‘GOVENIANUM’ (Azaleodendron)

Portræt af en hybrid (sent blomstrende)

Azaleodendron ‘Govenianum’ med smukke duftende blomster.

Inde i juli kan vi stadig glæde os over en blomstrende Rhododendron – egentlig er det en bastard! En slags mellemting mellem en Rhododendron og en Azalea. Forklaringen kommer her: Planten er en krydsning mellem R. catawbiense (USA) x R. ponticum (Europa) x “en ukendt azalea”. Oplysningen stammer fra den kendte engelske planteskole “Hillier and Sons”, og bør for så vidt, indtil det modsatte er bevist, være rigtig. Gætterier om hvem 3. parten er – bør stå hen, da der så vidt jeg ved, ikke er beviser for hverken R. prinophyllum eller R. viscosum, som til tider nævnes som det “duftende indslag”. Krydset skulle være foretaget af mr. J.R.Gowen i England omkring 1828. Planteskolen T. Methven & Son i Edinburgh viderekultiverede planten og bragte den i omløb fra ca. 1868. Hvornår R. ‘Govenianum’ er “udbredt” i Danmark ved jeg ikke. Min plante fik jeg fra en plantegrossist, som havde købt et par planter i Holland i 1983. Den var allerede 120 cm høj dengang, så jeg gætter på, at den var mellem 10-12 år gammel ved anskaffelsen. For ca. 15 år siden leverede den stiklinger til de planter, som siden er produceret i Danmark.

Blomstringen finder sted i juni og rækker ind i begyndelsen af juli. Knopperne er vinterrøde. Når de udvikler sig er de purpurlilla mens de åbne tragtformede blomster er sart lys lillarosa blegende mod hvid i centrum med små grønne pletter. Udvendigt er blomsterne mørkere langs kronbladenes kanter. Fra dag 1 dufter blomsterne behageligt kraftigt, nærmest som vanille. Duften forstærkes om aftenen.

Løvet er spidst lidt læderagtigt og 5-6 cm langt. Meget lysegrønt i udspring og ellers mørkegrønt, men lysere på undersiden. Normalt beskrives planten som stedsegrøn, men i hårde vintre, eller med kraftig senfrost, kan løvet skades så det tørrer ind. Efterfølgende vil det falde af. Det er sket nogle gange gennem de år planten har været i haven, men væsentligt er det at bemærke, at knopperne ALDRIG har været skadet.  Planten har en opret busket vækst. Med alderen får den kraftige stammer. Den egner sig udmærket til opstamning. I haven bør den placeres mellem de mellemhøje Rhododendron, eller måske som dværgtræ mellem lave Rhododendron eller lyng. Hos os står den med slagskygge om vinteren, men ellers fuldt eksponeret. Det er synd at planten efterspørges så lidt – dels er den sent blomstrende, og så med en pragtfuld krydret duft!

Om Azaleodendron:                                                                                                                                  Det er en meget lille gruppe attraktive hybrider mellem stedsegrønne og løvfældende Rhododendron. Gruppen er meget hårdfør og delvist løvfældende med sen blomstring, nogle af dem dufter. “Hillier’s angiver 12 navnesorter, mens der på nettet anføres 5 gange så mange navne, men hovedparten uden oplysninger og billeder. På planteskolen har vi en enkelt gang haft 3 andre navnesorter. De blev “desværre” solgt inden jeg kunne nå at se og fotografere dem. 

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf 22 år (indtil 2023) med ansvar for Rhododendron på Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 40.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU (Gartnernes Afsætningsudvalg), Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Azalea, Rhododendron, Rhododendron med duft, Rhododendronportrætter, Violette Rhododendron og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar