Et usædvanligt kedeligt bekendtskab – og med dødelig udgang
Det hele startede den 29.januar 2022 med en solid storm. Næste morgen vågnede vi op til et stort hul i vores vestvendte bed. En meterhøj og bred flerstammet R. catawbiense ‘Grandiflorum’, anskaffet i 1972, lå i uskøn forvirring ud over naboplanterne. Det viste sig hurtigt, at plantens stammer var knækket helt nede ved jorden. Det ændrede lidt ved historien, som slet ikke var startet den 29. januar, men formentlig 2-3 år før. Årsagen var “Honningsvamp”. Det blev hurtigt afsløret ved et kig på bruddene i stammerne. Samtidig opklarede det min undren over plantens meget mindre vækst de sidste par år.
De 2 følgende billeder viser hvad der afslørede synderen. På det første ses den rådne “udhulede” stamme, og at barken er faldet af. Det andet billede viser de myceliestrenge, kaldet “rhizomorfer”, som trænger ind under barken, løsner denne og angriber veddet.
Myceliestrengene kan blive meget tykke, så tykke som sygarn eller endda som sejlgarn. De kan blive meget lange, og kan brede sig over enorme arealer. Strengene angriber især i nåle- men også i løvskove, og er angiveligt skovbrugets alvorligste skadesvamp. Svampen “udsøger” sig i haverne normalt de svækkede planter, evt. træer med skader på stammen, eller blot udtjente træer.
Honningsvampen vokser først og fremmest i skovene. Den optræder i knipper, og stokken er omkring 8-12 cm høj.
I begyndelsen er hatten kugleformet. Senere bredere. Farven en nærmest beskidt gullig, senere mere brun. Lamellerne er fra starten næsten hvide, senere mere brune (brunplettede).
Svampen optræder i det fugtige efterår. I skove ses den i store mængder på dødt træ, men også mellem træer på sin vandring fra offer til offer.
Honningsvampen findes med garanti overalt – også i vores haver – men heldigvis er det nok de færreste haveejere som får, eller har problemer med svampen. Den optræder hyppigst på gamle træstød, som den nedbryder. Når der ikke er mere at leve af, er den vandret videre, i håbet om “et nyt offer”. Træstubbe bør egentlig graves op, for at undgå honningsvampen. Fræsning af gamle stubbe, kan sprede svampen, så det bør undgås.
Har du – som vi – haft besøg af honningsvampen, er det vigtigt at få så meget af den døde rod med, inden der nyplantes. Grav området grundigt igennem, og fjern “de sorte tråde”. Vent måske et halvt årstid med at plante. Efter en tid dør “trådene”, og hermed er faren ovre. Friske tråde, kan ikke brækkes over. Er trådene døde, brister de som ingenting.
I vores 52 år gamle have har jeg oplevet Honningsvampen et par gange. Første gang var det en Thuja som var angrebet. Den var år forinden blevet ret voldsomt rodbeskåret, og var altså svækket. Tilfældet fra januar i år, kan være beskadigelse af barken på planten, måske bare, at den havde levet sit liv.
Denne artikel er ikke skrevet for at gøre havejerne nervøse, men blot for at belyse et problem, som alle kan komme ud for. Netop i år har jeg set det hos havekunder nogle få gange lige efter hinanden, og i stedet for at forbigå emnet, synes jeg det er bedre at informere.
PS. Jeg er ikke ekspert i svampe, så jeg har støttet mig til følgende fagbøger: Edmund Garnweidner, “Svampe”, Gyldendal 1991, og “Svampe i Naturen” Sven Nilsson og Olle Person, Gyldendals Grønne Håndbøger, 1977 samt “Politikens Svampebog”, Politikens Forlag 1983.
AT HAVE EN HAVE 