Introduktion

Rhododendronnavnet stammer fra græsk, “Rhodon” = rose og  “dendron” = træ. Navnet blev anvendt af den græske læge og fysiker Pedanios Dioskorides, som levede indtil ca. år 90. Det formodes at planten af ham blev forvekslet med Oleander (Nerie), da Rhododendron på det tidspunkt ikke var kendt i Grækenland. Først da den svenske botaniker Carl von Linné (botaniker, læge og zoolog 1707-1778) satte system i botanikken, og i sin bog “Species Plantarum” fra 1753 anvendte navnet “Rhododendron” i omtalen af arten Rhododendron ferrugineum (Alperose), som findes I Dolomitterne, Alperne og Pyrenærene, var navnet slået fast som artsnavnet for plantegruppen.

Rhododendron er således en meget gammel planteslægt. Forskere mener den kan datere sig mere, måske meget mere, end 100 millioner år tilbage i tiden. Den tilhører lyngfamilien, og bliver dermed en af verdens mest omfattende planteslægter. Det er træagtige vækster. Nogle er helt lave – krybende – f.eks. R. radicans i næsten op til 5000 m højde i dele af Tibet og Kina og en væksthøjde på 5-15 cm. Modstykket finder man i Nepal. Her vokser R. arboreum i 1200-2600 m højde – og langt fra krybende – den kan blive indtil 30 m høj. Den anvendes som gavntræ, bl.a. til byggeri. Lige så forskelligt er løvet. De mindste planter i de alpine områder, har løv som er knap en cm langt, mens de store træer i nede i dalene, som R. sinogrande i Kina kan have blade på 90 x 30 m.

Rhododendron har bredt sig over hele den nordlige halvkugle. Der er ingen i Afrika og Sydamerika. I Australien er der 1 art – nogle forskere siger 2 arter, ligesom der findes mange tropiske arter i dele af Asien. I Europa har vi ca. 10 arter. I USA er der omkring 25 arter. Hovedparten af arterne findes i i Kina især i Yünnan, Schezuan og Nepal, men også i andre områder i kina er der arter, som i alt tilsammen tæller omkring 525 forskellige. Hertil kommer Japan, Korea og og Taiwan (ca. 50 arter). Tropiske Rhododendron omfatter mange forskellige arter (omkring 300), men er mindre interessante for os, da de ikke tåler frost. På verdensplan  angives op til 1150 forskellige beskrevne arter. Det tal ændrer sig hele tiden. Forskere finder nye arter, opdeler i underarter, eller slår arter sammen til en art. Måske er tallet 1000 forskellige, måske færre! Til slut vil jeg dog nævne en subtropisk art ved navn R. Simsii fra Kina, og dele af Indien. Den spiller en væsentlig rolle sammen med R. japonicum i de mange slags “stueazalea”, som vi køber til vores stuer, og som desværre ikke tåler frost.

Det siger sig selv, at en plantefamilie med så mange vidt forskellige medlemmer, er svær at manøvrere rundt i. Derfor har forskere gennem tiderne opdelt slægten efter forskellige systemer. Det kendeste er vel egentlig Sir Isaac Balfour’s (Botaniker ved den botaniske have  i Edinburgh) fra begyndelsen af 1900-talet. Han inddeler Rhododendronarterne i 44 grupper. Efterfølgende revideres systemet flere gange af forskere som bl.a. Chamberlain, Davidian m.fl. I 1949 følger botanikeren H.E.Sleumer op med en helt ny opdeling hvor han anvender planternes fælles karaktertræk i grupperingerne. Også dette system har sine mangler. Hvordan skiller man næsten lignende træk fra hinanden? For de fleste haveejere, selv med tendens til at nørde lidt rundt i botanikken, er det næppe det første man sætter sig ind i – om overhovedet! – Men, en ting som kan være både praktisk og rart at have lidt styr på, er de 2 begreber lepidote og elepidote. Ordet er udledt af “lepis” som betyder “skæl”. De lepidote planter har skællignende små skjoldhår især på undersiden af løvet. Tydeligt synlige på f.eks. R. impeditum, R. russatum – typisk arter med mindre blade og begrænset vækst, hvilket også hænger sammen med, at disse planter oftest findes i alpine områder og med stærk eksponering.  De elipidote har ingen skjoldhår, som f.eks. R. Catawbiense. De har tit helt glatte blade, men kan også have store mængder hår, nærmest som en slags filt, som betegnes indument, og findes på bladenes bagside, f.eks. R. yakushimanum. De løvfældende Rhododendron kaldes stadig (fejlagtigt) Azalea, men er botanisk set Rhododendron, tilhørende 2 undergrupper. Den ene kaldes Pentanthera og dækker de løvfældende Azalea (højere og mere buskagtige). Den anden kaldes Tsutsui, og dækker de Japanske Azalea (lavere og delvist løvfældende).

