R. ‘September Charm’ (‘September Charme’), Foto Baumschule Hachmann.
Portræt af en hybrid
En ret sikker efterårsblomstrer! De slanke lyse rosalilla knopper, udvikler i begyndelsen af september, de smukke enkle stjerneformede lyslilla til hvidlige blomster med en lille gylden tegning på det midterste kronblad. Blomstringen holder langt ind i oktober.
Nogle knopper udvikler sig ikke i eftersommeren, og “gemmes” således til næste års forårssæson, med blomstring ca. medio maj.
Planten har en kraftig bred vækst. På 10 år kan det forventes at den bliver omkring 160 cm bred og knap så høj. Hårdførheden er i orden, i henhold til producenten ned til -24 grader.
Rhododendron prunifolium hybrid i vores have. Fotograferet sidste uge i juli.
Navnet betyder med blommelignende blade. Planten findes i naturen på et meget begrænset område i lave bjerge på grænsen mellem Georgia og Alabama (USA) i 90-200 m højde, hvor den gror i fugtige, til dels skyggede kløfter.
Blomsterne kan være rosa, laksefarvede men oftest orangerøde til intens røde. Der er 4-8 slanke trompetformede blomster i hver klase. De er lidt mørkere i ganen og har dekorative støvdragere samt en flot griffel, som rager langt ud af blomsten. Blomstringen er den absolut sidste af sæsonens rhododendronblomster. Udspring ligger fra medio juli, alt efter sommerens varme og sol, eller plantens placering i vekslende sol, eller lys skygge. Enkelte år rækker blomstringen til ind i august.
Bladene er elliptiske, ca. 6 cm x 3 cm hos os, men kan i naturen være især betydeligt længere. De springer ud i maj, og er friskgrønne og glatte med små hår langs midterribben. Plantens vækst er opret. På 10 år er den ca. 110 cm høj x 140 cm bred – i naturen indtil 5 m som gammel. Som ældre plante kan den få en lidt pagodeformet dekorativ vækst.
Prunifolium hører til den løvfældende gruppe rhododendron, af mange kaldet azalea. I oktober farves løvet orange til kobberbrunt i op til en måned inden det falder af. I mange bøger anses arten for at være mindre god i Europa, grundet mangel på konstant sommervarme. Dette modsiges af en tysk specialist, som har dyrket planten i mange år!
R. prunifolium hybrid med duft i vores have.
RHODODENDRON PRUNIFOLIUM – MED DUFT – det kræver en forklaring!
Vi har haft 2 R. prunifolium i haven. Den første husker jeg ikke hvad der skete med, men vi har da savnet den, siden vi i 1994 fik fat i en ny. Den blev anskaffet i Tyskland, og lykkelige var vi, fordi den har en helt fantastiske duft! Især i de lune sommeraftener omkring 1. august. Alt var altså som det burde være – indtil en augustdag i 2022, hvor en læser af mit indslag på facebook, gjorde opmærksom på, at der absolut ikke er duft i den dejlige plante! Tilmed var der så meget konkret viden bag udsagnet, at jeg blev klar over, at vores plante ikke kunne være en “ægte prunifolium”. Alle de bøger og artikler jeg kunne finde i gemmerne, sagde jo også tydeligt, at der ingen duft er!
MIN FEJL er naturligvis, at jeg ikke har været grundig nok i forarbejdet for mange år siden. Det har bl.a. medført, at en dansk producent i mere end 20 år har udbudt planter som stammer fra en stikling fra min/vores plante – med duft. Der er med andre ord utrolig mange “uægte prunifolium” rundt omkring i haverne! DET GODE er naturligvis, at de mange planter dufter – og iøvrigt ligner den rigtige art så meget, at ingen har reageret over plantens udseende. De fleste ejere er nok også ligeglade med plantens 100% ægthed – det er blomst og duft som tæller. Men for samlere, og andre nørder som jeg, skal der være orden i tingene.
ORDNUNG MUSS SEIN, så jeg tog kontakt til den tyske leverandør, som i sine opslag ikke kunne se hvorfra hans duftende plante stammede. Nu begyndte jagten på oplysninger, og den er tilsyneladende sluttet også i Tyskland. Jeg er kommet i kontakt med Dr. Ralf Bauer, som har stor viden om de løvfældende amerikanske Rhododendron. Han skriver i en lang mail til mig, at R. prunifolium aldrig dufter, men at den meget nemt kan være hybridiseret med R. arborescens, som vokser i lavlandet i bl.a. Georgia og Alabama, eller med R. viscosum, som er mere udbredt i det sydlige USA, og ligeledes blomstrer sent. Begge disse arter dufter særdeles godt, og denne egenskab kan naturligvis være bragt videre. En naturhybrid mellem R. prunifolium og R. arborescens er kendt og navngivet R. georgianum. Skal mysteriet helt opklares, kræver det en nærmere undersøgelse af botanikere. Jeg, og jeg tror næsten alle, stiller sig tilfreds med Dr. Bauers teori om at “bierne har været på spil”, og at der dermed er tale om en naturhybrid. Det skal her understreges, at vores plante teoretisk kan stamme fra en naturhybrid opvokset i USA, men lige så vel kan være tilfældigt opstået – eller avlet – hos en samler eller producent i Europa.
R, prunifolium hybrid ultimo juli ved siden af en lille R. pseudochrysanthum ‘Golfer’.
Min erfaring er, at det er en særdeles hårdfør og blomsterrig plante. Vi har haft den i vores have siden 1994. Den har aldrig svigtet (tilmed bor vi i et “kuldeområde”). Bemærkelsesværdigt er det, at den er så god i vekslende sol/skygge eller meget lys skygge, hvor de fleste andre løvfældende rhododendron bliver bedst i fuld sol. Jeg har som konsulent været med til at sælge mange hundrede planter, og har aldrig fået en tilbagemelding om, at planten ikke har levet op til beskrivelsen. Tvært imod, køber flere plante nr. 2!
Det er forståeligt, for det er en af havens bedst duftende planter.
Et usædvanligt kedeligt bekendtskab – og med dødelig udgang
Det hele startede den 29.januar 2022 med en solid storm. Næste morgen vågnede vi op til et stort hul i vores vestvendte bed. En meterhøj og bred flerstammet R. catawbiense ‘Grandiflorum’, anskaffet i 1972, lå i uskøn forvirring ud over naboplanterne. Det viste sig hurtigt, at plantens stammer var knækket helt nede ved jorden. Det ændrede lidt ved historien, som slet ikke var startet den 29. januar, men formentlig 2-3 år før. Årsagen var “Honningsvamp”. Det blev hurtigt afsløret ved et kig på bruddene i stammerne. Samtidig opklarede det min undren over plantens meget mindre vækst de sidste par år.
TIL INFORMATION HAR JEG REDIGERET TEKSTEN I FELTET AKTUELT I MENULINIEN
Græsser er blevet populære. De bruges i offentlige beplantninger, ved mindre og større byggerier, som dekorative planter i byfornyelser, de er hårdføre og ikke særligt pasningskrævende. Der er græsser til næsten alle havetyper – også til surbundshaven. Billedet er fra OVERDAM PLANTESKOLE lige uden for Hørsholm. Den er anerkendt langt uden for Danmarks grænser for sin udvikling af smukke græssorter.
I udstillingshaven kan man læne sig tilbage og nyde efteråret!
Cornus kousa ‘Teutonia’ er et af “havens smykker” – foto fra 22.06.2022
Jeg ved det godt! Jeg har skrevet om Cornus kousa flere gange, men hvert år, når de pragtfulde små træer står dækkede med blomster, og lyser haven op, må jeg tage billeder – og som også i dag – delagtiggøre mine mange læsere i min begejstring.
