Portræt af en hybrid
Denne Rhododendron hører ikke til en af de mange tusinde sorter man tit støder på. Den har sin oprindelse i USA. Dr. Henry Thomas Skinner var videnskabsmand og forsker, i blandt andet de Amerikanske løvfældende Rhododendronarter. Han var desuden direktør for “National Arboreum Washington DC” fra 1952-73. Hybriden ‘Queen Anne’s’ fra 1959 tilskrives ham. Forældrene bag krydset er R. brachycarpum x R. catawbiense x ukendt R. fortunei hybrid.
Peter og Kenneth Cox skriver i deres bog 1988 at R. ‘Queen Anne’s’ måske er den bedste med dobbelte blomster overhovedet. Dobbelte blomster hos Rhododendron er meget sjældne (i dag tilbydes for det meste den cremegule ‘Creamy Chiffon’). I et andet gammelt engelsk katalog beskrives planten som “usædvanlig og meget smuk”.
Knopperne er sart lavendel. I udspring ændres farven til lys lavendelrosa, for herefter at blive helt kridhvid. Blomstringen begynder medio maj. De fyldte blomster – som minder meget om Camelia er mellem 6 cm og 8 cm i diameter – iøvrigt meget rigtblomstrende.
R. ‘Queen Anne’s’ er en opret voksende busk på omkring 100 cm i bredden og lidt mere i højden på 10 år. Løvet er olivengrønt halvblankt og pænt – modsat billedet, som har en senfrostskade! Planten beskrives generelt som MEGET hårdfør. Den anbefales både til sol og halvskygge.
Efterskrift: For mange år siden så jeg den første gang hos Pia og Benny, nogle havevenner, hvor den stod ved kanten af en “lille sø”. De spurgte om jeg kendte den, hvilket blev et klart nej. De fortalte at de havde anskaffet den hos “Plantekassen” på Jægersborg Alle i (vist nok) 1999, i en gammel “rodebunke” nær planteskolens affaldsplads. Jeg tog nogle billeder, som jeg sendte videre til Basta Planter, som flere år senere fik stiklinger tilsendt. Mine billeder fra Pia og Benny’s have har jeg desværre mistet, så foto’et tilskrives Basta Planter. (Jeg har for nylig modtaget et rigtig godt billede fra Pia og Benny. Det kommer desværre ikke med, da filen afvises af dette program! – det er ærgerligt, da billedet viser en smuk plante, med blanke smukke blade!)
2021: Aldershvile Planteskole har købt alle planterne til levering i foråret (begrænset antal). Jeg har ikke fundet andre producenter i Europa – udover i England! – så det er en sjældenhed!