Portræt af en hybrid

R. ‘Goldprinz’ med smukke orange knopper og gule blomster medio maj.
Personligt synes jeg særdeles godt om denne gule wardii x yakushimanum hybrid med udspring i forældrene R. ‘Festivo’ x R. ‘Alice Street’ fra den tyske planteskole H. Hachmann i 1995. Planten har kunnet købes nogle år i Danmark, og har indtil videre vist sig værende en god haveplante. Måske en anelse åben i de første år, men senere meget mere kompakt. Ved gentagne indkrydsninger af R.wardii hybrider med R. yakushimanum ‘Koichiro Wada’ er det lykkedes at skabe en rigtig rengul blomst i yakushimanum-sortimentet med wardii’s typiske små røde ganepletter.
Blomsterklaserne består af helt op til 15 vidtåbne blomster med en svag kruset kant, samlede i en smuk buket. Det øverste kronblade er indvendigt forsynet med en blodrød basalplet, samt et væld at små røde stænk som fortsætter aftagende ud mod kronbladets kant. Blomstringen begynder primo/medio maj og fortsætter i længere tid.
Løvet er lidt formet af arvemassen fra R. wardii, idet det er smukt elliptisk og blankt på oversiden, men lysere grønt og mere mat på undersiden. Planten har som nævnt efter et par år en kompakt og regelmæssig vækst. På 10 år ca. 70 cm høj og op mod en m bred.
Normalt kan R. yakushimanum plantes i fuld bragende sol, her vil jeg dog anbefale en østvendt plads eller et sted med slagskygge i middagstimerne.