Blomstringen startede som sædvanlig omkring den 25. maj. I de første dage, er det nærmest som 4 små opretstående spidser, som på det tidspunkt er grønne. Det er højbladende som omkranser selve blomsterknoppen. De skifter hurtigt farve. Bliver lysere og lysere, og i næsten hele denne måned har de, renhvide som de er, tiltrukket sig al opmærksomhed. Højbladene har nu fået sin fulde størrelse, og virker som var det en blomst på 10-12 cm i Ø. På dette stadie begynder blomsterne at springe ud. De sidder mange sammen i centrum af højbladene, hvis fornemmeste opgave det er, at gøre insekterne opmærksomme på de bittesmå ret undseelige grøngule blomster. Måneden ud kan vi glæde os over det lille oprette træ med de skønne hvide højblade. Efterhånden som selve blomsterne bestøves og højbladene ældes, opstår mørkerøde større eller mindre pletter i det hvide, inden de i starten af juli falder af. Cornus ‘Teutonia’ blomstrer et par uger inden de fleste andre lignende Cornus, så er der plads til en mere i haven, kan sæsonen strækkes langt ind i juli.
Herefter udvikler de befrugtede blomster sammensatte nøddelignende frugter, som i efteråret er orange
Cornus kousa ‘Teutonia’
til mørkerøde, og igen udmærker denne sort sig ved have nogle af de største frugter. De kan blive næsten 3 cm i Ø, og inde i den hårde skal er det søde/velsmagende spiselige frugtkød.
Væksten hos Cornus kousa ‘Teutonia’ er opret og slank. Højden hos os i Danmark ender på 3-4 m. Samtidig er den smal, og uden beskæring ikke meget mere end 2,5 m. Som det nok er en del læsere bekendt, har vi for mange planter i haven. Derfor holdes den yderligere slank, ved beskæring af nye grene lige efter højbladene er faldet af. På dette tidspunkt kan der klippes over et mindre skud på grenen. Væksten herfra vil blomstre næste år. Cornus kousa var. chinensis er surbundsplanter, og skal som Rhododendron plantes i grov spagnum og gødes med specialgødning som OSMO surbundsgødning. Vores hvide Cornus ‘Teutonia’ er anskaffet i 2006. Den lidt senere rosa blomstrende Cornus ‘Satomi’ er anskaffet i 2010.
GOD MIDSOMMER!
Cornus kousa ‘Teutonia’ med med tordenhimmel 19.6.2022
Slut i juni, langt ind i juli, og til tider også i august, kan man glæde sig over denne spektakulære, omkring 30-40 cm eller højere slanke blomsterstand, med den røde top af endnu uåbnede blomster, og de nedefter stadig flere åbne lys blålilla blomster. Her er tale om en plante fra Yunnan og Sichuan i Kina, hvor den vokser mellem stedsegrønne mindre buske og på tørre enge mellem 3100 og 3900 m højde. Bladene er slanke, 30×7 cm lidt tandede og hårede. Selvom den i Kina kan lide “tørre enge”, er den bedste plads i haven det fugtige surbundsbed. Et minus er, at planten ikke er så længelevende, et plus er, at den sår sig selv! Vil man have styr på hvor den står, eller have flere planter, er den nem at så. Høst den tørre blomsterstand, opbevar den mørkt og tørt til marts, hvorefter den sås i fugtig spagnum. Et mylder af små planter kan senere prikles i potter, eller ud på stedet.
Rhododendron ‘Coccineum Speciosum’ er en rigtblomstrende attraktiv mindre plante med let duft.
Ældgammel Ghent-hybrid (Belgien) som går tilbage til tiden fra før 1839, indført af Lisha Sénéclause. Som så ofte, når der er tale om sorter krydset for mange år siden, er der ikke meget viden om deres opståelse – men at en plante, med det udbud som findes, kan “overleve” i produktion og salgskataloger i så mange år, beviser dens værd.
Som billedet viser, er der ikke tale om voldsomt store blomster, men om ret små blomster i mindre klaser, siddende på skuddene på oversiden af de vandretvoksende grene. Det giver et helt andet udseende sammenlignet med andre Azalea. Væksten er meget dekorativ. Blomstringen begynder omkring 1. juni, og der er en mild duft i varmt vejr.
