BREGNER MELLEM RHODODENDRON

Selskabsplanter til surbundsbedets skygge

Bregner er nogle af klodens ældste planter. Man har fundet beviser på, at de går næsten 400 millioner år tilbage i tiden! De er fra en tid, hvor de dannede overgang fra de blomsterløse til de blomstrende planter. Bregner har således ingen blomster, men formerer sig via sporer, som på de fleste arter sidder på undersiden af de frugtbærende blade om efteråret, dog for nogle arter allerede fra juni måned. Ikke alle  blade er frugtbærende. De adskiller sig tit som værende anderledes oprette, stive i væksten og med en gylden eller brunlig farve. 

Langt de fleste bregner er skovplanter, som har tilpasset sig skovens svage lys, den humusholdige fugtige jord og den fugtigere luft, som er naturlig under disse forhold. Derfor er det rigtig fine planter til “bunden” af surbundsbedet.  Mange bregner stiller sig dog også tilfreds med let skygge i gårdhaver og langs skyggende havemure, men også ved østvendte hussider, blot der er tilstrækkelig fugtighed til stede. Helt ukritisk skal man dog ikke anvende bregner i surbundsbedet. Den meget smukke Matteuccia struthiopteris (“Almindelig Kurvebregne”) har utrolig mange udløbere, som på et tidspunkt vil skyde op midt gennem Rhododendronrødderne i bedet. Medmindre man besidder en hel park, vil jeg kraftigt fraråde den! Den store Osmunda regalis (“Kongebregne”) som kan blive mere end 150 cm høj, vil også “kvæle” de fleste surbundsbede, mens den meget mindre Onoclea sensibilis (“Perlebregne”), ikke vil gøre skade med sin højde, men til gengæld vil  brede sig uforbeholdent ind mellem bedets andre planter. 

I det efterfølgende vil jeg nævne nogle af de Bregnearter, jeg selv har afprøvet i vores have gennem mange år:

Adiantum (Venushår):

Adiantum-slægten er på ca. 150 forskellige arter. Den er udbredt over det meste af den nordlige halvkugle. Flodbreder, regnskove og fugtige klipper er de rigtige hjemsteder. Planterne formerer sig via krybende rodskud, så de langsomt danner mindre og større planteflader. Adiantum pedatum hører hjemme i det nordlige Afrika, østlige Asien og i Himalaya. Den bliver op til 50 cm høj. Løvet er græsgrønt, nærmere til den blålige side på bagsiden, og det bæres af spinkle sorte blanke stilke. Planten stiller få krav. Den kan klare sig i temmelige tørre omgivelser, men foretrækker absolut en fugtig og halvskygget vokseplads. Den er fortræffelig som bunddække over større områder i havens “skovparti”, eller som solitær plante, hvor den er helt monumental. Adianum pedatum ‘Imbricatum’ er en udvalgt sort, som forbliver helt lav, og er et fremragende tæppe mellem helt lave Rhododendron og Japanske Azalea.  Adiantum venustum  stammer fra USA. Den bliver op mod 35 cm høj, og er meget elegant i væksten med de smukke sartgrønne blade, som om efteråret farves bronzegrønne. 

Athyrium (Fjerbregne):

Athyrium niponicum var. pictum, også under det sigende navn ‘Metallicum’, som henviser til den metalagtige blålige farve på løvet, stammer fra Makino i Japan. Planten kræver absolut en skygget plads, ellers beholder den ikke den smukke løvfarve, som ellers ændres til grøn. Den har en del rodskud fra den krybende rodstok, som er nemme at skære fra, og etablere som nye planter. På trods heraf, er den ikke vildtvoksende i bedet. Næsten fladtliggende 30 cm lange blade.

Foto t.v.: Athyrium filix-femina er meget variabel i forskellige navnesorter. Billedet viser underarten ‘Minutissimum’, som har en lav og tæt vækst, omkring 25-30 cm. høj.

