RHODODENDRON MICRANTHUM ‘BLOOMBUX’

Rhododendron micranthum 'Bloombux' fotograferet primo juli i vores have i 2014.

Rhododendron micranthum ‘Bloombux’ fotograferet primo juli i vores have i 2013.

Portræt af en hybrid (2015)

For første gang udbydes i foråret 2015, denne fantastiske nye dværg-rhododendron- hybrid. Det er et kryds mellem den europæiske vildart R. hirsutum (Alperne), og den kinesisk/koreanske vildart R. micranthum.

I 2006 så jeg i Tyskland de første blomstrende planter. Små planter i lange rækker, alle smukke, men dog ret forskellige. Under et nyt besøg i 2008, var de bedste af planterne udselekteret, og sat i forsøgshaven. Det lykkedes mig at få en plante med hjem, men med en betingelse vedhæftet: Jeg måtte ikke vise den frem til rhododendronfolk, som kunne få den idé, at prøve at snuppe (bede om) nogle stiklinger.

Nu i foråret 2015 kan den for første gang erhverves på enkelte planteskoler.

De 2 arter som er anvendt til krydsningen er begge kompakte i væksten. R. hirsutum fra Alperne har rosa til dybrosa blomster, som er samlede i oprette pompomlignende blomsterstande. R. micranthum har fladere blomsterstande, creme til hvide. Blomsterne kan minde en del om R. tomentosum, tidligere kendt under navnet Ledum tomentosum.

Krydsningen mellem de 2 arter har givet en helt usædvanlig dværgrhododendron. Løvet ligner en småbladet buksbum. Små spidse blade, som i tilvæksten er meget smukt sart lysegrønne, for senere i farven at ligne udvoksede buksbumblade. Det er ikke uden grund planten har fået navnet ‘Bloombux’ , da den kan anvendes på samme måde som buksbum. Straks efter blomstringen kan planten klippes med en hækkesaks, formes til f.eks. kugler, firkanter, eller flere plantet i forlængelse som små hække til indramning af bede. Husk, at beskæring skal være straks efter afblomstringen. Ved senere beskæring klippes de nye blomsterknopper af.

Blomstringen er et helt kapitel for sig. Den starter i juni og varer, hvis vejret arter sig, til ind i juli. Der er overvældende mange blomster. De er fra udspring sart rosa, og bleger til meget lys rosa, næsten hvide, efterhånden som de ældes. Blomsterne er samlede i oprette pompon klaser, som udspringer successivt.

Vores hjembragte plante blev plantet i et større rhododendronbed mellem andre rhododendron dværgsorter og japanske azalea. Det er en helt solbeskinnet plads fra kl. 7 morgen til kl. 16-17 om eftermiddagen. Den har på intet tidspunkt være beskyttet mod barfrost. Planten var omkring 5 år gammel da vi fik den, så i dag er den omkring 12 år og omkring 80 cm høj og 100 cm bred.

Rhododendron michranthum ‘Bloombux’ er set med mine øjne en af de bedste, eller måske den bedste, hybrid i mange, mange år. Planten er fuldt hårdfør, velproportioneret med løv helt fra basis, og dertil den sene blomstringstid. Den kan anvendes i grupper, enkeltvist, som kantplante, på terrasser, i alpine bede, i fuld sol eller halvskygge.

Fortsættelse af en succes (2016):

Nu har vi oplevet endnu en sommer med ‘Bloombux’ i haven, og de rosende ord fra tidligere kan kun gentages. I foråret 2016 plantede jeg en lille “hæk” (4 unge små planter) mellem 2 store sten. De fyldte ikke meget dengang. De blomstrede i juni-juli, og blev studset lidt på siderne, men ikke i højden. Siden har de sat en masse knopper til næste år. Når den blomstring er forbi, vil jeg straks efter vælge en højde på “hækken”, og klippe den i facon.

De lille "hæk" blev plantet primo maj 2015. Billedet er fra d. 27. aug. 2015. De 3 planter er allerede vokset sammen til en enhed.

R. ‘Bloombux’ som hæk langs flisegang. Foto den 11. juni 2017. Planterne blev klippet på både top og sider efter blomstring i 2016. Alligevel er blomstringen overdådig sommeren efter.

Rhododendron ‘BLOOMBUX SCHWESTER’ stammer fra den plante som jeg i 2008 hjembragte fra Tyskland. Den var en udvalgt klon af de oprindelige planter, men blev senere fravalgt. Forskellen på de to sorter er ikke stor, men jeg finder den lidt mere rosa i blomsten i udspring. Den er dansk produceret.