Arter og hybrider: Det kan siges ganske enkelt. Arterne er de som blev skabt af Vorherre. Hybriderne er fremkommet ved menneskets indblanding. I naturen findes alligevel mange eksempler på bastarder (hybrider). Eksempelvis vokser i Alperne de to arter R. ferrugineum og R. hirsutum. Hvor de mødes, er der opstået en naturhybrid med navnet R. x intermedium. Det kryds forekommer i naturen i mange forskellige frem- og tilbagekrydsninger, som alle varierer indbyrdes. Indenfor de 2 arter, og deres fælles “afkom” findes så igen variationer. På den måde er der opstået blomsterfarver fra blegrosa til karminrøde, og endda en mere sjælden hvid. Det er forklaringen på, hvorfor man aldrig helt kan forlade sig på en arts blomsterfarve! Anderledes er det med hybriderne. De er menneskeskabte – de fleste af dem – men der forekommer gode hybrider, som er opstået utilsigtet hos planteproducenterne – og er endt som sorter med et navn. Normalt er hybriderne blevet til, ud fra ønsket om, at skabe en plante med et bestemt udseende, eller en bestemt blomsterfarve. Hybrider navngives for det meste af producenten, og meget ofte registreres de i planteregistret i London. Da det er både tidskrævende og kostbart at få et navn registreret, undlades det dog tit af mindre producenter og af amatørerne. Derfor er der ingen viden om, hvor mange hybrider der findes, men 50.000 på verdensplan er ikke et helt forkert gæt.

Navne: Navne anførers således: Slægtsnavnet er Rhododendron, Det skrives altid med stort. Det andet navn er artsnavnet, som skrives med lille begyndelsesbogstav. F.eks. Rhododendron caucasisum, hvor navnet henviser til plantens voksested (Kaukasus). Artsnavnet kan også henvise til finderen af planten – Rhododendron nakaharai (Efter G. Nakahara – en japansk samler) eller til en egenskab for planten, som Rhododendron orbiculare, hvor navnet henviser til det runde løv. Indenfor arterne kan der forekomme større variationer, som kan være nødvendige at fremhæve. De kaldes for underarter, og i navnet tilføjes ssp. (subspecies) eller var. (variant) – f.eks. nanum som betyder mindre vækst.

Hybridernes navne skrives altid i citationstegn og med stort begyndelsesbogstav, som f.eks. Rhododendron ‘Gartendirektor Rieger’. Til tider ser man også artsnavnet på etiketten. Det gøres for at fremhæve slægtsskabet med vildarten, f.eks. Rhododendron williamsianum ‘Gartendirektor Rieger’, eller Rhododendron yakushimanum ‘Edelweiss’, når dette er særligt betydningsfuldt. Navnene er naturligvis vigtige, hvis man er botanisk interesseret, eller blot gerne vil vide hvad det er man har i haven. For andre kan de være ligegyldige – planterne er jo anskaffet for prydværdien, og navne er forbistret svære at holde styr på. Jeg har skrevet en artikel om skiltning af  planterne i haven, den kan slåes op under “De kære navne”.

I min første bog “Rhododendron – og hvad dermed følger”,  er der flere og mere uddybende artikler om emnerne ovenfor. Både den, og den anden bog, “Rhododendron – og det der følger efter”, kan lånes på bibliotekerne.