RHODODENDRON ‘NOVA ZEMBLA’

(En besøgende på bloggen kritiserede for nylig, at “gammeldags” hybrider tilsyneladende ikke havde min store interesse, siden jeg ikke omtaler dem! – Jeg er naturligvis lydhør for kritikken, og bekender straks kulør, ikke, at de ikke interesserer mig, men at jeg har ment, de kan findes så mange andre steder. Naturligvis skal brugere af denne blog, ikke sendes videre til andre medier, men kunne slå flest mulige relevante emner op i deres foretrukne medie. Derfor vil jeg fremover også tilgodese flere af de gammelkendte navnesorter, og starter med den ønskede.) 

Portræt af en hybrid

Den nok mest kendte røde Rhododendron er ‘Nova Zembla’. Det skyldes naturligvis at planten har været på markedet siden 1920, men også, at den fra starten har været  betragtet som den mest hårdføre røde. Før 1875 er der hos planteskolen Waterer & Sons, Knap Hill Nursery i England opstået en hybrid mellem R. catawbiense og en ukendt partner. Planten blev navngivet R. ‘Parsons’ Grandiflorum’. På et tidspunkt er den kommet videre til den hollandske planteskole Koster & Zonen, og hos dem dukker der i 1902 en ny hybrid op mellem ‘Parsons’ Grandiflorum’ og en, også denne gang ukendt partner. Hos Koster & Zonen bliver planten opformeret og senere markedsført under navnet R. ‘Noza Zembla’, men først  i 1920.  Den officielle  registrering finder dog først sted i 1958. 

‘Nova Zembla’ er kendt for at være en af de mest hårdføre røde rhododendron. Især knopperne er meget smukt mørkerøde. De ses som flotte “kogler” på busken fra ultimo maj eller lidt ind i juni – billedet er fra den 3.juni – og  de udsprungne blomster er fotograferet på en anden busk samme dato. Når blomsterne udvikler sig mister de en smule af det “højrøde”,  er stadig røde, men med en violet toning. Den markante violet-brune plettegning i ganen, forstærkes i udtrykket, i takt med at selve blomsterfarven svækkes lidt i blomstringsforløbet. Der kan være op til 14 blomster, eller flere,  i klasen. I et århundrede har ‘Noza Zembla’ været DEN røde Rhododendron man satsede på i USA og i det meste af Europa. I dag er der fremelsket nye hybrider, som især i blomstringsforløbet er kraftigere og mere rigtig røde. 

R. ‘Nova Zembla’ har et “klassisk” mørkegrønt sundt løv. Plantens vækst er opret og ret kraftig. På 10 år bliver den ca. 140 cm høj og 160 cm bred. I de første år virker den tæt i vækstformen, men som større/stor plante kan den blive lidt åben, Det kan klares ved beskæring af enkelte af skuddene, for at danne flere sidegrene. En højde på 4 m er forventelig på gamle planter. Kan plantes i både sol og halvskygge.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf 22 år (indtil 2023) med ansvar for Rhododendron på Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 40.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU (Gartnernes Afsætningsudvalg), Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Røde Rhododendron, Rhododendron, Rhododendronportrætter. Bogmærk permalinket.

2 svar til RHODODENDRON ‘NOVA ZEMBLA’

  1. Marie siger:

    Min filosofi er nu, at bloggeren skal skrive om det, han brænder for, men som fagmand ser du måske anderledes på det og føler, du har en vis forpligtelse til at komme hele raden rundt. De såkaldte jernhybrider er efter min mening ikke den mest spændende gruppe at læse om, men for nogle år siden så jeg Madame Masson i blomst og faldt for den, så de skal på den anden side heller ikke undervurderes.

  2. Vi er så enige om dit synspunkt. Når jeg så i den kommende tid vil tage flere “almindelige” sorter op, skyldes det dels ønsker fra brugere af bloggen, men også min fornemmelse af, at vi skal have flere rhododendronglade haveejere i tale. Den bedste måde er måske, at få flere nemt tilgængelige planter ind i haverne, for at udbrede forståelsen for planterne, og hvor nemme de i virkeligheden er. Jeg ser hvordan udvalget af bedre sorter og arter hele tiden bliver mindre, producenterne har sværere ved at sælge de planter, som netop gør surbundshaven så attraktiv. Vi, med vores interesse, er oppe imod svær konkurrence .- diversitet, græsplænehaverne, overdrevne flisebelægninger, Prunushække m.m. Jeg havde allermest lyst til kun at skrive om det sjældnere, lokket dem med deres kvaliteter, hjem i folks haver – men desværre støder jeg hele tiden, også når jeg er ude som havekonsulent, på ønsket om vildhaver (ofte i den vildfarne tro, at disse er rigtblomstrende og nemmere at passe). Et sted hvor det også ville gavne interessen for Rhododendron, var nok at planteskolerne viste større interesse, havde udannede folk, til at betjene deres kunder. De moderne havesupermarkeder taber hele denne del på gulvet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s