder, flodbreder og skovkanter. Blomsterne er hvide, pink eller lys purpurfarvede med dejlig duft i juni/juli. Disse kvaliteter har været basis for de 2 hybider som omtales her.
R. viscosum ‘Juniduft’ er krydset i 1985 af H. Hachmann i Tyskland. R. viscosum x R. ‘Orange Hit’. Fra 2001 har planten været i handlen. I juni begynder blomstringen med de velduftende lysrosa stjerneformede blomster, som indv. er udstyret med en gylden ganetegning. Svungne støvdragere og en lang rosa griffel, som begge rager ud fra blomstens center, understreger den lette elegance. Duften er kraftig sød og meget behagelig. Løvet er sart bronzefarvet i udspring. Hen over sommeren er det friskt mørkegrønt, og i oktober farves det gyldent. Plantens vækst er tæt, rigtforgrenet og på 10 år er størrelsen ca. 120×120 cm.

Rhododendron viscosum ‘Juniduft’ er en nydelse både for øjne og næse!
R. viscosum ‘Karminduft’ er også et produkt fra H. Hachmann’s Planteskole i samme periode. Krydset er R. viscosum x R. ‘Nabucco’ og planten har ligeledes været i handlen fra 2001. Resultatet er en rigtblomstrende plante med en kraftig krydret behagelig duft. Blomsterne er tragtformede, i udspring kraftig røde med en anelse strejf af orange, senere er de nærmest fløjsrøde. De lange støvdragere er kraftigt røde med gule spidser, og den endnu længere dekorative griffel er mørkerød med hvid spids. Løvet er lyst grønt, om efteråret bronzegyldent. Planten bliver på 10 år ca. 120 cm bred 140 cm høj.

R. viscosum ‘Karminduft’ har fløjsrøde duftende blomster i juni.

R.viscosum ‘Juniduft’ og ‘Karminduft’ i juni, De har stået på pladsen i 8 år, og er i dag næsten 2 m høje. De bliver beskåret på siden mod fliserne, men blomstrer alligevel.
Som ved alle løvfældende Rhododendron (Azalea) er en plads i fuld sol den bedste. Blomstringen bliver hermed nærmest overdådig. Som lidt af et forsøg er de 2 her omtalte planter ikke plantet i fuld sol. De står op mod et hegn i et hjørne på nordsiden og østsiden af hegnet, og vender altså væk fra solen. Der er ingen skygge ovenfra, så de er fuldt eksponerede for lys, men altså ingen sol grundet hegnet. De er begge hvert år meget rigtblomstrende. Måske springer de list senere ud, omkring midten af juni, og blomsterne holder en uge ind i juli. Duften er fantastisk, især i varmere vejr, men om aftenen kan de duftes mange m væk.
De fleste blomsterdufte forstærkes i varme og sol, men rigtig mange er særlig stærkt duftende om aftenen og natten for at tiltrække natsværmere.