RHODODENDRON ROXENIANUM var. OREONASTES

R. roxeinaum. Meget flot ældre plante i dansk villahave. Bemærk plantens tæthed og de tykke grene.

Portræt af en art.

Rhododendron roxeianum er navngivet efter Mrs. Roxia Hanna fra Tali-Fu, Kina, som var en nær ven til botanikeren George Forrest.                                                                            Dens hjemsted er spredte bevoksninger i Yunnan , Sechuan og det sydøstlige Tibet, hvor den vokser i fugtige områder mellem klipper, og helt op til 4000 m højde.

Den her omtalte form er den alpine dværgform R. roxeianum var. oreonastes. Blandt de små Rhododendron til haven, er den en af de mest interessante. Der findes ingen andre med så små næsten “sylespidse” blade. Den vil derfor til enhver tid skille sig ud fra alle andre Rhododendron i haven. Bladene kan være så små som under en cm brede og op til 7-9 cm lange. Deres yderside er meget mørkegrøn og skinnende blank, mens undersiden er dækket med en kastaniebrunt til beige indument (filtlag). Plantens vækstform er meget tæt og lav. Den virker allerede som ret yngre plante som “gammel”, med sine krogede forholdsvis tykke grene. En vækstform som forstærkes med alderen. Det siger næsten sig selv, at den vokser langsomt – bliver næppe mere end 40-50 cm høj på 10 år. Med tiden udvikler den en “bonsai-agtig” vækst, med tykke stammer og korte tykke grene, med mange tætsiddende løvkranse. For måske 40 år siden så jeg en plante hos en samler, som jeg ønskede stod i min have. Jeg ser den stadig, og ønsket er ikke mindre med tiden! Planten er i dag måske 150 cm høj og lidt bredere. Den er nok den smukkeste plante jeg har set! Vi har en plante i haven, men den er ikke så gammel!

Tilvækst på Rh. roxeianum ‘Needle Dane’

Grundet den store udbredelse i Kina, er der flere forskellige grupper af denne art. Blandt de navne man kan støde på hos samlere eller meget velassorterede planteskoler er:

Roxeianum var. cucullatum med lidt bredere blade og tykkere indument.

Roxeianum ‘Needle Dane’, en særlig udvalgt klon fra samleren Svend Hansen.

Roxeianum ‘Red Flowers’, ligeledes fra Svend Hansen, med rosarøde blomster og meget spidst løv.

Roxeianum ‘Blewburry’ som er et kryds mellem roxeianum og anwheiense, med lidt kortere og bredere blade, og kraftigere vækst. Blomsterne er mere rosa i udspring.

R. roxeianum har klokkeformede hvide blomster, indvendigt dekoreret med røde pletter i ganen. Støvknapperne er hvide, mens griflen er helt sort.

Blomstringen finder sted fra slutningen af april. De tykke knopper er rosa på ydersiden med en svag rosa tone i begyndelsen. Senere er de smukke klokkeformede blomster renhvide, med en meget dekorativ dybrød plettegning på ganens øverste kronblade. I de yngste år er planten ikke særlig rigtblomstrende – det kommer senere. Der kan være helt op til 20 blomster i hver klase.

Selv om denne Rhododendron kommer fra de alpine højder i Kina, har man altid anbefalet at den blev plantet lidt beskyttet. Den gamle store plante jeg kender står meget åbent, men med sløret skygge. Vi havde engang en plante, som var plantet i solen på husets østside. Den blev så skadet, ved fældningen af en Atlas Ceder, at den blev skrottet. Vores nye plante, står sydvendt med halvskygge, og trives fint.

Er lager hos Aldershvile Planteskole fra ca. 1.4.2020.

 

 

 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 20 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 30.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Dværg Rhododendron, Hvide Rhododendron, Rhododendron, Rhododendron/Azalea løvet, Rhododendronportrætter og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til RHODODENDRON ROXENIANUM var. OREONASTES

  1. Marie siger:

    Fin beskrivelse af min yndlingsrhododendron. Vores plante er 1,20 m. høj.

  2. Hej Marie! Ja, er den ikke skøn. Jeg vil på et tidspunkt tage et billede af den gamle jeg kender, og lægge det ind i indlægget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s