ARCTOSTAPHYLOS UVA-URSI

Arctostaphylos uva-ursi og R. 'Wombat'  vokser her på havens mest udsatte plads. For enden af vores indkørsel, direkte ud til vejen. Der kan være lidt saltskadede grene om foråret. De klippes af med hækkesaksen.

Arctostaphylos uva-ursi og R. ‘Wombat’ vokser her på havens mest udsatte plads. For enden af vores indkørsel, direkte ud til vejen. Der kan være lidt saltskadede grene om foråret. De klippes af med hækkesaksen. Dryas (Rypelyng), til venstre, er en god partner. 

Melbærris – bunddækkeplante 

Jeg undrer mig, hver gang jeg er ude i en have, over at jeg næsten aldrig møder denne effektive, friskgrønne, tætte og lave bunddækkeplante. Måske er det navnet! Men det danske kan man da både udtale og huske. Måske er det planteskolerne som ikke føler behovet!                                                                                                                                     Melbærris er ud af en familie på ca. 70 arter, hvoraf hovedparten vokser i USA. I Europa er det især arterne ‘Alpina’ og ‘uva-ursi’ som er interessante. Den førstnævnte vokser fortrinsvist i Grønland, alpine egne af Europa, Rusland, Kamchatka og Alaska. Den lidt kraftigere voksende ‘uva-ursi’ findes rundt på hele klodens nordlige temperede egne.

Melbærris (Arctostaphulos uva-ursi) har lange træede grene, som følger overfladens niveau. Med andre ord helt krybende. De indtil 1 m lange grene er stærkt forgrenede, og da sidegrenene også kan blive meget lange, bliver væksten tættere og tættere. Bladene er ganske små og sjældent over et par cm lange. De er læderagtige, mørkegrønne og stedsegrønne. I bladhjørnerne fremkommer i maj-juni hvide eller rosa krukkeformede hængende lyngblomster. Om efteråret udvikles røde bær.

Indrømmet, det er ikke for blomstringens eller bærrenes skyld planten burde findes i haven, men fordi, ikke ret mange andre planter kan blive så tætte og lave. Melbærris sætter pris på meget lys, helst en helt solrig plads, hvor den udvikler sine mange tætte sideskud. Den foretrækker en surbundsbed, men klarer sig fint, hvis jorden er gruset, porøs – blot det er hvor solen skinner.

 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Andre planteportrætter, Artikler, Bunddækkeplanter, Japanske Azalea, Små surbundsplanter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s