Meget flot og rigtblomstrende plante i rhododendronbed. Gudeblomst blomstrer fra midt i maj og ind i juni. Det er en surbundsplante velegnet mellem mindre Rhododendron
En herlig lille forårsbebuder som kommer fra Ohio, hvor den vokser på engene og i lyse skove. Amerikanerne kalder den for “Shooting Star”. Planten er normalt mellem 20-35 cm høj, men kan blive op til 50 cm. Bladene sidder i tætte rosetter, spæde, friskgrønne og indtil 15 cm lange. Fra disse skyder de lange blomsterstilke, hver med 10-20 nikkende mørkrosa blomster op. De orange støvdragere er tæt forbundne, samlede i en dekorativ spids. Blomstringen begynder med foråret i maj og strækker sig ind i juni, da ikke alle blomsterstilke kommer samtidigt. Farven varierer fra lysere rosa til helt mørk rosa. 2 fremelskede havesorter er ‘Album’ med kridhvide blomster samt en karminrød ved navn ‘Splendidum’.
Dodecatheon pulchellum stammer fra Montana, Britisk Columbia, Wyoming og Oregon. Den er på alle måder mindre i væksten. Blomsterstilken bærer fra kun 3 helt op til 25 blomster, som er i nuancer fra magentarød til lavendel. Hos os tilbydes ofte sorten ‘Red Wings’, som har har en kraftig stærk rød farve. (Den tyske professor Fritz Köhlein skriver at ‘Red Wings’ skulle være fra Dodecatheon redolens fra Nevada og Utah). Det er en meget smuk lille plante, som ofte udbydes i planteskolerne.
Dodecatheon hører hjemme i forkanten af et surbundsbed, meget gerne i fuld sol, men aldrig tørt. Løvet forsvinder i løbet af sommeren, og efterlader en tom plads, som passende kunne være under Hostablade eller bregner, som i mellemtiden er blevet store. Et andet forslag er, at plante den under hængende japanske ahorn (Acer – løn), hvis blade på det tidspunkt dækker jorden. Dodecatheon er let at formere fra frø.
Stenbed med japanske Azalea, dværgrhododendron og små bregnearter giver det naturlige udtryk i haven
Bregner er nogle af klodens ældste planter. Man har fundet beviser på, at de går næsten 400 millioner år tilbage i tiden! De er fra en tid, hvor de dannede overgang fra de blomsterløse til de blomstrende planter. Bregner har således ingen blomster, men formerer sig via sporer, som på de fleste arter sidder på undersiden af de frugtbærende blade om efteråret, dog for nogle arter allerede fra juni måned. Ikke alle blade er frugtbærende. De adskiller sig tit som værende anderledes oprette, stive i væksten og med en gylden eller brunlig farve.
Langt de fleste bregner er skovplanter, som har tilpasset sig skovens svage lys, den humusholdige fugtige jord og den fugtigere luft, som er naturlig under disse forhold. Derfor er det rigtig fine planter til “bunden” af surbundsbedet. Mange bregner stiller sig dog også tilfreds med let skygge i gårdhaver og langs skyggende havemure, men også ved østvendte hussider, blot der er tilstrækkelig fugtighed til stede. Helt ukritisk skal man dog ikke anvende bregner i surbundsbedet. Den meget smukke Matteuccia struthiopteris (“Almindelig Kurvebregne”) har utrolig mange udløbere, som på et tidspunkt vil skyde op midt gennem Rhododendronrødderne i bedet. Medmindre man besidder en hel park, vil jeg kraftigt fraråde den! Den store Osmunda regalis (“Kongebregne”) som kan blive mere end 150 cm høj, vil også “kvæle” de fleste surbundsbede, mens den meget mindre Onoclea sensibilis (“Perlebregne”), ikke vil gøre skade med sin højde, men til gengæld vil brede sig uforbeholdent ind mellem bedets andre planter.