Marts 2018: R. ‘Bloombux’ er en af de meget hyppigt læste artikler på denne blog. Om det skyldes navnet, eller et andet forhold, ved jeg ikke. Der er så mange andre navne på nye planter som også fortjener opmærksomhed.                                                                                                               Men følgende finder jeg vigtigt: Jeg er ikke enig i at Rhododendron ‘Bloombux’ kan plantes i almindelig havejord, når blot den er porøs. Normalt er planter med betegnelsen “INKARHO” podet på den efterhånden knap så nye rod, som blev præsenteret af tyske producenter i 1990-erne. Denne specielle rod, er ikke så surhedskrævende som almindelige rhododendronrødder.                                                                                                                                                                                                               R. ‘Bloombux’ er en af de første markedsførte kalktolerante dværgrhododendron.  I dette tilfælde er der tale om en “nyudviklet” rod, som er resultatet af krydsningen mellem de europæiske vildarter, R. hirsutum og R. ferrugineum samt den kinesiske vildart R. micranthum. Dette arbejde er udført af professor Dr. Preil fra den tidligere forskningsanstalt i Ahrensburg ved Hamborg. Krydsningen mellem R. michranthum og R. hirsutum gav et resultat som blev navngivet Rhododendron michranthum Bloombux (reg. Microhirs EU-S). *  R. ‘Bloombux’ er således ikke podet, men vokser på egen rod!  Alligevel er det vigtig at pH-værdien ikke kommer op i det kalkholdige felt. Jeg har eksperimenteret i mere end 25 år med INKARHO-planter. Min erfaring er, at de mindst bør tilføres 50% spagnum i plantehullet, bl.a. for også at gøre jorden mere porøs. Til gengæld kan man plante disse planter fuldstændig som alle andre surbundsplanter – i ren grov spagnum. Heldigvis, for ellers ville det ikke have været muligt at plante R. ‘Bloombux’ ind i et almindeligt rhododendronbed, som vores, der har været plantet i ren grov spagnum siden vi havde den med hjem i 2008, og virkelig er et pragteksemplar af en plante.

*  Oplysningerne har jeg modtaget fra Holger Hachmann, Baumschule Hachmann.

Marts 2021: Fra efteråret 2020 er der kommet en klon mere: ‘Bloombux Magenta’ som naturligvis er “magenta-rød”, eller som jeg ser det, med mere farve, end den oprindelige. Efter en sommer med den nye farvevariation “Magenta”, tager jeg “nej-hatten” på. Der er så at sige ingen farveforskel. Ingen vi har vist den til, heller ikke andre “rhododendronnørder” kan se en forskel, som berettiger til navnet. Enten har jeg fået en forkert plante, eller også er farveforskellen meget lille!.

Juni 2022: I dette forår blev sortimentet udvidet med endnu en klon: ‘Bloombux Rosa’. Jeg finder heller ikke denne berettiger til sit eget “sortsnavn”. Jeg har gennemfotograferet alle 3 sorter, og alt efter tidspunktet på dagen eller i blomstringsperioden, er forskellen så lille, at det næppe har betydning for kundens valg. De bliver allesammen hvide efter kort tids blomstring.

Læs også: RHODODENDRON HÆKKE

Læs også: Kalktolerante Rhododendron

Læs også: Rhododendron ‘Bloombux’ – beskæring

Om rhodospecialisten

Siden 1975 passioneret samler af Rhododendron, Azalea og surbundsplanter iøvrigt. Har op mod 450 Rhododendron i haven, heraf mange vildarter. Desuden en stor samling alpine planter i havens stenbede og trug. Konsulent og disponent på planteskoler, heraf 22 år (indtil 2023) med ansvar for Rhododendron på Aldershvile Planteskole i Bagsværd. Fotograf med et digitalt billedarkiv på mere end 40.000 planter. Leverandør af billeder til fagblade, annoncer og andre medier. Forfatter til flere omfattende bøger om Rhododendron og andre surbundsplanter, en håndbog, artikler for GAU (Gartnernes Afsætningsudvalg), Haven m.m., samt forfatter og fotograf til planteskolernes fagblad om Rhododendron. Havedesigner siden 1980. Foredragsholder siden 1990. Medlem af 'HAVEN'S rådgivningspanel. Rådgiver privat om beskæring og sygdomme og udarbejder haveplaner.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Dværg Rhododendron, Hvide Rhododendron, Rhododendronportrætter og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar