Fakta om Rhododendron

I de flere hundrede plantebeskrivelser, det indtil nu er blevet til, i bloggen, beskriver jeg fakta om hver enkelt plante. Generelle oplysninger kan jeg ikke tage med hver gang, derfor denne side, hvor der kan søges alfabetisk, med korte svar og henvisninger:

Azalea: Løvfældende Rhododendron. Buske ofte med senere blomstring end de stedsegrønne. Se: “Den oversete Rhododendron”

Blomster: Forskellige arter og sorter blomstrer på forskellige tidspunkter. Se: “Hvornår blomstrer Rhododendron”

Duft: Ret få stedsegrønne R. dufter. Mange Azalea dufter. Se: “Rhododendron med duft”.

Højbede: Opbygges i haven i stedet for udgravning. Fyldes med grov spagnum. Se: “Højbede til Rhododendron”.

Indument: Belægning på bladets overside/underside. Se: “Rhododendronblade og indument”. 

Japanske Azalea: Delvist løvfældende lave, ofte bunddækkende, buske.

Jord: Sur – pH-værdi mellem 4,5 og 5,5. Opnås i de fleste haver ved brug af 100% grov spagnum.

Levealder: Rhododendron er længelevende. Under optimale forhold kan de blive over 100 år.

Lysforhold: Rigtig mange Rhododendronarter hører hjemme i bjergene. Her er der sol og masser af lys. Plant dem i solen, eller i det mindste i halvskygge. Det gælder også hybriderne.

Løvet: Bladene kan have næsten alle former, runde, spidse, slanke, store og små. Se: “Rhododendronblade og indument”.

Plantedybde: 35-40 cm i bredere huller. Der skal være ca. cm 10 spagnum under roden. Planten må ikke placeres dybere i hullet, end den tidligere har vokset. Er hullet for dybt, fyld op med spagnum.

Rhododendron: Medlem af lyngfamilien (Ericaceae), som har over 100 slægter og næsten 4000 arter.