Knopper med sorte svampesporer (hårlignende)
Det er altid et kildent emne, når det drejer sig om sygdomme. Det kan være meget afskrækkende, at læse om de problemer som kan ramme ens planter. Meningen med denne artikel er at oplyse, og ikke at afskrække! Problemet, som jeg beskriver, har været kendt i ca. 10-12 år i Danmark, og meget længere i England, Tyskland og USA.
Først lige til sammenligning et par billeder:
LYSEBRUN indtørret knop på R. ‘Cunningham’s White’ . Ny tilvækst kommerlige under knoppen. **
SORT Rhododendronknop med tydelige svampesporer (hår) på hele knoppen. Hvis svampen breder sig under knoppen, kommer den ny tilvækst længere tilbage på kvisten.
Miseren stammer fra Rhododendroncikaden, Graphocephala fennahi. (Se artiklerne om cikaden). Den stammer oprindeligt fra USA, hvorfra den – måske via planteudveksling mellem landene, har spredt sig til Europa, hvor klimaet igennem de seneste år har “imødekommet” insektets mulighed for at eksistere. I England har den været kendt i rigtig mange år, herefter var det Tyskland, og så kom den over grænsen til os. Den voksne cikade lægger sine æg i de sidste sommeruger, ved at skære en slids med bagbenene i det nederste tykke område af Rhododendronknoppen. Ved æglægningen påføres en ganske lille skade i knoppens dækblade.
Her strides de kyndige! Nogle mener, at den svamp som ødelægger knoppen påføres af cikaden, andre mener, at svampen er til stede, og selv finder vej via insektbid (cikaden eller andre insekter), eller at sporerne spredes via bier og sågar via vanddråber/fugt. Jeg er ikke videnskabsmand, men prøver her at videregive de oplysninger, som jeg selv får stillet til rådighed. Ud fra egen erfaring kan jeg dog nævne, at hos os opstod svampesygdommen først, efter vi havde stiftet bekendtskab med cikaden i 2001.
Svampens videnskabelige navn har hidtil været: Pycnostysanus azalea. For nylig har jeg hørt den har fået nyt navn: Briosia azalea.
Hvad er så problemet med svampen? Den inficerede knop dør. I modsætning til andre udtørrede knopper, som “slanker sig” beholder den stort set sin volumen. Når frosten er ovre, og klimaet byder på varme forårsdage, vokser svampesporerne ud – og nu kan knoppen kendes fra alle andre. Det siger sig selv at når knoppen er død, er der ingen blomster på den kvist. Herefter sker der det kedelige, at svampen muligvis breder sig nedad i kvisten. Herved dør kvisten et lille stykke nedefter. Er der mange kviste på en gren, som er inficerede, kan svampen over en periode på 2-3 år slå hele grenen ihjel*. I hele perioden er det muligt for svampen stadig at brede sig, bl.a. via de tilbageværende sorte sporer.
*Det ser ud til at angrebet ikke går længere bagud end i de tynde grene/kviste. Større grene har jeg aldrig set inficerede.
Her er så det værste jeg har set. Mange inficerede knopper på små forgrenede kviste. Selv om det ser slemt ud, er der egentlig ikke noget at se på selve planten. Den er stadig fyldig smuk og blomsterrig. Tykkere grene har jeg aldrig set skadet.
NU HELT ROLIG! Siden 2001 har vi her i haven haft skiftende større og mindre besøg af cikaden. I nogle år vil jeg vove påstanden er der har været flere tusinde. De sidste 2 år mange færre. Måske kan de ikke lidt de lidt hårdere vintre!
2 angrebne knopper for enden af en gren som kan risikere at visne lidt tilbage.
Jeg har gjort en del observationer gennem vores 12 “cikadeår”. For det første er de meget selektive. Der er næsten nul angreb på R. williamsianum og hybriderne heraf. Der er ingen angreb på indumenterede Rhododendron (f.eks. yakushimanum og bureavii) og generelt ikke på vildarterne. De småbladede Rhododendron er heller ikke hjemsøgt, og tilsyneladende gælder det også alle Japanske dværgazalea. Der har været meget få døde knopper på de løvfældende hybrider, og ingen på arterne. De sorter som har været mest ramt, er bl.a. de mange hybrider, som på en eller anden måde kan være i familie med R. catawbiense, eller hører til gruppen af andre storbladede hybrider. Måske er det så viseligt indrettet, at netop disse grupper har nemt ved at skyde fra gamle grene, så selv der, hvor angrebene har været værst, har planterne i løbet af få år, erstattet de udgåede kviste. Til slut kan jeg undre mig en hel del over, at jeg ikke kan finde sugemærker på løvet. Noget skal de jo leve af, og når op til 10 cikader sidder på bagsiden af et enkelt blad, formentlig for at suge saft, er det da mærkeligt, der ikke er en masse bladskader at se. Tænk på Rhododendrontægen, som efterlader tydelige skader på løvet! Måske spiser de ude! Når jeg er ude som konsulent i andre haver, bliver jeg ofte gjort opmærksom på, at der er helt levende i bøgehækken, eller at der er så mange cikader i krydderurterne, at de er helt tyngede mod jorden!
Den inficerede knop brækkes af. Det ses tydeligt at svampen er trængt længere bagud i kvisten. Væksten overtages af bladknoppen længere ned.
NÅR DE SORTE KNOPPER OBSERVERES i det tidlige forår bør de brækkes af. Det er den bedste måde dels at reducere antallet af nye cikader, og samtidig at reducere smitte bagud i kvisten, eller fortsat smitte via sporer.
HVAD SÅ PÅ STORE PLANTER? Her i haven har vi mange indtil 5 m høje Rhododendron. Det er selvfølgeligt helt umuligt, dels at fjerne mange angrebne knopper, dels at nå op, og ind over de brede planter. Vi lever altså med de sorte knopper, og synes faktisk ikke det er så stort et problem, at vi vil gribe til drastiske indgreb – og da slet ikke skaffe os af med de berørte planter. Må jeg lige tilføje, at blomstringen i år (2013) har været helt utrolig flot, selv om vi nedefra kan se flere gamle sorte knopper mellem løvet.
KAN DU GØRE NOGET? Egentlig nej. Naturligvis kan du sprøjte når cikaderne huserer, men du rammer aldrig dem alle! Vi har valgt at lade naturen gå sin gang, og det fortryder vi ikke. Vores have (Rhododendron) bliver stadig smukkere. Et brugbart svampemiddel findes heller ikke.
** Se artiklen “Døde Rhododendronknopper og andre vinterskader”
Se endv. artiklerne om Rhododencikaden 1 og 2, samt “Insekter er en del af vores økosystem”
Tak for et oplysende indlæg.
Vh Lisbeth