Blechnum (Kambregne):

Blechnum kan findes på størstedelen af kloden. Der formodes at være mere end 200 arter. De fleste dog under klimaforhold der ikke gør dem egnede hos os.  2 af arterne kan vi få glæde af, og det er spændende små haveplanter. Begge skal plantes i grov spagnum i havens skyggede, fugtige surbundsbed og gerne mellem sten. De er stedsegrønne og bærer fertile bronzefarvede blade i efteråret.

Blechnum penna-marina hører bl.a. hjemme i New Zealand og Tasmanien. Det er en helt krybende plante, fladt udbredt ved jorden, hvor den danner hele tæpper. De sterile blade er omkring 10 cm høje og mørkegrønne. De få fertile blade viser sig i sensommeren, de er lidt højere og lidt bronzetonede. Plantens sterile blade er stedsegrønne. Billedet viser tætte planter langs kanten til et forhøjet bed. Ved større flader, kan det anbefales at bruge planten sammen med Hepatica, Cyclamen og små Narcisser.

Blechnum spicant kan med held findes her i landet. Ellers er den udbredt over det meste af Europa, Nordlige Amerika, dele af Asien samt i Japan. Det er en usædvanlig smuk lille solitærplante. De sterile omkring 40/60 cm høje stive bladstilke, er helt ensartede og kunne næsten være af plast! De er stedsegrønne og meget dekorative i vinterhalvåret. Helt strunkt fra plantens centrum udvikler de fertile blade sig. De er omkring 45 cm høje, bronzefarvede og flotte, men visner inden vinteren. Brug den i haven i stensprækker, ved vand og åløb, sammen med Trillium, orkidéer og Cyclamen. 

Cystopteris fragilis (‘Skør Bægerbregne’ – ‘Bulbilbregne’) En af forårets tidligste bregner. Hvis vejret er mildt nok, viser den de sart lysegrønne blade allerede i april. Senfrost kan skade den, men den skyder hurtigt igen. Mærkeligt nok er den først på vinteren næsten vintergrøn. Navnet “Skør Bægerbregne” skyldes bladstilkenes sprødhed. De brækker ret nemt! Højden er omkring 35-40 cm. Plantens anvendelse i haven, er som bunddække under større Rhododendron, eller blandt stedsegrønne buske og store træer. Vigtigt for den, er en vis mængde fugtighed og skygge. I tørre perioder visner løvet, men efter regn kommer nye blade frem

Dryopteris (‘Mangeløv’):

Dryopteris-slægten er en af de helt store bregneslægter. Der formodes at være ca. 230 forskelllige arter, men da systematikken stadig ikke er på plads, og planten meget nemt hybriddiserer mellem arterne, er der utallige varieteter. Udbredelsen er hele klodens nordlige tempererede zone, sågar med en afstikker til Australien. Planterne trives bedst i næringsrig humusholdig jord i halvskygge, men er tolerante overfor nogen sol, hvis der ikke bliver tørt. I virkeligheden synes jeg nok, at Dryopteris bliver lige stor nok som selskabsplante i en surbundsbed – arterne Dryopteris affinis og Dryopteris filix-mas bliver over 100 cm høje, og er til dels vintergrønne, men visner efter længere tid med  barfrost. De er velegnede på stor plads, langs havegange og i baggrunden. 

Dryopteris dilatata hører heller ikke til de små. Bladene kan blive næsten 1 m lange og med en anselig bredde på 40 cm vil den fylde meget i de fleste surbundsbede. Den meget smukke bregne, med udbredt overhængende vækst, kan imidlertid anvendes som en virkelig dækkende vintergrøn plante i havens mest skyggefulde bede, langs stier eller huse, men altid i dybmuldet sur jord.

Dryopteris erythrosora er det meget nemmere at få plads til i et almindeligt surbundsbed. Den er også vintergrøn – hvilket vil sige, at det gamle løv visner lige inden foråret rigtigt starter. Herefter, ret sent, begynder nyvæksten, som begynder bronzerød, for senere at blive gyldengrøn. Løvet bliver mellem 50-70 cm langt og til 30 cm  bredt. Planten er meget nem i kultur, selv på et mere solrigt sted i haven, blot jorden er fugtighedsbevarende. Det smukke løv breder sig ud, så højden på planten er beskeden.