Busken anføres ofte til kun er være 50×50 cm på 10 år. Jeg vil mene den bliver noget større over den periode, men sikkert er det, at det går langsommere end med Azalea i almindelighed. Væksten er elegant etageformet, og planten egner sig til både stenbedet, som forgrundsplante men også i haver med det japanske look, f.eks. ved at forme planten ved en større sten eller et vandbassin. Løvet er smukt mørkegrønt og blankt med gyldne efterårsfarver.
Meget flot og rigtblomstrende plante i rhododendronbed. Gudeblomst blomstrer fra midt i maj og ind i juni. Det er en surbundsplante velegnet mellem mindre Rhododendron
En herlig lille forårsbebuder som kommer fra Ohio, hvor den vokser på engene og i lyse skove. Amerikanerne kalder den for “Shooting Star”. Planten er normalt mellem 20-35 cm høj, men kan blive op til 50 cm. Bladene sidder i tætte rosetter, spæde, friskgrønne og indtil 15 cm lange. Fra disse skyder de lange blomsterstilke, hver med 10-20 nikkende mørkrosa blomster op. De orange støvdragere er tæt forbundne, samlede i en dekorativ spids. Blomstringen begynder med foråret i maj og strækker sig ind i juni, da ikke alle blomsterstilke kommer samtidigt. Farven varierer fra lysere rosa til helt mørk rosa. 2 fremelskede havesorter er ‘Album’ med kridhvide blomster samt en karminrød ved navn ‘Splendidum’.
Dodecatheon pulchellum stammer fra Montana, Britisk Columbia, Wyoming og Oregon. Den er på alle måder mindre i væksten. Blomsterstilken bærer fra kun 3 helt op til 25 blomster, som er i nuancer fra magentarød til lavendel. Hos os tilbydes ofte sorten ‘Red Wings’, som har har en kraftig stærk rød farve. (Den tyske professor Fritz Köhlein skriver at ‘Red Wings’ skulle være fra Dodecatheon redolens fra Nevada og Utah). Det er en meget smuk lille plante, som ofte udbydes i planteskolerne.
Dodecatheon hører hjemme i forkanten af et surbundsbed, meget gerne i fuld sol, men aldrig tørt. Løvet forsvinder i løbet af sommeren, og efterlader en tom plads, som passende kunne være under Hostablade eller bregner, som i mellemtiden er blevet store. Et andet forslag er, at plante den under hængende japanske ahorn (Acer – løn), hvis blade på det tidspunkt dækker jorden. Dodecatheon er let at formere fra frø.
Stenbed med japanske Azalea, dværgrhododendron og små bregnearter giver det naturlige udtryk i haven
Bregner er nogle af klodens ældste planter. Man har fundet beviser på, at de går næsten 400 millioner år tilbage i tiden! De er fra en tid, hvor de dannede overgang fra de blomsterløse til de blomstrende planter. Bregner har således ingen blomster, men formerer sig via sporer, som på de fleste arter sidder på undersiden af de frugtbærende blade om efteråret, dog for nogle arter allerede fra juni måned. Ikke alle blade er frugtbærende. De adskiller sig tit som værende anderledes oprette, stive i væksten og med en gylden eller brunlig farve.
Langt de fleste bregner er skovplanter, som har tilpasset sig skovens svage lys, den humusholdige fugtige jord og den fugtigere luft, som er naturlig under disse forhold. Derfor er det rigtig fine planter til “bunden” af surbundsbedet. Mange bregner stiller sig dog også tilfreds med let skygge i gårdhaver og langs skyggende havemure, men også ved østvendte hussider, blot der er tilstrækkelig fugtighed til stede. Helt ukritisk skal man dog ikke anvende bregner i surbundsbedet. Den meget smukke Matteuccia struthiopteris (“Almindelig Kurvebregne”) har utrolig mange udløbere, som på et tidspunkt vil skyde op midt gennem Rhododendronrødderne i bedet. Medmindre man besidder en hel park, vil jeg kraftigt fraråde den! Den store Osmunda regalis (“Kongebregne”) som kan blive mere end 150 cm høj, vil også “kvæle” de fleste surbundsbede, mens den meget mindre Onoclea sensibilis (“Perlebregne”), ikke vil gøre skade med sin højde, men til gengæld vil brede sig uforbeholdent ind mellem bedets andre planter.
I det efterfølgende vil jeg nævne nogle af de Bregnearter, jeg selv har afprøvet i vores have gennem mange år:
Adiantum (Venushår):
Adiantum pedatum (“Venushår”) i selskab med store skyggende Rhododendron. Planten til venstre er en Kalmia latifolia ‘Minuet’, som normalt kræver meget mere sol, end den formiddagssol som rammer bedet. Adiantum pedatum ‘Imbricatum’ i surbundsbed mellem lave Rhododendron, hvor den danner et lavt tæt tæppe. Adiantum venustum
Adiantum-slægten er på ca. 150 forskellige arter. Den er udbredt over det meste af den nordlige halvkugle. Flodbreder, regnskove og fugtige klipper er de rigtige hjemsteder. Planterne formerer sig via krybende rodskud, så de langsomt danner mindre og større planteflader. Adiantum pedatum hører hjemme i det nordlige Afrika, østlige Asien og i Himalaya. Den bliver op til 50 cm høj. Løvet er græsgrønt, nærmere til den blålige side på bagsiden, og det bæres af spinkle sorte blanke stilke. Planten stiller få krav. Den kan klare sig i temmelige tørre omgivelser, men foretrækker absolut en fugtig og halvskygget vokseplads. Den er fortræffelig som bunddække over større områder i havens “skovparti”, eller som solitær plante, hvor den er helt monumental. Adianum pedatum‘Imbricatum’ er en udvalgt sort, som forbliver helt lav, og er et fremragende tæppe mellem helt lave Rhododendron og Japanske Azalea. Adiantum venustum stammer fra USA. Den bliver op mod 35 cm høj, og er meget elegant i væksten med de smukke sartgrønne blade, som om efteråret farves bronzegrønne.
Athyrium (Fjerbregne):
Athyrium niponicum var. pictum (Athyrium niponicum ‘Metallicum’)
Athyrium niponicum var. pictum, også under det sigende navn ‘Metallicum’, som henviser til den metalagtige blålige farve på løvet, stammer fra Makino i Japan. Planten kræver absolut en skygget plads, ellers beholder den ikke den smukke løvfarve, som ellers ændres til grøn. Den har en del rodskud fra den krybende rodstok, som er nemme at skære fra, og etablere som nye planter. På trods heraf, er den ikke vildtvoksende i bedet. Næsten fladtliggende 30 cm lange blade.
Foto t.v.: Athyrium filix-femina er meget variabel i forskellige navnesorter. Billedet viser underarten ‘Minutissimum’, som har en lav og tæt vækst, omkring 25-30 cm. høj.
Blechnum (Kambregne):
Blechnum penna-marinaBlechnum spicant
Blechnum kan findes på størstedelen af kloden. Der formodes at være mere end 200 arter. De fleste dog under klimaforhold der ikke gør dem egnede hos os. 2 af arterne kan vi få glæde af, og det er spændende små haveplanter. Begge skal plantes i grov spagnum i havens skyggede, fugtige surbundsbed og gerne mellem sten. De er stedsegrønne og bærer fertile bronzefarvede blade i efteråret.
Blechnum penna-marina hører bl.a. hjemme i New Zealand og Tasmanien. Det er en helt krybende plante, fladt udbredt ved jorden, hvor den danner hele tæpper. De sterile blade er omkring 10 cm høje og mørkegrønne. De få fertile blade viser sig i sensommeren, de er lidt højere og lidt bronzetonede. Plantens sterile blade er stedsegrønne. Billedet viser tætte planter langs kanten til et forhøjet bed. Ved større flader, kan det anbefales at bruge planten sammen med Hepatica, Cyclamen og små Narcisser.
Blechnum spicant kan med held findes her i landet. Ellers er den udbredt over det meste af Europa, Nordlige Amerika, dele af Asien samt i Japan. Det er en usædvanlig smuk lille solitærplante. De sterile omkring 40/60 cm høje stive bladstilke, er helt ensartede og kunne næsten være af plast! De er stedsegrønne og meget dekorative i vinterhalvåret. Helt strunkt fra plantens centrum udvikler de fertile blade sig. De er omkring 45 cm høje, bronzefarvede og flotte, men visner inden vinteren. Brug den i haven i stensprækker, ved vand og åløb, sammen med Trillium, orkidéer og Cyclamen.
Cystopteris fragilis(‘Skør Bægerbregne’ – ‘Bulbilbregne’) En af forårets tidligste bregner. Hvis vejret er mildt nok, viser den de sart lysegrønne blade allerede i april. Senfrost kan skade den, men den skyder hurtigt igen. Mærkeligt nok er den først på vinteren næsten vintergrøn. Navnet “Skør Bægerbregne” skyldes bladstilkenes sprødhed. De brækker ret nemt! Højden er omkring 35-40 cm. Plantens anvendelse i haven, er som bunddække under større Rhododendron, eller blandt stedsegrønne buske og store træer. Vigtigt for den, er en vis mængde fugtighed og skygge. I tørre perioder visner løvet, men efter regn kommer nye blade frem
Dryopteris (‘Mangeløv’):
Dryopteris erythrosoraDryopteris dilatata
Dryopteris-slægten er en af de helt store bregneslægter. Der formodes at være ca. 230 forskelllige arter, men da systematikken stadig ikke er på plads, og planten meget nemt hybriddiserer mellem arterne, er der utallige varieteter. Udbredelsen er hele klodens nordlige tempererede zone, sågar med en afstikker til Australien. Planterne trives bedst i næringsrig humusholdig jord i halvskygge, men er tolerante overfor nogen sol, hvis der ikke bliver tørt. I virkeligheden synes jeg nok, at Dryopteris bliver lige stor nok som selskabsplante i en surbundsbed – arterne Dryopteris affinis og Dryopteris filix-mas bliver over 100 cm høje, og er til dels vintergrønne, men visner efter længere tid med barfrost. De er velegnede på stor plads, langs havegange og i baggrunden.
Dryopteris dilatata hører heller ikke til de små. Bladene kan blive næsten 1 m lange og med en anselig bredde på 40 cm vil den fylde meget i de fleste surbundsbede. Den meget smukke bregne, med udbredt overhængende vækst, kan imidlertid anvendes som en virkelig dækkende vintergrøn plante i havens mest skyggefulde bede, langs stier eller huse, men altid i dybmuldet sur jord.
Dryopteris erythrosora er det meget nemmere at få plads til i et almindeligt surbundsbed. Den er også vintergrøn – hvilket vil sige, at det gamle løv visner lige inden foråret rigtigt starter. Herefter, ret sent, begynder nyvæksten, som begynder bronzerød, for senere at blive gyldengrøn. Løvet bliver mellem 50-70 cm langt og til 30 cm bredt. Planten er meget nem i kultur, selv på et mere solrigt sted i haven, blot jorden er fugtighedsbevarende. Det smukke løv breder sig ud, så højden på planten er beskeden.
