HAVEORKIDEER I SURBUNDSHAVEN

Eksotiske indslag i haven

En lille del af de mange Dactylorhiza som såede sig, og hybridiserede i Georg Sand’s have.  Her er både “Plettet Gødeurt” og Orchis maderensis. Foto fra 1980.

Lidt historisk baggrund:

Min svigerfar, maleren Georg Sand Christiansen, havde rigtig mange kontakter i planteverdenen, og hermed adgang til sjældne planter. Allerede i 1970-erne havde han en lille samling frilandsorkidéer. Orkidéer har i mange år været total fredede, så det var sin sag at eje dem. Når han stolt viste sin japanske have frem, var det altid med en vis frygt for senere tyveri af orkidéerne. Værre blev det, da det viste sig, af vores hjemlige “Gøgeurt” befandt sig så godt i haven, at den såede sig lysteligt. Efter et billede i et havemagasin, med en hel “plæne” (måske mere end 1000 planter), blomstrende “Gøgeurt”, kom myndighederne efter ham. Han blev ligefrem truet med, at planterne skulle graves op! Botanisk have blev også interesseret, og de mødte til gengæld op med frø i diasrammer, som blev fastgjort i “plænen”, for at se om andre orkidéer spirede i hans “plæne”. Det redede ham for opgravning af “plænen” – men Botanisk Have fik ikke noget ud af forsøget.

Hvad var det for et miljø, som fik orkidéerne til at formere sig meget?

“Plænen” i Georgs have bestod ikke af græs, men var en grøn flade helt dækket med “trædebregne”, (Leptinella squallida*). Det miljø, og den fugt – og sikkert også nogle svampearter – som er til stede mellem de 3-5 cm høje stedsegrønne blade, fik det støvfine orkidéfrø til at spire. Jeg har selv “Gøgeurt” plantet nær brosten med brede fuger tilplantet med “trædebregne”, også her spirer nye “Gøgeurt” frem.

* Jeg ser til tider den helt lille “trædebregne” (Leptinella minima) anbefalet som græserstatning. Erfaring fra min svigerfars have, og mine egne meget mindre forsøg, viser at den er bedst egnet til udfyldning i sprækker. I større flader, som plæneerstatning, risikerer man, at den er delvist ødelagt efter en våd vinter.

Haveorkidéer er heldigvis ikke et problem i dag. De produceres i gartnerier, og helt uden indgriben i naturens planter. 

Mere end 35 år med haveorkidéer har givet mig en masse erfaringer med dyrkningen. De falder ikke altid sammen med de råd og den viden, som videregives i fagbøger og tidsskrifter. Måske betyder det lokale miljø mere end man ved, måske er planterne mere tolerante end man antager. 

Dactylorhiza forekommer i mange underarter. Her en sentblomstrende næsten hvid fra juli.

Dactylorhiza maculata (Plettet gøgeurt) har haft en meget stor udbredelse i Danmark på heder og i moser. I hedearealer er planterne ret små, mens forekomster i moser er kraftige 30-60 cm høje planter. De lange smalle blade er mere eller mindre plettede, deraf navnet. Udbredelsen er hele Europa. Planten foretrækker fugtige dybmuldede plantesteder, men er rimelig tolerant over for mere tørre voksesteder. Dactylorhiza har 2 sammenvoksede rodknolde, hvorfra de formerer sig.

Vi har planter i haven som vokser i næsten fuld skygge. Andre vokser i fuld sol.  De fleste grupper har vi i spagnum mellem vores rhododendron, hvor de deler vand og gødning på lige vis. De har både sået sig i området, men også ladet sig dele flere gange. En gruppe i et stenbed, vokser dog i almindelig havejord (neutral til kalket), med en del grus som dræn. Den har stået i evigheder på stedet, og er knap så kraftig, men har dog formeret sig.  Gøgeurterne blomstrer i maj/juni.

Orchis foliosa syn. maderensis har alle de bedste egenskaber som haveplante. Vores planter stammer fra en tid, hvor et var muligt (lovligt) at indføre den.

Dactylorhiza foliosa syn. Orchis maderensis hører hjemme på Madeira, hvor den vokser på fugtige halvskyggede til næsten skyggede kølige steder. Her er tale om en meget kraftig plante med en højde på op til 70 cm eller mere. De kraftige stængler bærer brede riflede blade højt op mod den imponerende blomsterstand. Blomsterne er dyblilla og betydeligt større end på vores hjemlige “Gøgeurt”.                                                                               I mine øjne, den bedste haveorkidé. Den er en af de nemmeste stauder vi nogen sinde har haft i haven. Naturligvis under hensyntagen til dens krav, men i et surbundsbed med nogen eller en del skygge, skal planten blot gødes lidt hvert forår. Jeg drysser lidt mindre gødning end på de omkringstående rhododendron. Kan det være mere enkelt? Jeg så i denne sommer (2021) orkidéer med etiketter som antød, at det var hybrider med O- foliosa. Planterne var meget spinkle, uden den samme “pondus”. Min erfaring er, at ægte O. foliosa ikke kan dyrkes (overvintre) i potter – hvor de rådner i løbet af vinteren. Dyrket i spagnum i haven har vi på 4 år i gennemsnit en femdobling af en gruppe!

 

Epipactis palustris

Epipactis palustris (sumphullæbe) – foto ovenfor – findes stadig i Nordjylland og enkelte steder på Sjælland. Planten er angiveligt en kalkelskende sump- og engplante. Efter forholdende er den op til 40 cm høj. Blomsterne har en ydre hvid læbe, den indre del er rødlig. De sidder enkeltvist på korte stilke langs med plantestænglen. Den forekommer i store dele af Europa til Asien og Nordafrika. Planten foretrækker et jævnt fugtigt miljø.  Epipactis har jordstængler (kaldet rhizom), som løber vandret under jorden.                                                      

Vores Epipactis vokser i spagnum som er blandet op med havejord og grus i næsten samme forhold. Iøvrigt har vi mange frilandsalpevioler i den samme blanding. Planten har en kortere ret forgrenet jordstængel. Fuld sol. Epipactis blomstrer medio juni.                                                                                        

Epipactis gigantea – Stor Sumphullæbe – breder sig gerne mellem middelstore rhododendron.

 Epipactis gigantea (stor hullæbe) har vi ligeledes haft i mange år. Planten vil gerne have sol, men gror iøvrigt hvor den får lov. Hos os er det i surbundsbedene, hvor den endda breder sig ganske meget via lange rhizomer.  Det betyder at vi til tider fjerner nogle jordstængler. Det yderste af en jordstængel med en frisk vækstknop kan plantes et andet sted. Denne art er meget kraftigere i væksten end den førnævnte, og blomstringen er nogle uger senere. Vandes og gødes som rhododendron.

Cypripedium reginae. (Konge Fruesko)

Cypripedium reginae har hjemme i Minnesota (hvor den er nationalblomst) og Arkansas. Denne fantastisk smukke storblomstrede orkidé er en sikker vinder, når der er gæster i haven. Noget så eksotisk, og så i en dansk have! I naturen vokser den i fugtige til sumpede områder fra næsten total skygge til halvskygge. Planten er kraftig i væksten og op til 60 cm høj. Blomsterne er hvide med en rosa “læbe”.  Cypripedium kentuckiense er rødbrun med gul “læbe”. Der er 1-3 blomster pr. stilk.  Se billedet Nedenfor:

Orkideén med det morsomme lokale navn: “Kentucky Ladie’s Slipper” Den gule farve kan variere meget fra lys svag gul til kraftig gul. De plantes bedst i et rhododendronbed eller lign. De kræver sur fugtig og porøs jord. Bedste planteplads er i vekslende sol skygge til sol. Må ikke tørre ud. Et hævet bed, med godt dræn er vigtigt.

Cypripedium har været en fast bestanddel, på en ret skygget plads, i vores have i mange år. En enkelt plantede udviklede sig til en gruppe på 35. Herfra har vi flyttet et par planter til en anden knap så skygget plads i haven, hvilket er lykkedes fint. 

Alle vores Cypripedium vokser i den grove spagnum som vi anvender i surbundsbedene. Der er ikke brugt dræn, gran/fyrrenåle eller andre tricks. Den stiller ingen særlige krav, dog vil udtørring ikke bekomme den vel. Direkte stående vintervæde er naturligvis usundt, men det gælder jo alle planter!

Cypripedium deles, efter mine erfaringer, bedst efter blomstringen. Med forsigtighed kan opgravede planter “rystes” fra hinanden. Det er de nye skud ved siden af den gamle blomsterstilk som genplantes.

Cypripedium calceolus

Cypripedium calceolus – den smukke europæiske “Fruesko”  – som desværre næsten er udryddet i Danmark, kan heldigvis også anskaffes i handlen uden indblanden af dårlig samvittighed. Vi har planten stående i halvskygge mellem nogle dværgrhododendron, lidt hævet i forhold til havens gangareal. Fra naboplanten er der lidt beskyttelse mod senfrost. Vi har aldrig dækket med granris eller lign. Blomstringen er i juni.

Bletilla striata (Bletilla hyacinthina) stammer fra Kina og Japan. Her vokser den i halvskygge til fuld sol. Voksemediet bør være humusrigt. I blomstringsperioden ynder den en ikke for tør vokseplads. mens den i hvileperioden helst skal stå nogenlunde tørt, altså med et godt dræn. De indtil 40cm høje stilke bærer mellem 3 og 7 blomster i juni/juli

Bletilla striata

Hos os har vi dyrket Bletilla i et lille surbundsbed langs husets sydside. Her havde vi en ret stor gruppe gennem mange år. Så blev forholdene i området lavet om, og det syntes planten ikke om. Der blev for tørt i vækstperioden. Vi har nu fundet et nyt sted, hvor vi kan tilbyde den fornødne fugt i sommerperioden, samtidig med at stedet er veldrænet og derfor rimelig tørt i dvaletiden. Senfrost kan beskadige planten!   

Siden skete der det mærkelige, at planten igen begyndte at dukke op i stenbedet. En “glemt” rod har overlevet. Efter 6 år er der igen Bletilla langs husmuren. De har tilmed spredt sig over et lidt større område, og kommer nu op mellem forsk. lave stenbedsplanter. I dette bed er væksten meget lavere end i bedet med spagnum og halvskygge. Formering foretages ved deling om foråret.                                                                                                    

Dactylorhiza rødder  – ny bulbe.

                     Deling af Dactylorhiza: 

Der er mange udsagn om det bedste tidspunkt. Vores erfaringer koncentrerer sig om september. Planterne “vippes” op af jorden med en greb. Herefter lægger vi hele klumpen ud på en plastiksæk eller lign. Ved at løfte forsigtigt i planternes blomsterstængler, og ryste dem, frigøres jorden fra rødderne. Herefter kan de nyudviklede bulber nemt tages fra hinanden. Pas på med at beskadige de “fede” hvide rødder. Når de enkelte planter er fri fra hverandre, kan de genplantes i samme dybde på stedet eller andre steder i surbundshaven. De grønne skud, med tilhørende bulber, er næste års planter og blomster. Den gamle bulbe sidder inde i midten. Den har ingen værdi mere. Det er helt almindeligt at det øverste af de nye skud er lige over jorden vinteren igennem.

(20.11.2021 – Opdatering af artikel fra maj 2015)

Orkidéer er fredede, og må ALDRIG graves op i naturen – Planter som tilbydes i havecentre er producerede ved meristemformering (Celledeling). Egne planter kan naturligvis deles.

Se også artiklen: RHODODENDRON OG ORKIDEER I JULI

Se også artiklen: PLEIONE LIMPRICHTII – TIBET’S ORKIDE

 

Dactylorhiza – et af naturens små vidundere! (foto 12. juli)