Vi lever i en meget omskiftelig tid, med udfordringer som de færreste af os, havde troet vi skulle opleve igen. Pandemien, og nu krigen i Ukraine, har på den ene eller anden måde ændret vores hverdag, skabt begrænsninger og frygt for, hvad der måtte være forude. Klimaet, er også den daglige dosis af mindre gode nyheder. Alle taler om forandring, men sker der noget? – og det går langsomt!
Vores mere end 52 år gamle have mærker også klimaet. Perioder med hedebølger, tørke eller som for nylig -16 grader lokalt her i Hørsholm, sætter sit præg på plantesortimentet. Alligevel klarer de fleste planter sig flot igennem – naturen er fantastisk! Jeg tænker dagligt over det, og er taknemlig for den gave det er, at kunne adsprede tankerne med små og store oplevelser, ude i vores lille stykke natur, som godt nok er skabt til stedet, men som vi værner om på bedste økologiske vis.
Det er sundt for både krop og sjæl at arbejde i, dyrke og nyde haven. GODT NYTÅR

R. Creamy Chiffon med frostkrystaller i minus 16 grd. den 17.12.22
Rigtig godt nytår, og tak for de mange gode og nyttige nyhedsbreve i løbet af året.
Godt nytår. Jeg er helt enig i, at det bliver spændende at se, hvor meget der ikke klarede den hårde frost. De seneste år har jo været usædvanligt milde, og så fristes man jo til at eksperimentere med mere frostsarte planter.