Portræt af en hybrid
De lave tætte blåviolette dværgrhododendron har altid haft en stor fanskare. Jo mere blå, og jo mørkere i farven, desto bedre. Interessant er det tilmed, når planterne har en meget lav og yderst kompakt vækst.
R. impeditum ‘Maggie’ kan skrive sin historie helt tilbage til 1992, hvor Holger Hachmann i Tyskland lavede sit kryds mellem R. ‘St. Merryn’, en impeditum hybrid, og R. ‘Azurika’, en hybrid mellem R. russatum og R. impeditum. Først i 2004 markedsfører Hachmann imidlertid planten, som i dag også produceres i Danmark.
‘Maggie’ er utroligt rigtblomstrende. For enden af hver lille kvist sidder 3-5 knopper, som ialt åbner sig med indtil 20 blomster eller mere. Farven er violetblå/blåviolet. Blomstringen finder sted fra ultimo april og til medio maj. Bladene er små, ca. 1 cm brede og ca. 2-2,5 cm lange. De er blanke med tydelige skæl. Væksten er meget lav og meget kompakt. På 10 år er den omkring 35 cm høj og 60 cm bred. Hårdførheden er rigtig god, og planten kan anvendes i fuld sol i det alpine surbundsbed, hvor den vil passe godt mellem større sten. Plantet sammen som gruppe på terrassen, eller i forkanten af et større surbundsbed, er den dybe violetblå farve et imponerende syn.
Fra samme krydsning opstod en anden hybrid ved navn impeditum ‘Ronny’. De 2 planter er selvsagt ret ens. Løvet på ‘Ronny’ er en smule større, farven er næsten den samme mørke violetblå, men væksten en anelse mindre ifølge producentens oplysninger.
Hej Niels
Jeg har St Merryn og har haft Azurika, desværre er den gået til, det blev for tørt for den. St. Merryn er meget rigtblomstrende.
Vh
Lisbeth