I det efterfølgende vil jeg nævne nogle af de Bregnearter, jeg selv har afprøvet i vores have gennem mange år:
Adiantum (Venushår):
Adiantum pedatum (“Venushår”) i selskab med store skyggende Rhododendron. Planten til venstre er en Kalmia latifolia ‘Minuet’, som normalt kræver meget mere sol, end den formiddagssol som rammer bedet. Adiantum pedatum ‘Imbricatum’ i surbundsbed mellem lave Rhododendron, hvor den danner et lavt tæt tæppe. Adiantum venustum
Adiantum-slægten er på ca. 150 forskellige arter. Den er udbredt over det meste af den nordlige halvkugle. Flodbreder, regnskove og fugtige klipper er de rigtige hjemsteder. Planterne formerer sig via krybende rodskud, så de langsomt danner mindre og større planteflader. Adiantum pedatum hører hjemme i det nordlige Afrika, østlige Asien og i Himalaya. Den bliver op til 50 cm høj. Løvet er græsgrønt, nærmere til den blålige side på bagsiden, og det bæres af spinkle sorte blanke stilke. Planten stiller få krav. Den kan klare sig i temmelige tørre omgivelser, men foretrækker absolut en fugtig og halvskygget vokseplads. Den er fortræffelig som bunddække over større områder i havens “skovparti”, eller som solitær plante, hvor den er helt monumental. Adianum pedatum‘Imbricatum’ er en udvalgt sort, som forbliver helt lav, og er et fremragende tæppe mellem helt lave Rhododendron og Japanske Azalea. Adiantum venustum stammer fra USA. Den bliver op mod 35 cm høj, og er meget elegant i væksten med de smukke sartgrønne blade, som om efteråret farves bronzegrønne.
Athyrium (Fjerbregne):
Athyrium niponicum var. pictum (Athyrium niponicum ‘Metallicum’)
Athyrium niponicum var. pictum, også under det sigende navn ‘Metallicum’, som henviser til den metalagtige blålige farve på løvet, stammer fra Makino i Japan. Planten kræver absolut en skygget plads, ellers beholder den ikke den smukke løvfarve, som ellers ændres til grøn. Den har en del rodskud fra den krybende rodstok, som er nemme at skære fra, og etablere som nye planter. På trods heraf, er den ikke vildtvoksende i bedet. Næsten fladtliggende 30 cm lange blade.
Foto t.v.: Athyrium filix-femina er meget variabel i forskellige navnesorter. Billedet viser underarten ‘Minutissimum’, som har en lav og tæt vækst, omkring 25-30 cm. høj.
Blechnum (Kambregne):
Blechnum penna-marinaBlechnum spicant
Blechnum kan findes på størstedelen af kloden. Der formodes at være mere end 200 arter. De fleste dog under klimaforhold der ikke gør dem egnede hos os. 2 af arterne kan vi få glæde af, og det er spændende små haveplanter. Begge skal plantes i grov spagnum i havens skyggede, fugtige surbundsbed og gerne mellem sten. De er stedsegrønne og bærer fertile bronzefarvede blade i efteråret.
Blechnum penna-marina hører bl.a. hjemme i New Zealand og Tasmanien. Det er en helt krybende plante, fladt udbredt ved jorden, hvor den danner hele tæpper. De sterile blade er omkring 10 cm høje og mørkegrønne. De få fertile blade viser sig i sensommeren, de er lidt højere og lidt bronzetonede. Plantens sterile blade er stedsegrønne. Billedet viser tætte planter langs kanten til et forhøjet bed. Ved større flader, kan det anbefales at bruge planten sammen med Hepatica, Cyclamen og små Narcisser.
Blechnum spicant kan med held findes her i landet. Ellers er den udbredt over det meste af Europa, Nordlige Amerika, dele af Asien samt i Japan. Det er en usædvanlig smuk lille solitærplante. De sterile omkring 40/60 cm høje stive bladstilke, er helt ensartede og kunne næsten være af plast! De er stedsegrønne og meget dekorative i vinterhalvåret. Helt strunkt fra plantens centrum udvikler de fertile blade sig. De er omkring 45 cm høje, bronzefarvede og flotte, men visner inden vinteren. Brug den i haven i stensprækker, ved vand og åløb, sammen med Trillium, orkidéer og Cyclamen.
Cystopteris fragilis(‘Skør Bægerbregne’ – ‘Bulbilbregne’) En af forårets tidligste bregner. Hvis vejret er mildt nok, viser den de sart lysegrønne blade allerede i april. Senfrost kan skade den, men den skyder hurtigt igen. Mærkeligt nok er den først på vinteren næsten vintergrøn. Navnet “Skør Bægerbregne” skyldes bladstilkenes sprødhed. De brækker ret nemt! Højden er omkring 35-40 cm. Plantens anvendelse i haven, er som bunddække under større Rhododendron, eller blandt stedsegrønne buske og store træer. Vigtigt for den, er en vis mængde fugtighed og skygge. I tørre perioder visner løvet, men efter regn kommer nye blade frem
Dryopteris (‘Mangeløv’):
Dryopteris erythrosoraDryopteris dilatata
Dryopteris-slægten er en af de helt store bregneslægter. Der formodes at være ca. 230 forskelllige arter, men da systematikken stadig ikke er på plads, og planten meget nemt hybriddiserer mellem arterne, er der utallige varieteter. Udbredelsen er hele klodens nordlige tempererede zone, sågar med en afstikker til Australien. Planterne trives bedst i næringsrig humusholdig jord i halvskygge, men er tolerante overfor nogen sol, hvis der ikke bliver tørt. I virkeligheden synes jeg nok, at Dryopteris bliver lige stor nok som selskabsplante i en surbundsbed – arterne Dryopteris affinis og Dryopteris filix-mas bliver over 100 cm høje, og er til dels vintergrønne, men visner efter længere tid med barfrost. De er velegnede på stor plads, langs havegange og i baggrunden.
Dryopteris dilatata hører heller ikke til de små. Bladene kan blive næsten 1 m lange og med en anselig bredde på 40 cm vil den fylde meget i de fleste surbundsbede. Den meget smukke bregne, med udbredt overhængende vækst, kan imidlertid anvendes som en virkelig dækkende vintergrøn plante i havens mest skyggefulde bede, langs stier eller huse, men altid i dybmuldet sur jord.
Dryopteris erythrosora er det meget nemmere at få plads til i et almindeligt surbundsbed. Den er også vintergrøn – hvilket vil sige, at det gamle løv visner lige inden foråret rigtigt starter. Herefter, ret sent, begynder nyvæksten, som begynder bronzerød, for senere at blive gyldengrøn. Løvet bliver mellem 50-70 cm langt og til 30 cm bredt. Planten er meget nem i kultur, selv på et mere solrigt sted i haven, blot jorden er fugtighedsbevarende. Det smukke løv breder sig ud, så højden på planten er beskeden.
Phyllitis scolopendrium (‘Hjortetunge’):
Phyllitis scolopendrium ‘Crispa’
Phyllitis bliver botanisk i dag regnet med til Asplenium slægten med omkring 700 arter. Alligevel – og heldigvis – betragtes den for det meste som “sig selv”, hvilket gør det meget nemmere med de ganske få underarter som den indeholder. Phyllitis er en skyggeplante fra Europa, Japan og USA. I naturen er det IKKE en rigtig surbundsplante. Den vokser i porøs humusholdig men kalkholdig jord. Alligevel finder jeg det berettiget at medtage den som selskabsplante til Rhododendron. Plant den eksempelvist i sin egen lille “lomme” iblandet lidt almindelig dansk havejord, eller brug den i et smalt sted i surbundsbedet som overgang til andre planter. Et drys kalk fra græsplænen kan også gøre det. Den lille ulejlighed er resultatet værd. De smukke stedsegrønne blade, forårets tilvækst og beskedne størrelse, samt det at planten er helt skyggetålende, er der ikke så mange andre bud på.
Phyllitis scolopendrium udbydes i forskellige underarter, bl.a. ‘Crenata’ – ‘smalbladet hjortetunge’ – hvis blade kun er 3 cm brede, mod den normale bredde ca. 8 cm. Højden er som på de fleste 50-60 cm. ‘Christata’ har stærkt krusede blade, som endda kan være kamdelte i spidserne. ‘Crispa’ som har krusede blade, kaldes også for ‘bølget hjortetunge’. Bladene er er 6-8 cm brede og højden omkring 40 cm. Jeg tør næsten ikke gætte på, hvor gamle vores Phyllitis i haven er – men over 35 år! De får gødning sammen med Rhododendron, og er enkelte gange klippet tilbage efter en hård kuldeperiode. Det gøres i marts/april, inden de nye skud er på vej op. Det gamle – måske lidt halvtrætte løv – dækkes af de nye blade. Planterne kan deles, men det tager tid for dem at vokse til. Jeg er faldet for fristelsen at vise de 2 nedenstående billeder. T.v. er det den “sjove” Phyllitis ‘Digitata Christata’ med de ejendommelige “håndformede” blade. Vi har den i fuld skygge. T.h. er det Phyllitis ‘Angustifolia’, med meget smalle blade, i en kalkstenssprække i Botanisk Have. Der vokser den i fuld sol, men der er meget fugt i bedet.
Phyllitis scolopendrium ‘Digitata Christata’
Polystichum (‘Skjoldbregne’)
Også en af de helt store familier. Der er over 200 forskellige, og da de tilmed varierer meget via hybridisering, er det ikke nemt at holde styr på dem. Vi har et par stykker i haven, og jeg mener navnene er rigtige! Det er nemme planter i surbundsbedet, let til hel skygge, fugtigt og lidt læ er mere væsentligt end at pH-værdien er mere eller mindre sur. Af stor værdi er, at de er stedsegrønne.
Polystichum ‘Makinoi’ i forkanten af en stor Rhododendron. Dens løv skygger delvist for en lille Hosta.Polystichum setiferum sammen med bl.a. Hosta aureomarginata og Rhododendron er med til at give indtryk af ‘tropisk’ frodighed.
Polystichum ‘Makinoi’ (Polystichum prolyblepharum) hører hjemme i dele af Kina og Japan. Det er en smuk bladplante, hvis blade er ca. 60 cm lange og “lakblanke”, og har en let overhængende blød vækst. Den foretrækker en halvskygget til skygget plads med god fugtighed. Normalt er den helt stedsegrøn, men lidt følsom overfor frost slut i marts. De nye blade viser sig hurtigt derefter. Plant den i et surbundsbed med store Rhododendron, eller under Magnolia, hvis grene, selv uden løv om foråret, vil udvirke et lille miniklima og tage toppen af frosten. Iøvrigt er bregnen meget velegnet som et smukt bundtæppe i halvskygge.
Polystichum setiferum er udbredt over store dele af Europa fra Ural til det sydlige Europa, Azorerne og Madeira i blandet løvskov, mellem klipper og i bjergdale på fugtige steder. Billedet er fra Botanisk Have, som desværre ikke havde sortsnavn på skiltet – jeg mener det er sorten ‘Proliferum’ – som er plantet som underbevoksning i surbundsbed sammen med Hosta.
Rhododendron ‘Blue Tit’ er en forårsbebuder – men ikke hvilken som helst, med den sarte lyseblå farve! (foto: Basta Planter)
Portræt af en hybrid
Et af de allerførste dværg-rhododendron kryds som blev foretaget! I 1933 blev planten introduceret af J. C. Williams, Caerhays Estate i Cornwall, England. Siden har den været en fast del af sortimentet blandt de små stedsegrønne Rhododendron. Her er således tale om en ægte succes.
Forældrene er R. impeditum x R. augustinii. Førstnævntes naturlige voksesteder er i Kina, Yunnan og Sichuan på åbne bjergsider og alpine enge, hvor den danner helt lave, nærmest krybende småløvede tætte planter. I modsætning hertil er R. augustinii en ret høj plante (2-3 m eller mere efter mange år). Den er rigt forgrenet med flere opadstræbende stammer. Den vokser i Hubei og dele af Sichuan mellem 1200 og 3400 m højde.
Resultatet af denne krydsning medførte en langsomtvoksende plante, med lyse stålblå til sart blågrå forholdsvis store blomster i store mængder, som næsten totalt dækker planten fra ultimo april og ind i maj. Blomstringen kan i begrænset omfang gentage sig i efteråret.
R. impeditum ‘Blue Tit’ er en nem haveplante, som kan anvendes i både fuld sol og halvskygge. Plant den i havens stenbed, i forkanten af lave surbundsbede, på terrassen eller ved huset adgangsvej. På 10 år er den omkring 60 cm høj og lidt bredere. Gode naboplanter kunne være “Diamant Azalea”, “Kermesina”, “Maruschka” eller andre lave japanske Azalea med lidt senere blomstringstid. Udvalget er stort. En gruppe på 3-5 planter sammen med en gruppe R. yakushimanum ‘Edelweiss’ tager sig utroligt flot ud!
