
Et spændende minitræ har denne kraftigt beskårne R. ‘Songbird’ udviklet sig til i løbet af 4 år. Nu i august blomstrer den for 2. gang i år. Ved foden er en tidlig hvid Cyclamen ved at springe ud.
Naturen er forbløffende!
I artiklen “OPSTAMNING AF DVÆRGRHODODENDRON” fra den 24.07.2011, beskriver jeg opstamningen af en R. russatum hybrid (R. ‘Songbird’).
Billedet til artiklen er fra marts 2011, det viser en plante som er blevet stammet op på 3 hovedgrene, samt et lille skud længere nede på den ene stamme. Årsagen den gang var, at planten var trykket bagfra, og grundet manglende lys og plads, havde fået en nærmest komisk facon. Der blev fjernet ca. 70%. Alle visne grene og tørre områder blev naturligvis klippet helt af. De 3 stammer stod, som billedet viser, helt skarpt. Planen var, at planten skulle få en skulpturel facon, og samtidig være “træ” i et lille stenbed, hvor bl.a. cyclamen skulle blomstre i september. Kan man slippe godt fra det?
Den 21. august 2015: Der er gået godt 4 år, og nu skal planten foreviges igen. Den er vokset helt utroligt. Jeg er allerede nu begyndt at studse den lidt, ellers bliver den for stor ved hushjørnet. Det lille skud nederst i planten, har som forventet vokset sig stort. Det bliver også studset lidt! Stammerne har fået dimension, så planten i dag “fører sig frem” som et dværgtræ. Pladsen nedenunder er beplantet med Cyclamen, kun en blomst skimtes lige nu, de kommer lidt senere. Jeg kunne have ventet med at fotografere, men billedet skulle tages nu! I mere end 2 uger har der nemlig været blomster, mange blomster, og flere er på vej. Det er ikke usædvanligt at R. russatum blomstrer lidt om efteråret, men denne hybrid R. ‘Songbird’ blomstrer meget i flere uger hver eftersommer. Næsten lige så meget som i april/maj.
Af indlysende grunde, har jeg overtalt en dansk rhododendron-producent til at starte en produktion. Den er i gang. Når tiden er inde, skriver jeg et portræt af R. ‘Songbird’. Nedenfor er billedet af planten, som den blev vist i artiklen i 2011. Læs alligevel den artikel også – den omhandler også andet omkring opstamning “af de kære små”.

Opstammet dværgrhododendron ‘Songbird’ (R. russatum-hybrid). Planten havde flere døde partier, som først blev fjernet. Herefter blev den “opstammet” på flere grene. Nu er der flere “hovedstammer”, hver med sin krone.
Læs også artiklen: