HABERLEA FERDINANDI-COBURGI

Længelevende – stor haveværdi – skyggeplante til kanter

Haberlea ferdinandi-coburgi i kanten af et af vores hævede bede. Den vokser i en gårdhave syd for huset, men står nordvendt og skygget.

Haberlea ferdinandi-coburgi i kanten af et af vores hævede bede. Den vokser i en tørveblok i gårdhaven ved husets sydgavl, men står nordvendt og skygget.

Haberlea ferdinandi-coburgi vokser i bjergegnene i Urum i Bulgarien. Navnet har den angiveligt efter Prins Ferdinand af Sachsen-Coburg og Gotha, som blev fyrste i Bulgarien. De stedsegrønne blade er ret tykke, lancetformede, blanke og årede med hår langs kanterne. De danner store rosetter, fra hvis basis nye rosetter skyder frem i kanterne. Bladene er omkring 3×15 cm. Når planterne bliver gamle – og de kan blive rigtig gamle – dannes planter bestående af mange tæt siddende rosetter, og planten kan på den måde blive meget bred, op til 30-40 cm. Mellem de tætsiddende blade fremkommer blomsterne på 10-15 cm lange stilke.- På hver stilk sidder der i maj/juni 1-5 eller flere tragtformede blåviolette blomster med gul midte. Haberlea kræver en fugtig plads mod øst eller nord, gerne i fuld skygge. Planten vokser bedst i veldrænet sur jord (spagnum, evt. i tørveblokke), og er særdeles velegnet mellem sten i kanterne af stenbede eller i en plantemur. Plant mellem 2-3 sten foroven i stensætningen eller et sted længere nede, hvor der er lidt plads til rodhalsen. Rødderne udvikler sig med tiden bagom stenene. Her i haven har vi planter som er 30 år gamle. Hvis de tørrer ud, kan de virke helt sprøde og grålige. Efter en god gang regn, strutter de igen, som intet var hændt. En plads i solen bekommer dem dårligt. Visne blade dækkes normalt af nyvækst fra basis, men kan om foråret/sommeren pilles ud mellem de friske blade. En sensommerblomstring er ganske normal. Formering kan foretages om foråret ved at afbrække siderosetter, som pottes i spagnum, og herefter stilles køligt og skygget. Jeg delte for nogle år siden en stor gammel plante. Det blev til 31 planter! Som selskabsplante i rhododendronhøjbedets forkant er den nærmest perfekt. Den har de samme krav til vand og gødning. 

Haberlea rhodopensis som vokser Bulgarien er den ene af de 2 Haberlea med blå blomster.

Haberlea rhodopensis som vokser i Bulgarien er den anden af de 2 Haberlea arter med blå blomster. Planten på billedet er over 20 år gammel. Den vokser kilet ind mellem de store sten.

 

 

Haberlea rhodopensis vokser i Bulgarien og dele af Grækenland. Forskellen på de 2 arter er meget lille. Blomsterne angives som lidt slankere, og farven er måske lidt dybere. Løvet er også lidt bredere og kortere. Oprindeligt har jeg anskaffet dem som værende forskellige – i dag er jeg knap så sikker på de adskiller sig mere, end “søskende normalt gør”. Der findes en albino form, Haberlea viginalis i samme områder.

Haberlea virginalis er en renhvid form, som er også er meget nem at dyrke.

Haberlea virginalis er en renhvid form, som er også er meget nem at dyrke. Vi har hvide og blå Haberlea rigtig mange steder i bedkanterne. Det giver ekstra frodighed langs havegangene.

Har jeg vækket jeres interesse? Det var tanken, men så kommer problemet – den er ikke nem at erhverve. Hvor er det synd, for planten er en af de nemmeste “alpine planter” jeg kender. Hvorfor så skrive om den her? Det er en provokation, rettet mod den ensidige mængde masseproducerede planter som tilbydes via “plantesupermarkeder”, som ensretter haverne og gør dem fantasiforladte, uden at pirre ejernes nysgerrighed overfor verdens mangfoldigheder af skønne planter. Den burde dog kunne anskaffes i DK, så spørg på en af de bedre assorterede planteskoler (Prøv evt. hos samlere eller alpin foreningen). Hvis det ikke lykkes, så  prøv at købe den på ferieturen gennem Tyskland i en af de mange store planteskoler som stadig findes her, eller f.eks. hos “Botanischer Alpengarten Sündermann” i Lindau ved Bodensee samt tæt ved Hamborg hos “Stauden Peters, Auf dem Flidd 20, 25436 Uetersen”. Begge har også velfungerende netbutikker. I England er der Pottertons Nursery. UK, som jeg handler med hvert år. 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Andre planteportrætter, Artikler, Små surbundsplanter og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til HABERLEA FERDINANDI-COBURGI

  1. marie siger:

    Tak for tippet. Den vil jeg holde øje med på forårsmarkederne. Jeg tvivler på, at danske planteskoler fører den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s