PS. Under næsten samme navn ses ret ofte sorten R. impeditum ‘Blue Tit Magor’ Dette er en plante krydset af englænderen E.J.P. Magor. Han anvendte de samme forældre, men resultatet er en meget kraftigere voksende plante, uden den samme krybende tæthed, og efter min erfaring heller ikke helt så hårdfør (det sidste dog for min egen regning). Den er iøvrigt mere storbladet og med mørkere mere lilla blomster.
Stedsegrønne planter må ikke tørre i den begyndende vækstsæson
Jeg har i dag den 21.4.2022 modtaget 3 forskellige mails med billeder af udtørrede Rhododendron.
I de sidste 2 uger har vi haft herligt forårsvejr. Bagende sol – en hel del vind – og slet ingen regn. Dertil kommer ret stærk nattefrost i nogle egne af landet, eller lokalt. Forhold som øger fordampningen fra planternes løv. Hvis ikke jorden/spagnummen er våd nok, kan planterne ikke erstatte væksttabet.
Måske henvendelserne i dag er en tilfældighed, måske billederne fra haverne er eksempler på planter, som ikke er passet optimalt – men jeg finder det vigtigt at advare nu, især hvis den tørre periode varer længere tid fremad. Så, ud i haven og mærk efter om jorden en våd – og frem med vandslangen. Husk “sjatvanding” ikke er nok – så brug lidt længere tid!
Planter som bunddække er altid efterspurgte. Der dukker med mellemrum nye sorter op, og denne bør have lidt omtale, da den må være en af de senest blomstrende – i det mindste med den viden jeg har! Blandt bunddække azaleaerne er nogle af de mest kendte R. nakaharae, eller hybrider med denne. De er næsten allesammen orangerøde, eller “murstensfarvede”, samt den hvide ‘Panda’ og ‘Feenkissen’ (‘Fritzie’). Her er der tale om en meget dyb rosa, eller kraftigt pink, med ret store tragtformede blomster, og svage mørkere ganepletter. Krydset ved jeg ikke hvor stammer fra, men jeg fundet frem til at det er sammensat af flere forskelllige lave sorter: ‘Lady Louise’ x nakaharae x kiusianum ‘Mt. Fuji’. Da ‘Lady Louise’ er syn. for ‘Louise Gable’ er det nærliggende at tænke, at krydset er lavet i USA af Gable, som derovre er en kendt hybridisør. Navnet indeholder ordet ‘Scotian’, og kan måske henføres til Nova Scotia.
Planter som udbydes hos os, kan være lavet både i Tyskland, og hos vores hjemlige producent Basta Planter. Blomstringen finder sted i juni og til tider senere – helt ind i juli.
Planten har en meget lav udbredt vækst. Den bliver på 10 år omkring 30 cm høj og kan opnå en ret anselig bredde på 80 cm eller mere indenfor samme tidsramme. Løvet er meget småt, knap 3×5 cm, og det bevares rigtig godt hen over vinteren. Jeg har kun haft planten i et par år. Den er plantet med både sol og let skygge, men ret åbent. Den beholder farven godt selv om solen, og temperaturen hen på sommeren, stiller mange krav til plantens udholdenhed.
Se mange flere bunddækkende Rhododendron under “bunddækkeplanter” i kategorier.
R. yakushimanum ‘Bohlken’s Laguna’ hører til en af de få mørke farve i “yakushimanum sortimentet”.
Portræt af en hybrid
Gruppen af R. yakushimanum hybrider er enorm. Alene en enkelt sortimentsliste fra en producent tæller over 40 forskellige. Forskellige, og dog ikke så forskellige. Hovedparten er rosa i mange nuancer. Hvide med større eller mindre tegninger topper også listen, men de kraftige farver er til gengæld i fåtal. Hybrider med netop R. yakushimanum er en væsentlig plantegruppe til haven – ikke mindst til de mindre haver – men i stor grad også grundet hybridgruppens hårdførhed, evnen til at klare både sol og vind, og det at planterne kan anvendes hvor pladsen er trang, eller hvor en begrænset højde har betydning. Her kommer ‘Bohlken’s Laguna’, med den mørke violette farve, ind i billedet.
‘Bohlken’s Laguna’ er en yakushimanum hybrid med ukendt partner. Da jeg stiftede bekendtskab med planten var den navngivet ‘Bohlken’s Lupinenberg Laguna’. Navnet er ændret omkring 2009. Det er en plante med en kraftig tæt vækst, og en højde på omkring 100 cm på 10 år, men noget bredere. Jeg har haft muligheden for at følge den i en årrække, idet en plante fra den første import, blev solgt til en kunde, hvis have jeg besøgte indtil den skiftede ejer. Planten stod i et solåbent bed på en skråning mellem andre yakushimanum-hybrider. Den mørke blomsterfarve holdt sig godt, og var en god kombination med lysere rosa nuancer.
Plantens oprindelse er den lille tyske planteskole Heinz Bohlken nær Westerstede. I 1987-88 havde han de første blomstrende planter. Alligevel skulle der gå mere end 15 år, inden planten første gang i meget lille antal blev markedsført. Sammen med flere af Bohlken’s andre nyskabelser skaffede jeg nogle få planter til Aldershvile Planteskole i 2009. Nu produceres planten i licens af den danske producent “Basta Planter”, så din lokale planteskole burde kunne skaffe den.
Navneforvirring: ‘Bohlken’s Lupinenberg‘ er lys blåviolet/purpurviolet med ret stor næsten hvid ganetegning med en gyldengrønlig ganeplet. ‘Bohlken’s Laguna’ er mørk violet uden den lyse ganetegning. Planter med navnet ‘Bohlken’s Lupinenberg Laguna’, bør således være den mørke farve! Navnesammenfaldet skyldes at firmaet Bohlken i Bad Zwischenahn oprindeligt havde flere “lilla” i sit sortiment. Navnet ‘Lupinenberg’ (Den lyseste farve) kan henføres til adressen “Am Lupinenberg”. I 2008 havde de øvrige (mørkere farver) hver en navnetilføjelse efter ‘Lupinenberg’: ‘Laguna’, ‘Azur’, ‘Husky’, ‘Sky’ og ‘Strato’. Senere, da produktionen overgik som licenser til andre producenter, blev der tyndet ud i sortimentet. Fra Heinz Bohlken kom endvidere følgende navnesorter, alle med navnet ‘Bohlken’s ….. ‘Ayer’s Rock’ (cremegul/rosa), Juditha’ (kraftig gul), ‘Snow Fire’ (hvid). ‘Kronjuwel’ (rosa), ‘Laura’ (lys gul), ‘Roter Stern’ (klar rød).
R. ‘Multiflorum’ vokser i vores stenbed siden 1987.Den er et sted mellem 30 cm og 40 cm høj, og på det bredeste ca. 150 cm
Portræt af en hybrid
R. ‘Multiflorum’ har en lang historie bag sig. Den dukkede op – nærmest ved en tilfældighed – blandt en masse små frøplanter hos den ansete tyske gartner Georg Arends (I virkeligheden mest kendt som en af Tyskland mest ansete staudegartnere i Ronsdorf ved Wuppertal) i 1940. Forud var gået en periode hvor Arends havde krydset forskelllige japanske Azalea, R. kaempferi, R. simsii, R. ‘Kurume-sorter’ og egne R. ‘Arendsii-hybrider’, i forsøget på at finde rigtblomstrende, lave og meget hårdføre hybrider. I 1926 lod han ungplanterne stå ubeskyttet om vinteren. Resultatet af disse forsøg gav flere gode hybrider, og fra en af disse er ‘Multiflorum’ formentlig opstået via frø. Arends omtaler den selv første gang i 1940. I 2009 blev den under udstillingen “Buga” i Schwerin hædret med sølvmedalje. Den har mange gange været anvendt som krydsningspartner, bl.a. spiller den en rolle i ‘Diamant’-Azaleagruppen, Gruppen af ‘Geisha-Azalea’ og i ‘Sophie Scholl’
Vores R. ‘Multiflorum’ har været i haven siden 1987. Den blev plantet i et forhøjet surbunds stenbed, og her står den endnu. (Den er afbildet på side 166 i min bog “Rhododendron – og hvad dermed følger”) I dag er den mellem 30 og 40 cm høj, nogle steder næsten krybende i stensprækker, og på det bredeste sted ca. 150 cm. Billedet her i artiklen er fra 28.5.2019. Planten er ekstrem rigtforgrenet med masser af små kviste. Om vinteren er den rimelig stedsegrøn. Medio/ultimo maj dækkes den af de utrolige mængder rosalilla små blomster, som efter afblomstringen i løbet af juni afløses af et tæt “væv” af små lysegrønne blade. Den passes som alle vores øvrige Rhododendron med surbundsgødning (Hos os altid OSMO), og får med års mellemrum et lille lag grov spagnum skubbet ind under grenene. Placeringen er 100% fuld sol, og der foretages ikke vinterdækning. Bedet, den blev plantet i for 33 år siden, huser stadig andre planter fra dengang. Det giver naturligvis lidt pladsproblem, som dels er løst ved at flytte enkelte planter ud, men dels også ved “studsning” af de resterende planter. ‘Multiflorum’ bliver altså tilpasset omgivelserne hvert år lige efter blomstringen, med en let beskæring, hvor det er tiltrængt.
Med udgang i den lave højde og udbredte vækst, kan man godt bruge R. ‘Multiflorum’ som bunddække. Jeg betragter den dog mere som en virkelig lav/tæt forgrenet minibusk, som netop mellem større sten, eller som nabo til en enkelt flot sten, giver udtryk af “miniaturelandskab”. Den kan jo indplantes i et større stenbed, blot den får en “lomme” med grov spagnum at vokse i, eller bruges i et japansk inspireret bed.
Vær opmærksom på, at navnet “Multiflorum” i nyere tid også bruges på arten R. Rhododendron multiflorum var. purpurea, som tidligere hed Menziesia ciliicalyx var. purpurea. Den er en helt anden type i vækst, og især med de små lyngformede hængende blomster. Sådan går det, når videnskaben ændrer på navnene!
En helt vidunderlig bunddækkende lav Primula. Den blomstrer fra maj til juli, alt efter sol og skygge. De rosa blomster passer utrolig fint til det mørkegrønne, til dels bronzefarvede løv. Jeg anvender de i surbundsbedet hvor den er bunddække under Rhododendron ‘Rosebud’. Det er den helt rigtige farvekombination.
De helt lave smukke pudeagtige Primula ‘Juliae-hybrider’, er en krydsning mellem den lave Primulajulia (fundet af Julia Mlokossiewice) i nærheden af Tbilisi i Georgien i 1901 og Primula vulgaris, som vokser i stort set hele Europa. Den gang, i begyndelsen af det 20. århundrede, blev arten krydset med mange forskellige andre arter, hvilket i virkeligheden betyder, at der ikke er særlig styr på “tingene”. Disse krydsninger har naturligvis medført en vis forskel blandt de mange, mange forskelllige ‘Juliae-hybrider’. Fælles er dog den lave tætte vækst, den tidlige blomstring, store hårdførhed overfor nattefrost og de dejlige farvestrålende, i forhold til planten, store vidtåbne blomster. *
Det er en taknemlig lille haveplante. Den stiller sig tilfreds med stort set de fleste plantepladser i haven, blot der ikke er fuld sol, og ikke for tørt. Her på parcellen har vi haft Primula ‘Juliae-hybrider’ så langt tilbage jeg husker. Altid i halvskygge, eller lys skygge, som bunddække mellem mindre og små Rhododendron, i forkanten af bedene, i den samme grove spagnum vi anvender overalt i haven. I mere skyggede områder blander jeg noget grus i bunden af plantestedet, for ikke at rødderne får det for vådt. Planterne breder sig villigt, og efter 3 år kan de deles efter afblomstringen. Sæt de enkelte planter med 8- 10 cm afstand, så vil de efter kort tid leve op til betegnelsen “Tæppe-primula”.
Billedet viser min yndling blandt de mange forskellige hybrider, den hedder Primula ‘GarryardeGuinevere’. Vi har også hvide, lilla og mørkerøde. I en udenlandsk liste fandt jeg over 50 forskellige navngivne – og der er mange flere. Besøg din planteskole, og se hvilke farver de har valgt.
* I mange havebøger og plantelister anføres Primula julia-hybrider som Primula x pruhoniciana. Denne betegnelse skyldes navnet på den planteskole (Pruhonice) nær Prag, som dengang tilhørte det Østrigsk-Ungarnske Dendrologiske Selskab, som i 1913 stod for de først kendte P. julia-hybrider. På omkring samme tid bragte den tyske plantemand Georg Arends fra Ronsdorf sine P. julia-hybrider under navnet Primula x helena i handlen.
Rhododendron ‘Berryrose’ (Azalea ‘Berryrose’) går helt tilbage til før 1934, og er en af de mange planter som skyldes bankmanden Lionel de Rothschild (1882-1942) – som iøvrigt jokede med at kalde sin profession i bankverdenen som “hobby” og sin interesse for planter som “gartner af profession” – mens han opbyggede “Exbury Gardens” i Hampshire, til det der i dag stadig er en af Englands væsentligste parker. Man kan kun sige, at baronen har haft en virkelig stor interesse for især Rhododendron, som han nåede at frembringe 1.204 forskellige kendte hybrider af.
I tilfældet R. ‘Berryrose’ er der ikke nogle optegnelser som viser plantens forældresammensætning, men den anses som værende en ‘Knap Hill-Azalea’, altså med en eller flere forældre fra Waterer’s kendte planteskole. Resultatet er – med eller uden nærmere kendskab til oprindelsen – en dejlig plante med store rosa blomster, indtil 14 i bredrunde klaser. De let bølgede kanter er lysere, og mod ganen er der en stærk gylden tegning. Blomsterne fremkommer slut i maj eller primo juni og dufter krydret.
På 10 år er R. ‘Berryrose’ omkring 140 cm høj og 150 cm bred. Med tiden kan den blive næste dobbelt så stor. Brug den som solitærplante, eller lidt bagtil i et surbundsbed, og er der plads i haven, så plant den sammen med en lille gruppe andre duftende løvfældende Rhododendron, nær terrassen eller et sted hvor man færdes, og kan nyde duften. I udspring har løvet en varm brunlig tone, herefter hurtigt friskt grønt, behåret på begge sider, og ved løvfald farves løvet rødbrunt.
På billedet ses en solitært plantet plante på en snæver plads mellem 2 gangstier. I bunden er der plantet R. nakaharae, som er en næsten stedsegrøn krybende plante. Den har store orangerøde blomster fra ultimo juni.
Meget store og helt åbne purpurrøde – til sart purpurrøde – blomster, hvis kanter er bagudbukkede og let krusede. Farven er forstærket i randen af kronbladene og på deres bagside. Det øverste kronblad er forsynet med en rød priktegning, som inderst mod ganen overgår i mere orange. Blomstens stilk er mørkerød. Blomsterklasen hører til en af de rigtig store, op mod 17 cm bred og 15 cm høj. Hermed en meget dekorativ plante, som også kan placeres lidt længere bagud i bedet, og alligevel kan nydes! De store blomster skyldes bl.a. indkrydsningen af den storblomstrede USA-hybrid R. ‘Lem’s Monarch’ med moderplanten R. ‘Astrid’. Ikke kun blomsterklasen har den anselige størrelse, også de enkelte blomster er meget store – omkring 9 cm i diameter. Blomstringen begynder omkring midten af maj, eller senere, og holder et stykke tid ind i juni.
Også løvet er dekorativt. Bladene er ca. 7 cm brede og ca. 17. cm lange samt skinnende mørkegrønne. Planten bliver på 10 år omkring 100-110 cm høj og noget bredere. Vinterhårdførheden er god, og der vil ingen problemer, trods de store blade, være i at plante den i fuld sol. Plant den eventuelt sammen med Rhododendron med helt anden bladform, som f.eks. R. williamsianum hybrider, R. ‘Graziella’ eller en vildart som R. augustinii eller R. callimorphum.
På 10 år er R. ‘Berryrose’ omkring 140 cm høj og 150 cm bred. Med tiden kan den blive næste dobbelt så stor. Brug den som solitærplante, eller lidt bagtil i et surbundsbed, og er der plads i haven, så plant den sammen med en lille gruppe andre duftende løvfældende Rhododendron, nær terrassen eller et sted hvor man færdes, og kan nyde duften. I udspring har løvet en varm brunlig tone, herefter hurtigt friskt grønt, behåret på begge sider, og ved løvfald farves løvet rødbrunt. 
AT HAVE EN HAVE 