DRYAS – RYPELYNG

Dryas suendermanii i forkanten af hævet surbundsbed i maj/juni. Blomsterstilkene er 10-15 cm høje. Lidt blomstring i aug./sept. forkommer. Den viste plante er mere end 20 år gammel. Evt visne grenspidser studses i maj efter nyvæksten.

Bunddække i forkanten af surbundsbedet

Der, hvor solsorten altid roder, i forkanten af rhododendronbedet, kan den hurtigt “gøres arbejdsløs”, plant “Rypelyng”. I de nordlige polaregne, Canada, Grønland, Skandinavien og vidt omkring i Rusland vokser en yderst hårdfør lille bjergplante ved navn Dryas. På dansk kaldet Rypelyng, fordi den lever i de samme fjelde som Rypen. Et andet mindre kendt navn er “Fjeldsimmer”. Dryas findes i helt op til 3500 m højde.

Dryas drummondii har cremegule blomster på 10 cm høje stilke i juni. Denne plante har haft 30 års jubilæum i haven.

Der er 2 arter. Dryas drummondii stammer fra Alaska, British Columbia og Oregon. Denne art har gule blomster. Dryas octopetala forekommer i Utah og i alle de arktiske egne. Den har hvide blomster. Et par underarter af denne, D. tenella og D. integrifolia, er lavere og mere kompakte i væksten. Især den lille ‘Minor’ fra Alperne, er på alle måder mindre. Dryas suendermanii er en krydsning mellem arterne. Den stammer fra den tyske planteskole “Sündermann” ved Bodensøen. Den er lidt kraftigere voksende, har creme knopper og hvide blomster.

Frøstande på Dryas octopetala. Alle Dryas har disse skønne frøstande, som silkehår i sollyset. Lad dem blive siddende, de sår sig ikke hos os. Når de er fløjet af, kan alle stilkene nemt klippes af i et hug!

De fleste havebøger beskriver Dryas som en kalkelskende plante til det veldrænede stenbed i solen. Det har imidlertid vist sig, at planten er endog meget taknemlig i et surbundsbed i solen. I det tørre stenbed er den længe om at etablere sig, mens den i surbundsbedet hurtigt vokser til. Planten har pælerod, og kan således, efter min erfaring, ikke deles, men skal formeres ved træagtige stiklinger.

Væksten er meget udbredt via forveddede grene, hvorfra nye sidegrene skyder frem. Den kan med tiden dække store områder. Løvet er læderagtigt og spidst med lysere bagside. De fleste blade tørrer og falder af efter vinteren, kort inden nyvæksten igen dækker planten.

Her er lidt historie om Dryas som et meget kort sammendrag fra “Danmarks Natur, bind 1, Landskabernes opståen, Politikens forlag 1967.                                                         “Senglaciale Dryas Flora” – Isens opbrud mellem 13000-10000 f.kr. efterlod en gold kalkholdig råjord, helt uden humus (som først bliver til efter de tidligste indvaderende planter). Kun ganske få specialiserede planter som Dryas octopetala og visse Salix (Pil) arter (herbacea, reticulata, polaris) kunne overleve i den næringsfattige jord. Denne kolde og ugæstfrie periode kaldes for “Dryas-tiden”.                                                                     En anden interessant periode er “Yngre Dryastid” som daterer sig til ca. 9000-8400 f.kr. Fra denne periode kendes planter som Dværgbirk, lav Enebær, Hedelyng og Melbærris. Disse planter trives især i perioden kaldet “Allerødtiden”, en mellemliggende lunere periode, hvor jorden også blev mere humusholdig.                                                                     Interessant er det, at 2 tidsperioder så langt tilbage, er opkaldte efter Dryas. Over den lange tid, har planterne indrettet sig til at kunne leve andre steder end i kalkholdig jord.