Phyllitis scolopendrium (‘Hjortetunge’):
Phyllitis scolopendrium ‘Crispa’
Phyllitis bliver botanisk i dag regnet med til Asplenium slægten med omkring 700 arter. Alligevel – og heldigvis – betragtes den for det meste som “sig selv”, hvilket gør det meget nemmere med de ganske få underarter som den indeholder. Phyllitis er en skyggeplante fra Europa, Japan og USA. I naturen er det IKKE en rigtig surbundsplante. Den vokser i porøs humusholdig men kalkholdig jord. Alligevel finder jeg det berettiget at medtage den som selskabsplante til Rhododendron. Plant den eksempelvist i sin egen lille “lomme” iblandet lidt almindelig dansk havejord, eller brug den i et smalt sted i surbundsbedet som overgang til andre planter. Et drys kalk fra græsplænen kan også gøre det. Den lille ulejlighed er resultatet værd. De smukke stedsegrønne blade, forårets tilvækst og beskedne størrelse, samt det at planten er helt skyggetålende, er der ikke så mange andre bud på.
Phyllitis scolopendrium udbydes i forskellige underarter, bl.a. ‘Crenata’ – ‘smalbladet hjortetunge’ – hvis blade kun er 3 cm brede, mod den normale bredde ca. 8 cm. Højden er som på de fleste 50-60 cm. ‘Christata’ har stærkt krusede blade, som endda kan være kamdelte i spidserne. ‘Crispa’ som har krusede blade, kaldes også for ‘bølget hjortetunge’. Bladene er er 6-8 cm brede og højden omkring 40 cm. Jeg tør næsten ikke gætte på, hvor gamle vores Phyllitis i haven er – men over 35 år! De får gødning sammen med Rhododendron, og er enkelte gange klippet tilbage efter en hård kuldeperiode. Det gøres i marts/april, inden de nye skud er på vej op. Det gamle – måske lidt halvtrætte løv – dækkes af de nye blade. Planterne kan deles, men det tager tid for dem at vokse til. Jeg er faldet for fristelsen at vise de 2 nedenstående billeder. T.v. er det den “sjove” Phyllitis ‘Digitata Christata’ med de ejendommelige “håndformede” blade. Vi har den i fuld skygge. T.h. er det Phyllitis ‘Angustifolia’, med meget smalle blade, i en kalkstenssprække i Botanisk Have. Der vokser den i fuld sol, men der er meget fugt i bedet.
Phyllitis scolopendrium ‘Digitata Christata’
Polystichum (‘Skjoldbregne’)
Også en af de helt store familier. Der er over 200 forskellige, og da de tilmed varierer meget via hybridisering, er det ikke nemt at holde styr på dem. Vi har et par stykker i haven, og jeg mener navnene er rigtige! Det er nemme planter i surbundsbedet, let til hel skygge, fugtigt og lidt læ er mere væsentligt end at pH-værdien er mere eller mindre sur. Af stor værdi er, at de er stedsegrønne.
Polystichum ‘Makinoi’ i forkanten af en stor Rhododendron. Dens løv skygger delvist for en lille Hosta.Polystichum setiferum sammen med bl.a. Hosta aureomarginata og Rhododendron er med til at give indtryk af ‘tropisk’ frodighed.
Polystichum ‘Makinoi’ (Polystichum prolyblepharum) hører hjemme i dele af Kina og Japan. Det er en smuk bladplante, hvis blade er ca. 60 cm lange og “lakblanke”, og har en let overhængende blød vækst. Den foretrækker en halvskygget til skygget plads med god fugtighed. Normalt er den helt stedsegrøn, men lidt følsom overfor frost slut i marts. De nye blade viser sig hurtigt derefter. Plant den i et surbundsbed med store Rhododendron, eller under Magnolia, hvis grene, selv uden løv om foråret, vil udvirke et lille miniklima og tage toppen af frosten. Iøvrigt er bregnen meget velegnet som et smukt bundtæppe i halvskygge.
Polystichum setiferum er udbredt over store dele af Europa fra Ural til det sydlige Europa, Azorerne og Madeira i blandet løvskov, mellem klipper og i bjergdale på fugtige steder. Billedet er fra Botanisk Have, som desværre ikke havde sortsnavn på skiltet – jeg mener det er sorten ‘Proliferum’ – som er plantet som underbevoksning i surbundsbed sammen med Hosta.
AT HAVE EN HAVE 