Phyllitis scolopendrium (‘Hjortetunge’):

Phyllitis bliver botanisk i dag regnet med til Asplenium slægten med omkring 700 arter. Alligevel – og heldigvis – betragtes den for det meste som “sig selv”, hvilket gør det meget nemmere med de ganske få underarter som den indeholder. Phyllitis er en skyggeplante fra Europa, Japan og USA. I naturen er det IKKE en rigtig surbundsplante. Den vokser i porøs humusholdig men kalkholdig jord. Alligevel finder jeg det berettiget at medtage den som selskabsplante til Rhododendron. Plant den eksempelvist i sin egen lille “lomme” iblandet lidt almindelig dansk havejord, eller brug den i et smalt sted i surbundsbedet som overgang til andre planter. Et drys kalk fra græsplænen kan også gøre det. Den lille ulejlighed er resultatet værd. De smukke stedsegrønne blade, forårets tilvækst og beskedne størrelse, samt det at planten er helt skyggetålende, er der ikke så mange andre bud på.

Phyllitis scolopendrium udbydes i forskellige underarter, bl.a. ‘Crenata’ – ‘smalbladet hjortetunge’ – hvis blade kun er 3 cm brede, mod den normale bredde ca. 8 cm. Højden er som på de fleste 50-60 cm. ‘Christata’ har stærkt krusede blade, som endda kan være kamdelte i spidserne. ‘Crispa’ som har krusede blade, kaldes også for ‘bølget hjortetunge’. Bladene er er 6-8 cm brede og højden omkring 40 cm. Jeg tør næsten ikke gætte på, hvor gamle vores Phyllitis i haven er – men over 35 år! De får gødning sammen med Rhododendron, og er enkelte gange klippet tilbage efter en hård kuldeperiode. Det gøres i marts/april, inden de nye skud er på vej op. Det gamle – måske lidt halvtrætte løv – dækkes af de nye blade. Planterne kan deles, men det tager tid for dem at vokse til. Jeg er faldet for fristelsen at vise de 2 nedenstående billeder. T.v. er det den “sjove” Phyllitis ‘Digitata Christata’ med de ejendommelige “håndformede” blade. Vi har den i fuld skygge. T.h. er det Phyllitis ‘Angustifolia’, med meget smalle blade, i en kalkstenssprække i Botanisk Have. Der vokser den i fuld sol, men der er meget fugt i bedet.

Polystichum  (‘Skjoldbregne’)

Også en af de helt store familier. Der er over 200 forskellige, og da de tilmed varierer meget via hybridisering, er det ikke nemt at holde styr på dem. Vi har et par stykker i haven, og jeg mener navnene er rigtige! Det er nemme planter i surbundsbedet, let til hel skygge, fugtigt og lidt læ er mere væsentligt end at pH-værdien er mere eller mindre sur. Af stor værdi er, at de er stedsegrønne.

Polystichum ‘Makinoi’ (Polystichum prolyblepharum) hører hjemme i dele af Kina og Japan. Det er en smuk bladplante, hvis blade er ca. 60 cm lange og “lakblanke”, og har en let overhængende blød vækst. Den foretrækker en halvskygget til skygget plads med god fugtighed. Normalt er den helt stedsegrøn, men lidt følsom overfor frost slut i marts. De nye blade viser sig hurtigt derefter. Plant den i et surbundsbed med store Rhododendron, eller under Magnolia, hvis grene, selv uden løv om foråret, vil udvirke et lille miniklima og tage toppen af frosten. Iøvrigt er bregnen meget velegnet som et smukt bundtæppe i halvskygge.

Polystichum setiferum er udbredt over store dele af Europa fra Ural til det sydlige Europa, Azorerne og Madeira i blandet løvskov, mellem klipper og i bjergdale på fugtige steder. Billedet er fra Botanisk Have, som desværre ikke havde sortsnavn på skiltet – jeg mener det er sorten ‘Proliferum’ – som er plantet som underbevoksning i surbundsbed sammen med Hosta. 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf de sidste 20 år på en af Danmarks største planteskoler, Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 30.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU, Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Andre planteportrætter, Artikler, Bunddækkeplanter, Små surbundsplanter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s