
Rhododendron ‘Sonnenköpfchen’, Rhododendron Rustica hybrid (Mixtum hybrid), med fyldte kraftigt duftende blomster
Portræt af en hybrid
Et brag af gult, varmt citrongult med et lille strøg af gyldent i det inderste af blomsten, og en duftoplevelse på højde med blomsterne, intensivt sødt men også friskt, er hvad der bydes på. Igen er det en af Hachmann’s mange hybrider. Oprindelsen er fra 1998, og den blev udbudt fra 2011. Fra i år 2022, er den i produktion hos Basta Planter, så spørg efter den, der hvor du handler. Den er blevet til ved et kryds mellem R. ‘Narcissiflora’ (‘Narcissiflorum’, Jacob Rinz fra før 1855) og R. ‘Orangeade’ (Knap Hill hybrid fra før 1958). R. ‘Sonnenköpfchen’ har de bedste egenskaber fra begge forældre, men især er det en forbedring af ‘Narcissiflora’, med betydeligt større blomster, varmere farve og bedre duft. I udspring er blomsterne grønligtgule, med en sart rosa toning i kanterne og herefter varmt citrongule. Der er helt op mod 20 fyldte enkelte blomster i den omkring 10 cm brede blomsterklase fra ca. medio maj.
R. ‘Sonnenköpfchen’ tilhører gruppen af “Rustica/Mixtum hybrider”, som bliver knap så store som Azalea almindeligvis. Her er der tale om ca. 130×130 cm på 10 år, hvilket er en del mindre end R. ‘Narcissiflora’. Væksten er opret og meget tæt forgrenet. Løvet er friskt grønt, og først sent på efteråret farves det gult inden løvfald. Vinterhårdførheden er særdeles god. Plant den i solen, eller i det mindste på en meget lys plads i haven.
* Rhododendron ‘Rustica-hybrider’ er i tæt familie med ‘Genter-hybriderne’ og stammer som disse også fra Belgien. De første af disse sorter blev solgt allerede omkring 1890. ‘Rustica- hybriderne’ udmærker sig ved deres fyldte blomster. Det nyere navn ‘Mixtum hybrider’ henviser til den forædling som siden er foretaget.