Portræt af en hybrid
Den 26. maj 2007 besøgte jeg den lille engros planteskole Heinz Bohlken i Edewecht i Tyskland. Formålet med besøget, var at se nærmere på nogle rhododendron hybrider, som jeg havde læst om på nettet, men aldrig set, hverken i Tyskland eller herhjemme. Besøget var interessant. Her så jeg flere helt nye planter, som havde kvaliteter velegnede til moderne haver: hårdføre, kompakte i væksten og ikke for store. Der var i firmaets sortiment 11 forskellige Rhododendron, som man havde krydset sig til, nærmest som en hobby, fornemmer jeg. I foråret 2008 havde jeg indkøbt dem alle til Aldershvile Planteskole. Netop fordi Bohlken’s planter var forskellige fra det store udvalg i blomsterfarver, blev det en succes. Imidlertid var den specielle produktionsform ikke passende til Bohlken’s øvrige produktion. Planterne blev derfor udbudt i licens til andre producenter, og herfra kommer de i dag. Flere af dem produceres i Danmark hos Basta Planter – også den som omtales her.

R. ‘Bohlken’s Kronjuwel’ har store krusede blomster. Slut på blomstringen skifter farven så kanterne bliver mere gammelrosa – centrum bliver mere orange til kobberfarvet.
Heinz Bohlken frembragte hybriden i 1991 (navngivet i 2003) ved at krydse R. ‘Hachmann’s Diadem’ med R. ‘Germania’. Blomsterne kan godt ligne R. ‘Hachmann’s Charmant’, men er betydeligt mere krusede. Iøvrigt er planten noget mindre i væksten – som 10-årig ca. 100 cm høj x 140 cm bred. Løvet er mørkt, elliptisk med rødlige bladstilke. Væksten er tæt, og hårdførheden angives til helt ned til minus 25 grader. I 2008-10 var den i sortimentet på Aldershvile Planteskole. Planter fra dengang kender jeg som meget smukke kompakte og rigtblomstrende planter. Nu i 2021 er den tilbage i sortimentet.
De store blomster fra ultimo maj er stærkt krusede i bladkanterne. Kantfarven er rosa gående over i hvidt mod blomstens centrum. På det øverste kronblad er der en kraftig mørkerød tegning med sorte prikker. I blomstringsforløbet skifter farven i ganen til kobberfarvet/orange til senere gyldengrøn. Sammen med de, på det tidspunkt mere gammelrosa kanter, fornemmer man farver fra en smuk aftenhimmel! Sådan bliver den til tider afbilledet!