- opfordring til at besøge AMMERLAND vest for Bremen!

Portræt af en hybrid
R. ‘Blaue Jungs’ er en plante med en imponerende stor blomsterklase. Den er ikke ny på markedet, og den er heller ikke “blå”! Men på tide med lidt omtale, for det er ikke en af de storblomstrede Rhododendron, som har fået mest plads i litteraturen.
Oprindelsen går tilbage til 1984, hvor gartner Johann Wieting på sin planteskole I Westerstede i Ammerland* foretog krydsningen mellem R. ‘Hyperion’ og R. ‘Purple Splendour’. Det tog hele 14 år inden Wieting markedsførte resultatet. Planteskolen, som desværre ikke eksisterer mere, var en meget kendt og seriøs Rhododendron planteskole.
R. ‘Blaue Jungs’ bliver på 10 år ca. 110 cm høj og 140 cm bred. Busken bliver med årene rigtforgrenet og tæt. Den kan fint anvendes som del af en rhododendronhæk med andre storløvede Rhododendron. Blomstringen finder sted fra ultimo maj/primo juni og 2-3 uger frem. Hvis den er plantet med lys skygge, når solen står højest, forlænger det altid blomstringen på mørke blomster. Klaserne kan indeholde fra 9-17 store violetblå krusede blomster med en stor sortrød kraftig tegning i ganen. Støvdragerne er cremehvide.
En dag jeg samlede planter sammen til en kunde, stillede jeg 2 navnesorter ved siden af hinanden. De klædte hinanden så smukt, at det blev til en hurtigt billede af de 2, den gammelkendte R. ‘Blue Peter’ og den noget yngre R. ‘Blaue Jungs’. Se selv nedenfor.

Et godt ferieråd i Nordtyskland:
*Ammerland er (som bekendt) “Tysklands planteskole”. I hele distriktet er der produktionsplanteskoler. Især er området dog kendt for produktionen af Rhododendron. Kører man fra de større veje ad sidevejene, befinder man sig tit mellem blomstrende rhododendronmarker, men der er alt fra marker med kæmpe allètræer til produktion af små stedsegrønne buske, og naturligvis også detail planteskoler, hvor spareskillingen kan spenderes. Hele området er et slaraffenland for “havefolket”, så en afstikker på bilferien kan varmt anbefales. Kør fra Autobahn i Oldenburg (med smuk slotspark og mange Rhododendron) via Bad Zwischenahn ved den smukke sø og videre til Westerstede. 2 store rhododendronplanteskoler har i området hver deres meget store og seværdige parker – det er “Bruns” og “Hobbie”. Det skal også nævnes at Bremens Botaniske Have, har den (vist nok) største Rhododendronsamling i Europa. Afsæt en halv dag for at nå både parken og de imponerende drivhuse med tropiske Rhododendron. For særligt haveinteresserede er der desuden den meget smukke park, ‘Park der Gärten’, Elmendorfer Str. 40, 26160 Bad Zwischenahn. Kurbyen er beliggende ved den ligeledes smukke sø ‘Zwischenahner Meer’, og er “indgangen” til Ammerland.


