RHODODENDRON ELEGANTULUM

Portræt af en art

R. elegantulum med sin pragtfulde tilvækst og kompakte form. Billedet er fra den 30. april.

Navnet betyder i al sin enkelthed “elegant”. Arten vokser i Sichuan i Kina i lyse granskove og på bjergskråninger fra 3650 m højde og 300 meter opefter omkring trægrænsen.

R. elegantulum blev første gang beskrevet i 1927. Arten har ikke tidligere været særlig udbredt som haveplante. Det kan undre, når man ser på plantens kvaliteter. Den er yderst kompakt, meget velformet i væksten, og med slanke elegante blade på ca. 13-14 cm længe og 3-4 cm bredde. I tilvæksten er løvets overside næsten dækket med et rustbrunt indument. Senere bliver løvet glat, hårløst og blankt, mens undersiden dækkes fuldstændigt at et uldent lyst beige indument, som med alderen bliver rødbrunt.

Næsten hvid/cremerosa form af R. elegantulum fotograferet den 29. marts. Bemærk farven på bagsiden af løvet på begge blomsterbilleder.

R. elegantulum blomstrer tidligt, nogle år fra primo april. Farven kan variere fra næsten hvid, sart pink, sart rosa eller cremerosa. Indvendig er der en meget beskeden lille pink plettegning. Der er mellem 10 og 20 blomster i hver klase. Blomstringstidspunktet varierer med foråret, og alt efter hvor lyst planten vokser.

RRosa form af R. elegantulum

R. elegantulum med lysrosa blomster fotograferet en måned senere den 25.4.

Alt i alt er der tale om en plante med smukt varierende løv, kompakt og ensartet vækst, og tidlig blomstring med god kuldetolerance. Efter 10 år er den ca. 100 høj og bred. Den bliver mest tæt og kompakt på en lys og åben plads, men den kan også godt plantes i halvskygge. Planten kan købes eller bestilles på velassorterede planteskoler.

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf 22 år (indtil 2023) med ansvar for Rhododendron på Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 40.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU (Gartnernes Afsætningsudvalg), Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Creme Rhododendron, Hvide Rhododendron, Rhododendron, Rhododendron/Azalea løvet, Rhododendronportrætter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

7 svar til RHODODENDRON ELEGANTULUM

  1. Hej
    Netop i dag viser jeg billeder af min R. elegantulum, de første knopper viser farve. Den har skønt løv.
    Vh Lisbeth

  2. Hvor tidlig er den i forhold til din sutchuenense? – som er udsprungen hos os.

  3. Hej Niels!
    Vilken vacker planta! Den har allt som jag önskar mig av en Rhododendron. Kompakt med ett särdeles vackert indument. Den växer högt upp i bergen så den borde vara relativt härdig eller hur?
    Arten är helt ny för mig.
    Hälsningar
    /Gunilla

  4. Hej Gunilla. Ja, den er smuk. Vi har fået nogle få til salg på Aldershvile Planteskole – er det for langt væk fra dig?

  5. Ja, det är långt, långt borta – tyvärr. Hur är det med härdigheten?

  6. Den fotograferede plante vokser i et kuldebælte midt på Sjælland – den står helt åbent i fuld sol.

  7. Jeg har ingen sutchuenense, men nu har jeg en calophytum i fuld blomst, desværre har frosten skadet nogle af blomsterne. Elegantulum er endnu ikke sprunget ud.

Skriv en kommentar