JAPANSKE AZALEA – FORMNING OG TILPASNING

Beskæring af japanske Azalea og dværgrhododendron – DET ER NU når blomsterne falder af.

DET ER IKKE ET MUST!  Der er aldrig nogen som har sagt at der SKAL beskæres. Hvorfor så dette indlæg? Vi har plantet dem i forgrunden, ved stier og terrasser, og de vokser. Måske mere end vi tog højde for dengang vi plantede dem. De kan naturligvis flyttes (til efteråret). Så kommer der måske et hul mellem de øvrige planter, eller blot det, at der plantes noget nyt og småt, ændrer på bedets udseende.

Udsnit af af den Japanske Azalea Kermesina i fuldt flor 2019. Planten har været beskåret gennem mere end 15 år, idet den danner forlængelse af en del af carport langs med em adgangsvej til huset.

Det er så “snedigt” at de små Japanske Azalea og dværg Rhododendron tåler beskæring – endda temmelig meget! Det skal blot gøres lige nu, når blomsterpragten fra i år falder af. Disse planter formår over de næste 3-5 uger at skyde en mængde nye skud, som endda blomstrer til næste år. Advarsel: “lige nu” er alvorligt ment. Det skal gøres inden for en ugestid. Ret meget senere er den nye tilvækst langt fremme – den klippes i så fald af, og planterne starter en ny forsinket tilvækst, som både skal vokse, danne blomsterknopper og hærde af, inden det bliver koldt. Det kan gå voldsomt ud over næste års blomstring. Reglen skal forstås således, at planter som blomstrede i april, skal klippes ultimo april eller primo maj. Planter som først springer ud i næste uge, skal klippes tilsvarende slut i juni eller omkring 1. juli.

En uge efter ovenstående billede, ses tydeligt hvordan vægten af de mange små blomster tynger plantens ellers stramt klippede sider.

Hvor meget kan der klippes af? Normalt bør der være lidt grønt tilbage på grenene, men enkelt lidt grovere “strittende” grene kan godt klippes af i samme længde som resten af plantens grene. Det siger næsten sig selv, at kun sunde planter, i god vækst i den rigtige grove spagnum, og gødet i foråret, evner at vokse sig smukke efter en kraftig beskæring.

Hos os klippes kun planter, som er for store til pladsen, som vokser for tæt sammen, eller måske bliver lidt for høje, i forhold til omgivelserne. Jeg forsøger at klippe i organisk facon. Kun den viste ‘Kermesina’, holdes i helt stramme linier mod fliserne. I Japanske haver klippes Azalea tit i runde, flade eller andre skulpturelle former. I vores have ville det se forkert ud, så jeg prøver altid at bevare plantens eget naturlige udseende.

Denne R. ‘Kermesina’ har vokset på pladsen siden 1988 – altså i 31 år. Siden mod fliserne er ca. 90 cm høj over brostensmuren. Bagud får den lov at blive ca. 150 cm høj. Længden over brostensmuren er ca. 150 cm. Bemærk det firkantede nyklippede felt i øverste højre del af planten.

 

Dværg Rhododendron er ikke så meget anderledes. De har en lidt anden form for løv, blomstrer oftest tidligere end de Japanske Azalea, men tåler i pricippet den samme behandling. På denne type planter ser man ofte en tilvækst næsten fra basis, altså nede i “bunden af” planten. Den skal naturligvis bevares. Helt lave krybende dværg Rhododendron bør ikke beskæres på denne måde. En reduktion af enkelte grene vil være bedst – og se mest naturligt ud. Middelstore dværg Rhododendron kan se forkerte ud, hvis man “frarøver” dem deres naturlige vækstform. Reduceres nogle grene, dukker der små nye skud op på resten af grenen efter få uger. Enkelte vildarter blandt de lidt større, men stadig små Rhododendron, er ikke altid lige så villige til at skyde nyt – det er blot min erfaring!

Det er umuligt at klippe smukt med en håndsaks. Brug en hækkesaks, eller endnu bedre en lille elektrisk håndklipper, som er let at styre.

Klipningen er overstået. Fladen mod gangarealet er igen helt stram. Modsat carporten er der klippet krumt, for at tillade et kig ind i bedet. Toppen er klippet i organisk form, og hæver sig bagud. I løbet af de næste 3-4 uger tættes planten af hele nyvæksten. Således står den stedsegrøn og smuk, indtil næste års fantastiske blomstring – ligesom det første billede.

 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 20 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 30.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Beskæring og opstamning, Dværg Rhododendron, Gode råd, Japanske Azalea, Pink Rhododendron og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s