RHODODENDRON ‘MOGAMBO’

Portræt af en hybrid

R. ‘Mogambo’. De hvide støvdragere og den næsten sorte ganetegning er flotte kontraster.

I den stadig søgen efter forbedringer dukker der hele tiden nye hybrider frem. Nogle ser fra starten lovende ud, men de holder ikke altid distancen, og forsvinder igen efter få år på producenternes udbudslister. I tilfældet R. ‘Mogambo’ er det dog sikkert, at den har flere kvaliteter, som vil sikre den en fremtidig plads på produktionslisterne i konkurrencen mellem de mørkviolette Rhododendron *. Når en plante bedømmes, er det jo ikke kun blomsten, men mindst lige så meget løvets farve og facon, plantens vækstform, lav, bred, opret, tæt eller tynd – og det ikke kun unge planter, men også efter mange års vækst. Blomstringstid og hårdførhed er andre vigtige parametre.

Igen stammer denne plante fra Den tyske planteskole Hans Hachmann. Det er sønnen Holger’s fortjeneste at han krydsede R. ‘Rasputin’ med R. ‘Monsieur Marcel Menard’ allerede i 1989. Derfra gik der så 15 år inden planten blev frigivet til handel i 2004. Jeg har været så heldig at kunne følge den i hans store samling. Herfra stammer billederne i 2005 og 2010.

De krusede kronblade er mørkviolette. Indvendig i blomsten er der en mørk, næsten sort brombærfarvet ganetegning, elegant kantet med mere brombærrødt. De cremehvide støvdragere fremhæver den dybe blomsterfarve. Der er 10-12 blomster i hver klase fra de sidste dage i maj og langt ind i juni. Blomsterfarven er ret stabil gennem hele forløbet, dog med lidt afblegning hen mod slutningen, hvor farven ændrer sig lidt til den rødviolette side. Lidt middagsskygge er altid godt når der er tale om mørke blomster. Planten er meget hårdfør, og tåler fuld sol – det koster bare lidt på farvedybden i den sidste ende.

Løvet er slankt, indtil 18 cm langt og 5 cm bredt, hvælvet, mørkegrønt og lidt blankt. Planten er tæt i væksten. På 10 år bliver den ca. 140 cm høj og 160 cm bred. Jeg har set ældre fritvoksende planter med flot vækstform og tæthed, bl.a. i en have hvor flere var sat på en meget lys nordside, og dækkede godt for naboens mindre kønne hegn. Sølvmedalje i 2005 i München.

* Min mening:  ‘Mogambo’ har potentiale til at erstatte de gamle engelske ‘Purple Splendour’ og ‘Lee’s Dark Purple’ som ofte med alderen bliver “løse i væksten” og kan være frostudsatte ved senfrost. Også nogle tyske hybrider som ‘Azurro’ og ‘Rasputin’ kunne erstattes med ‘Mogambo’ grundet den tætte vækst, bedre løv og dybere blomsterfarve.

R. ‘Mogambo’. Ca. 15 årig plante fotograferet hos H. Hachmann Baumschule i udstillingshaven, hvor den står fuldstændigt sol eksponeret.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 400 Rhododendron i haven. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 17 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 10.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i AKTUELT NYT, Artikler, Nyheder Rhododendron, Rhododendron, Rhododendronportrætter, Violette Rhododendron og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s